"Lemurien er navnet på den sidste del af det store
            stillehavskontinent, kaldet Mu.
            Den egentlige tilintetgørelse af Mu og nedsænkningen af dette
            kontinent begyndte 30.000 år f.Kr. Denne proces strakte sig over
            mange tusind år, indtil den sidste del af det gamle Mu, kendt som
            Lemurien, også forsvandt i havet efter en serie nye katastrofer,
            som ophørte mellem år 12.000 og 10.000 f.Kr. Dette skete lige før
            Poseidons ødelæggelse, (den sidste rest af det atlantiske
            kontinent Atlantis).
            
              
                | 
                    kommentar; dette  er helt på linje med den
                    historiske informasjonen fra romkontakten til "Thao"-
                    som hadde fysiske kontakter til australeren Michel D. i -87,
                    og på basis av det skrev han en bok med mye historisk info-
                    og denne info er omfattende referert i boka "JORDENS
                    KOLONISERING FRA KOSMOS" - fra 2008. Der
                    framgår det at kontinentet LEMURIA var et flatt kontinent
                    som ble hevet i stillehavet etter et voldsomt kometnedslag
                    som skjedde mer enn 500.000år i fortiden - og ødelagt av
                    voldsomme jordskjelv like før krigen mellom Atlantis og en
                    Mu-koloni i dagens kina(gobi-omr.), men mer om dette i boka
                    nevnt over (rø-anm.) | 
              
              
            Lemuriens Mestre var vel vidende om, at en endelig katastrofe
            ville forårsage kæmpemæssige flodbølger, der ville rive det
            sidste af deres land med sig ned i det oprørte hav og lade det
            synke i glemsel. De, som arbejdede på venstrehåndsvejen, fortsatte
            med djævelske eksperimenter og ænsede ikke "det skrevne på
            væggen" ligesom i dag, hvor millioner af jordens mennesker
            fortsat "spiser, drikker og er glade", selv om tidens tegn
            er klare at tyde for det åndeligt fremskredne menneske.
            Mestrene og de hellige vismænd, der arbejdede på højrehånds
            vejen, begyndte at indsamle værdifulde optegnelser og dokumenter
            fra Lemuriens biblioteker.
            Hver enkelt Mester blev udvalgt af rådet for Det Store Hvide
            Broderskab. Disse udvalgte Mestre skulle drage ud til forskellige
            steder i verden, hvor de i sikkerhed kunne grundlægge skoler for
            den gamle, hemmelige visdom for at bevare videnskabelige og
            åndelige værdier.
            I begyndelsen - for de mange tusind år siden - måtte disse
            skoler forblive hemmelige for det almindelige menneske, derfor
            kaldes de stadig mysterieskoler eller jordens ShanGri-La'er.
            Aramu-Muru (Gud Meru) - en af de store lemuriske vis-mænd - fik
            af Hierarkiet de hellige skrifter i sin varetægt, tillige med den
            store Gyldne Solskive. Han begav sig derefter til de bjergrige egne
            ved en Sø, som nyligt var dannet på et sted i det nuværende
            Sydamerika. Her skulle han våge over Oplysningens Flamme og holde
            den levende.
            Aramu-Muru benyttede et af tidens sølvskinnende luft-skibe til
            sin rejse til det nye land. Det var ikke et rumfartøj, men et af
            den tids luftskibe, som normalt blev brugt til handel mellem
            moderlandet og kolonierne.
            
              bilder under her er ikke fra boken- og er skapt
              av kunstneren jim nichols - iallefall det øvre
              
            
            
            I Lemurien blev den Gyldne Solskive opbevaret i det store
            "Tempel for Guddommeligt Lys". Den Gyldne Solskive var
            ikke blot et midtpunkt ved ceremonier og deslige, den havde også et
            andet formål, og det samme var tilfældet, da den senere blev brugt
            af "Solens Ypperstepræster" i Inka-riget -derom senere.
            Samtidig med, at de sidste rester af det gamle kontinent
            forsvandt i Stillehavet, indtraf andre frygtelige katastrofer over
            hele jorden. På denne tid blev Andesbjergene til, og vestkysten i
            Sydamerika blev helt omformet. Den gamle by Tiahuanaco (Bolivia) var
            på den tid en stor havneby og en af Lemuriens kolonibyer, og den
            var både meget smuk og meget betydningsfuld for moderlandet.
            I løbet af de efterfølgende syndfioder blev området, der før
            havde et mildt tropisk klima, hævet fra havets overflade op til en
            højtliggende ufrugtbar og vindblæst slette med et koldt arktisk
            klima, og det var under denne proces, at Titicaca-søen blev dannet.
            Titicaca-søen er nu den højest beliggende sejlbare Sø i verden,
            mere end 3000 meter over havets overflade.
            Det var til denne nyligt dannede Sø, Herren Muru ankom fra det
            sunkne Lemurien. Her på dette sted, der nu kaldes Lago Titicaca,
            grundlagde Aramu-Muru klosteret for De Syv Strålers Broderskab.
            Dette kloster, som nu skulle være broderskabets hjem gennem alle
            jordens tider, blev opført i en dal, som også opstod omkring den
            tid, da Andesbjergene dannedes.
            Dalen havde en besynderlig natur. Dens beliggenhed og dens højde
            og udstrækning skænkede den et varmt, halv-tropisk klima, hvor
            frugter og nødder kunne vokse til enorme størrelser. Her øverst
            oppe på ruiner, som engang havde ligget ved havoverfladen som
            Tiahuanaco, byggede Herren Muru klosteret af kolossale stenblokke skåret
            til kun ved hjælp af energien fra primær lyskraft. Disse
            kyklopiske bygningsværker er de samme i dag som dengang, og de vil
            også i tiden fremover opbevare Lemuriens videnskab, kultur og
            hemmelige lære.
            De andre Mestre fra det sunkne kontinent Lemurien drog til andre
            dele af jorden og dannede ligeledes mysterieskoler, for at
            menneskeheden gennem alle jordens tidsaldre kunne holde den
            hemmelige lære skjult og overvåge, at den ikke gik tabt, indtil
            menneskene var nået så vidt i åndelig udvikling, at de kunne
            studere den igen og bruge de guddommelige sandheder.
            Den hemmelige videnskab fra Adoma (Atlantis) og andre vidt
            fremskredne kulturers civilisationer findes i dag i de omtalte
            skolers biblioteker, for disse andre civilisationer sendte også
            vise mænd ud for at grundlægge skjulte klostre og templer over
            hele jorden. Sådanne tilflugtssteder står under direkte ledelse og
            formynderskab af Det Store Hvide Broderskab.
            Dalen, hvor klosteret for De Syv Strålers Broderskab ligger, er
            kendt som Den Blå Månes Dal og ligger højt oppe i Andesbjergene
            på nordsiden af Titicaca-søen i Peru. Herren Muru byggede ikke
            klosteret straks ved sin ankomst til Titicaca-søen, men han
            vandrede i mange år, studerede og fastede i ødemarken, hvor han
            sluttede sig til andre, som var undsluppet katastroferne. Han blev i
            begyndelsen ledsaget af sit feminine aspekt Arama-Mara (Gudinden
            Meru), da han rejste fra Lemurien i det cylindriske luftskib.
            De Syv Strålers Broderskab havde eksisteret i umindelige tider
            lige fra den tid, hvor den ældste race opstod på jorden for
            omkring 1 billion år siden. Dog havde der aldrig tidligere været
            et kloster, hvor højt indviede disciple mødtes i harmoni
            og åndeligt fællesskab. Hver enkelt discipel skulle følge en
            af livets syv udviklingsstråler, således som vi alle gør det, og
            denne stråle skulle blandes med de andre stråler, idet hver enkelt
            discipel vævede sin stråle, som var det en farvet tråd, ind i en
            gobelin, som symboliserede klosterets åndelige liv. Derfor blev det
            kaldt De Syv Strålers Broderskab, også kendt som Oplysningens
            Broderskab.
             
             
            
            
            DEN GYLDNE SOLSKIVE FRA MU
            
              
            I Mu's moderland var den gigantiske Gyldne Solskive fast-gjort
            med bånd af det pure guld i et skrin i det største Tempel for
            Guddommeligt Lys. Foran den på et alter, som var en søjle skåret
            ud af massiv sten, brændte det evige, hvide lys fra den
            krystalklare Maxin-flamme, Skaberens guddommelige, ubegrænsede lys.
            Omkring 30.000 år f.Kr. slukkedes Maxin-lyset på grund af den
            ondskab, som nogle af præstestandens videnskabsmænd udøvede på
            det store Mu. Men Solskiven forblev i sit skrin indtil den endelige
            ødelæggelse og nedsænkning af Lemurien 12.000 år f.Kr.
            Den Gyldne Solskive var til en vis grad midtpunkt i ceremonier
            ved tilbedelse af Skaberen, idét den ved rituelle tempeltjenester
            virkede som focus for de mediterendes koncentration. Den virkede
            ligeledes som et symbol på den store centrale eller kosmiske sol,
            som igen symboliserer Skaberen. Den var tillige et videnskabeligt
            instrument, og hemmeligheden ved dens magt gik oprindeligt tilbage
            til den dunkle tid efter den ældre race. Som videnskabeligt
            instrument blev den brugt i forbindelse med et indviklet system af
            spejle af rent guld, hulspejle og linser, hvorved den øvede en
            helbredende virkning på den, som var inde i Lysets Tempel. I
            virkeligheden er det derfor, at det blev kaldt Templet for
            Guddommeligt Lys.  Ved siden af alle disse funktioner var Solskiven
            et brændpunkt for koncentration af dimensional karakter. Når en
            præst, som forstod at betjene solskiven, slog på den, blev der sat
            bestemte vibrationer igang, som kunne fremkalde store jordrystelser.
            Hvis disse vibrationer var tilstrækkeligt intensive, kunne de endog
            bevirke, at jordens rotation ændredes.
            Når Solskiven blev indstillet således, at den svarede til
            
             
            et bestemt menneskes frekvens, kunne dette menneske
            transporteres, hvorhen det ønskede det, blot det skabte et mentalt
            billede af stedet. Den fungerede derfor også som en slags
            transportformidling.
            Den Gyldne Solskive fra Mu var ikke lavet af almindeligt guld,
            men af omdannet guld, der havde usædvanlige egenskaber, idet det
            var både gennemsigtigt og metallignende.
            Herren Muru bragte denne Solskive med sig, da han rejste til
            Titicaca-søen, og den blev anbragt i et underjordisk tempel i
            klosteret for De Syv Strålers Broderskab. Her blev den benyttet
            dagligt af disciplene. Også Mestrene og de hellige vis-mænd fra
            mysterieskoler over hele jorden benyttede den, således at de kunne
            teletransporteres frem og tilbage for at være med i
            rådsforsamlingen eller deltage i en eller anden ceremoni.
            Da inkaerne kom til Peru (og kom gjorde de, for de var ikke indfødte
            Quechua-indianere, men stammede fra et land på den anden side af
            Stillehavet), grundlagde de et højt åndeligt udviklet samfund på
            ruinerne af den store kultur, som engang havde været Lemuriens
            koloni. Ypperstepræsterne af Tawantinsuyo -solen - navnet på
            Inka-riget - byggede deres Coricancha eller Solens Tempel lige oven
            på en gammel bygning, som stammede fra meget fjerne tider. Fra
            gamle optegnelser i deres hjemland, på den anden side af
            Stillehavet, lærte de om den Gyldne Solskive fra Mu, og de vidste,
            at den var blevet flyttet fra det skæbneramte kontinent og bragt
            til et nyt land, hvor Herren Muru havde grundlagt et indre center
            eller en fredet helligdom.
            Engang for længe siden søgte inkaernes ypperstepræster længe
            efter Solskiven, men de kunne ikke finde den. Først da de var nået
            så vidt i åndelig udvikling, at de kunne bruge Solskiven til gavn
            for deres folk - de indfødte stammer, som de havde sammensluttet
            til eet rige - ligesom den havde været brugt i Mu, fik de den
            overdraget, så de kunne bruge den dagligt i deres Soltempel i Cuzco.
             
            Inka-kejseren på den tid, som havde stor guddommelig indsigt,
            foretog en pilgrimsrejse til klosteret ved Titicacasøen. Aramu-Muru, som var den åndelige leder for broderskabet,
            gav Solskiven til kejseren, og flere af brødrene fra klosteret blev
            beordret til at rejse med kejseren tilbage til Cuzco. Her blev
            Solskiven anbragt i et skrin, som var blevet fremstillet med dette
            formål for øje, og den blev sikret med gyldne bånd på samme
            måde som i det gamle Lemurien. I klosteret i Santo Domingo i Cuzco
            kan man den dag i dag se hullerne, hvorigennem disse bånd engang
            gik.
            
            Dette kloster i Cuzco er bygget oven på det allerældste
            Inka-soltempel. Inkaerne kaldte deres tempel for Coricancha, hvilket
            betyder Guldstedet eller Guldhaven. Her var anbragt figurer af
            mennesker og dyr, planter og blomster i naturlig størrelse udført
            af prægtigt, massivt guld - en sand have af guld, der grænsede op
            til templet. Præsteskabet kaldte det Amarucancha-templet. På nogle
            af stenene i Santo Domingo kan man stadig se udskårne slanger (amarus),
            og det siges, at dette er grunden til, at nogle kaldte templet
            Amarucancha eller Slangernes Sted. Dog er dette ikke den virkelige
            grund. Amaru er afledt af Aramu, som er et af navnene på Herren
            Muru. Men Herren Murus navn er igen afledt af ordet slange (amarus),
            og hans titel ligner en betegnelse for en anden af verdenslærerne,
            Quetzalcoatl, "Den vingede slange fra Aztecriget i
            Mexico".
            Inden i det store tempel i Cuzco fandtes der mindre templer og
            skrin indviet til månen, de tolv planeter og til de syv stråler.
            
            De Syv Strålers Broderskab blev den ledende kraft i inkaernes
            åndelige liv, og de lærte at bruge Solskiven ud fra ældgamle
            skrifter, der var blevet efterladt af fortidens vise inkaer, som var
            Lemuriens kolonister.
            Solskiven blev i Coricancha i Cuzco, indtil der kom besked til
            præsterne om, at Don Francisco Pizarro var landet i Peru. Vel
            vidende, hvad der skulle til at ske, fjernede de sorgfuldt Solskiven
            fra Cuzco-skrinet og genindsatte den på sin plads i det
            underjordiske tempel i klosteret. De spanske erobrere opdagede den
            aldrig.
            Den 21. januar 1956 holdt ærkeenglen Mikael af Solen en tale fra
            sit tilflugtssted i Banff i de kanariske bjerge. Følgende er et
            uddrag:
            "Mange af templerne, som blev brugt på Atlantis og i
            Lemurien, blev løftet op til de æteriske riger. Engang vil de
            komme til syne på jorden igen, når mennesket er åndeligt rede til
            at modtage dem. Det er sket, at en eller flere af ædelstenene, som
            blev brugt til opførelsen af disse templer, blev overdraget til en
            ypperstepræst eller et overhoved for en åndelig orden for der at
            danne en forbindelse med det himmelske Hierarki. Adskillige af
            stenene fra mit eget tempel ejes i dag af mennesker forskellige
            steder på jorden."
             
            Den Gyldne Solskive fra Mu er en af de ædelstene, som Herren
            Mikael her refererer til. Og den blev som sagt overdraget til
            overhovedet for De Syv Strålers Broderskab, Aramu-Muru. Solskiven
            vil blive opbevaret ved Titicacasøen indtil den dag, da
            "mennesket er åndeligt rede" til at modtage den og bruge
            den efter sin bestemmelse. Den dag vil den Gyldne Solskive blive
            taget ud af sit underjordiske kammer og anbragt højt over
            broderskabets kloster. Den ny dags pilgrimme vil igen kunne se den
            mange mil borte reflektere de herlige stråler fra solen. Fra den
            Gyldne Solskive vil der udgå en klang af den skønneste harmoni,
            som vil bringe mange lysets tilbedere op ad stien til den ældgamle
            port til De Syv Strålers Broderskab, og de skal træde ind i Den
            Blå Månes Dal til fællesskab i Faderen.
             
             
            
            
            DEN ÆLDSTE RACE
            
              
            Vi må gå 1 billion år tilbage i jordens historie, hvis vi
            virkeligt skal forstå meningen med "De Syv Strålers
            Broderskab" og "Den Gyldne Solskive fra Mu".
            Da planeten jorden var blevet afkølet og rede til beboelse,
            ankom en race fra rummet, som ikke var af menneskelig oprindelse,
            men som tilhørte den sande menneskerace. De blev kaldt kykloper og
            kendes i den arkane hemmelige lære som El'racen eller simpelt hen
            El'erne. 
            
            ("guderasen" som Lobsang
            Rampa omskriver dem - muligvis en gren av "gammel-lyranerne"
            - rø.anm. )Før de ankom til jorden, gennemrejste de rummet, idet de
            fulgte alle de store tidsepoker. Det var titaner, som rejste ad
            stjernebanerne (og det gør de stadig i en anden dimension af tid og
            rum), og de søgte altid i rummet de bedste græsgange for deres
            hjord.("beitemarker
            for sitt "kveg")) 
            Det var det første liv på jorden, og det er de udødelige
            skikkelser i vore legender, den guddommelige race eller den ældre
            race, som gik forud for mennesket. Nogle af El'erne var ægte
            kykloper, idet de kun havde eet stort øje midt i panden. Andre
            havde to øjne ligesom menneskevæsener, og andre igen havde
            udviklet det psykiske tredie øje. De var omkring 3 1/2 meter høje
            og var af hankøn og hunkøn, men ikke som vi opfatter
            kønsforskellen i dag.
            Før de kom til jorden, havde de koloniseret meget af det, som i
            dag kendes som mælkevejssystemet; tusinder af sole og verdener kom
            under deres indflydelse. De kom sædvanligvis forud for andre
            livsformer til en klode, når den var rede til beboelse. Når de
            begyndte tilværelsen på en ny planet, forsøgte de straks at
            efterlade sig, hvad vi ville kalde store arkiver i dybe
            underjordiske områder med enorme byer. Disse arkiver indeholder
            små krystaloptegnelser om universets historie. De er indesluttet i
            et magnetisk felt, som til tider kan fornemmes af mennesker, der er
            meget sensitive.
              
            (masse detaljer om dette i Rampa's
            bøker)
              
            El'erne var just ikke tredimensionale væsener, som vi er det i
            dag, men de var gjort af fysisk stoff og levde i en fysisk verden.
            Som race havde de gennem utallige tidsaldre forsøgt at opnå den
            tidløse tilstand, hvor de ikke alene kunne skab ved den blotte
            tænkning, men hvor de også kunne undslippe den fysiske
            tilværelses lænker og overskære de bånd, de bandt dem til
            fysiske planeter og solsystemer. De søgte de store hemmeligheder,
            som ville skænke dem udødelighed, således at de kunne vandre
            tværs gennem tiden og stjernerne frigjorte for alle lænker.
            Planeten jorden var muligvis den sidste verden, de koloniserede i
            mælkevejssystemet, thi snart efter deres ankomst opnåede de den
            skabende tankes magt. De gjorde sig til herre over det fysiske stof
            og blev guder. De ophævede tid og rum. De havde ikke længere brug
            for den jordiske verden eller det store mælkevejssystem, som den
            tilhørte. De var frie. De var blevet sande medlemmer af
            tankeuniverset, Theta-universet.
            I virkeligheden kendtes El'erne først ved navn, da de oppnåede
            Theta-tilstanden. Før denne tid var de kendt som den kyklopiske
            race. Det var den metode, de benyttede til at forlade den fysiske
            tilværelse, som gav dem navnet "El". Genem den hemmelige
            brug af en 90 graders fasedrejning forlod de jorden og hele
            mælkevejssystemet og overlod den menneskeheden. En 90 graders
            vinkel danner bogstavet L.
            Når vi kalder dem El'er, refererer vi derfor i virkeligheden til
            et symbol for deres race og ikke til et navn. Mange ord i dag er
            udledt af navnet på denne meget gamle race. Det er derfor, at den
            kaldes den Ældre race. Ordene elevation/eliminere stammer tydeligt
            fra denne kilde. Hævede El'erne sig ikke til en anden dimension?
            Eliminere de ikke tid og rum? Man kan i ethvert leksikon gøre
            forbausende opdagelser om de ord, som begynder med El. Der bl.a. det
            prægtige ord Elohim og de fireogtyve Ældste i det hellige skrift.
            Den 24. april 1955 meddelte Koot Hoomi Lal Sin (Mesteren Kuthumi):
            "Oven over planeten er den elskede Elohim, Kyklopea,tilstede.
            Hans utståling dækker hele jorden."
            Mesteren Kuthumi hentyder åbenbart til et medlem af den store
            Ældre race. Skønt de fleste af El'erne i 1956 ikke længere var
            på jorden, virkede de stadig som rådgivere og var sædvanligvis
            lærere for jordens Mestre og Indviede. Vi siger her, at de fleste
            af El'erne ikke opholdt sig længere på vor planet, der var nemlig
            nogle, der ikke forlod den, da deres race opnåede Theta-tilstanden
            og erobrede S-E-R-T (Stof-Energi-Rum-Tid).
            Det var på grund af visse karmiske forhold, at der var nogle
            enkelte medlemmer af den kyklopiske race, som ikke passerede gennem
            den 90 graders fasedrejning og derfor blev tvunget til at forblive
            på jorden for at fuldføre deres gerning, således at de
            efterhånden kunne støde til deres race i en senere tidsalder. I
            mellemtiden ville de virke som rådgivere for menneskene, når disse
            ankom til jorden.
            Aramu-Muru tilhører den kyklopiske race. Han har bevaret den
            samme fysiske form gennem umindelige tider ved at forny sin
            livsstrøm gennem polarisering med sit kvindelige aspekt Arama-Mara.
            For, som allerede nævnt, disse væsener forplanter sig ikke ligesom
            mennesker.
            Herren Muru siger, at da han var på Lemurien, var han en ung
            discipel eller et menneske. Imidlertid kan han mene mange ting med
            dette. Måske mener han ung i universel forstand, og med menneske
            kan han mene, at han tilhørte den oprindelige sande menneskerace.
            Mange af vismændene i Lemurien, og før den tid i selve Mu, var
            kykloper. (Her kalder vi dem ikke El'er, fordi de på det tidspunkt
            endnu ikke havde opnået Theta-tilstanden). Alle disse kykloper
            forlod Lemurien og rejste til andre dele af jorden. Derfor var mange
            af de åndelige ledere i mysterieskolerne (de indre centre)
            kykloper, som en dag ville slutte sig til deres race og blive sande
            El'er.
            De Syv Strålers Broderskab stammer oprindeligt fra kykloperne,
            idet de var de første til at manifestere livets syv stråler på
            planeten jorden. Disse væsener havde en speciel udstråling af
            energi, som muliggjorde, at livets syv stråler kunne dannes på vor
            planet, og var det ikke sket, ville der aldrig have været et
            broderskab for De Syv Stråler. Kykloperti nåede også den syvende
            tilstand og indgik i Theta - den 7ende tilstand - eller
            Tankeuniverset.
            Den Gyldne Solskive i Mu blev ikke skabt af kykloperne, men
            principperne for dens virkemåde og hemmeligheden ve dens kraft
            kunne findes i de forladte arkiver i kyklopernes underjordiske byer.
            De, som var sensitive nok til at indstil sig på en sådan viden i
            senere tidsaldre, opdagede disse sandheder og gjorde det muligt at
            fremstille den Gyldr Solskive. Således fandt Solskiven vej ind i
            tilværelsen på moderlandet i Mu.
            Lad det være sagt, at mennesket på jorden aldrig vil blive en
            "El", simpelt hen fordi det ikke tilhører den kyklopiske
            race (nu El-racen), men mennesket vil alligevel nå en tidløs
            tilstand, som El'erne gjorde. Mennesket vil også engang erobre
            Stof-Energi-Rum-Tid og herske som en sand gud, en søn af Skaberen;
            thi Hierarkiets øjeblikkelige plan er: frembringelsen af en
            subjektiv syntese i menneskeheden og frembringelsen af et telepatisk
            mellemled, som til sidst vil ophæve tiden.
            Neste del
            hovedsiden