FØRST EN KORT INNLEDNING:

(last ned det hele, koble fra telenettet og les det i ro og mak for dette er en lang og omfattende - men meget spennende, og sann historie. Filen/artikkelen ligger inne i maskinen når den er nedlastet - og kan derved åpnes igjen uten å skulle kople seg til internett på nytt. Vel - Rampa sier selv at alt han har skrevet er den absolutte sannhet - og at fremtidens forskning og nye avsløringer vil bevise dette i de kommende tiår. Og den enkeltes egen indre logikk vil også rettlede den som gjenkjenner ytre fornuft og logikk som man leser.

Ettersom Rampa først skrev dette ned da han kom til vesten - er det klart at han her må ha modernisert og tilpasset språket etter det - i forhold til det som den gamle eremitt fortalte årtier tidligere. R.Ø.anm.)

Eremitten - ja dette var altså tittelen på den danske oversettelse av Lobsang Rampas bok "The Hermit". Boken ble utgitt i DK tidlig på 70-tallet (orginalen utkom 15 år før i England/Canada/USA), men inneholdt stoff som naturlig nok - for ca.40 år siden - ble sett på som ren fantasi - og slik ser de det vel fortsatt, de som ikke kjenner den logiske tråden i kosmos’ utvikling. Rampa kom som ung munk til hulen til en gammel blind eremitt som grunnet sin ekstremt utviklede hukommelse ble utvalgt av en gruppe "utenomjordiske overvåkere" til å viderebringe spesielle kosmiske informasjoner. 

Denne gamle og blinde mann levde på det som handelskaravanane gav ham i bytte mot hans velsignelser. De "kosmiske gartnere" som de kalte seg - fortalte ham at han langt senere ville bli oppsøkt av en ung munk, som skulle bringe denne spesielle informasjonen ut til verden - altså Lobsang Rampa. (Det berettes bl.a. i Semjase-materialet at de høyere utviklede sivilisasjoner har teknologi til å fjernscanne/måle bevissthets-kapasiteten til mennesker). De sa bl.a. at de overvåket Jorden slik at atomvåpen ikke kom til utfoldelse.

Denne isolerte eneboer hadde som ung mann, bosatt i Lhasa i Tibet, blitt torturert og for livet blindet av kineserne som prøvde å få ham til å røpe noen statshemmeligheter som han dog ikke kjente til. Det nøyaktige tidspunkt for hendelsen nevnes ikke, men ut fra boken kan det se ut som det skjedde for ca.100 år siden. Det gir en meget livaktig beskrivelse av det ekstremt nøkterne liv som eneboere i østen levde og enda noen fortsatt lever. Visse ord er "oversatt" til norsk i parantes for hjelp til de som ikke er så vant med dansk.

Den blinde mannen (eremitten) ble tilsynelatende brakt til en underjordisk base som "de" den gang hadde et sted i Tibets enorme fjellverden - det ser ut som dette var i tilknytning til en utbrent gammel vulkan… Denne ET-base opererte de "utenomjordiske overvåkere" i det skjulte . Her ble han bl.a. satt teknisk istand til å kunne se - ved at de satte elektroder inn i hans hjerne og via et slags kamera kunne han da fysisk se hva som ble vist ham der. Senere ble hans bevissthet frigjort fra kroppen og gjennom sitt finstofflige ("åndelige") legeme ble han brakt til nye opplevelser.

Lobsang Rampa forteller her om et merkelig møte i sine yngre dager med en blindet gammel eremit:

Udenfor skinnede solen. Dens stærke stråler ramte træerne, kastede sorte skygger bag de fremspringende klippestykker og sendte myriader af glitrende prikker op fra den dybblå Sø. Her i den dybe niche i den gamle eremits hule blev lyset dog filtreret gennem det nedhængende bregneløv; det var grønligt og undrende for trætte øjne, der var anstrengt af at have været udsat for det skærende skarpe sollys.

Den unge mand (Lobsang som ung) bukkede ærbødigt for den magre eremit, der sad rank på en sten; som tiden havde slebet til. - Jeg er kommet for at blive belært af dig, Ærværdige, sagde han med lav stemme.

- Sæt dig, befalede den ældre. Den unge munk i den murstensrøde kutte (kappe) bukkede igen og satte sig med korslagte ben på den hårdtstampede jord et lille stykke fra den gamle munk.

Den gamle eremit sagde ikke mere, han skuede tilsyneladen de ind i en uendelig fortid med sine tomme øjenhuler. Mange, mange år tidligere var han blevet overfaldet af kinesiske embedsmænd i Lhasa, som grusomt havde blindet ham, fordi han ikke gav dem oplysninger om nogle statshemmeligheder, han ikke kendte noget til. Torteret, lemlæstet og blindet var han bitter og desillusioneret vandret bort fra byen. Han gikk om natten og næsten vanvittig af smerte og chok, som han var, undgik han kontakt med mennesker. Han tænkte, tænkte hele tiden.

Han klatrede opad, bare opad, levede af det sparsomme græs og de urter, han kunne finde; bjergbækkenes rislen førte ham til vand, når han var tørstig, og han kunne på den måde lige netop holde sig i live. Hans værste sår heledes langsomt, og hans tomme øjenhuler dryppede ikke mere, men han klatrede stadig opad væk fra de mennesker, der pinte så vanvittigt og uden grund. Luften blev tynd. Der var ikke længere nogen grene, han kunne skrælle og spise barken fra. Han kunne ikke længere bare strække hånden ud og plukke græs. Nu måtte han kravle på hænder og knæ, slingrende og famlende, og håbe på, at han kunne få nok til at holde sultens smerter væk.

Luften blev koldere, vinden bed mere, men han kæmpede sig stadig opad, som om der var noget inde i ham, der tvang ham fremad. Uger før, dengang han havde begyndt sin vandring, havde han fundet en tyk gren, som han nu brugte som stok til at finde vej med. Nu slog hans søgende stav mod en forhindring, og hans famlende fingre kunne ikke finde nogen åbning.

Den unge munk så intenst på den gamle mand. Ikke den mindste bevægelse. Var han mon rask(dansk for frisk), tænkte den unge mand og trøstede sig så med tanken om, at de Ærværdige Gamle levede i fortiden og aldrig forhastede sig for nogens skyld Han så sig nysgerrigt omkring i den næsten tomme hule; der var virkelig næsten ingenting i den. Ved den ene væg lå en gulnet halmdynge, hans seng og ved den stod en skål. En safrangul kutte hang bedrøveligt slapt ned fra et fremspringende klippe-stykke, som om den var klar over, hvor falmet den var. Der var ikke andet. Intet.

Den gamle mand tænkte på fortiden, tænkte på smerten, da han var blevet torteret,- lemlæstet og blindet, dengang ham selv var Iige så ung som den unge mand, der sad foran ham.

- I et skuffelsens raseri slog han sin stav mod den mærkelige forhindring foran ham. Forgæves prøvede han at se med de tomme øjenhuler. Til sidst faldt han om foran den mystiske barriere fuldkommen udmattet af sine stærke følelser. Den tynde luft sivede ind gennem det eneste stykke tøj, han havde på, og berøvede langsomt den udtærede krop både varme og livet.

Der gik et stykke tid, så lød der støj af bestøvlede fødder hen over klippen. Der blev mumlet nogle ord på et fremmed sprog, og den slappe krop blev løftet op og båret væk. Så lød det, som om en metaldør blev smækket i, og en ventende grib, der følte sig snydt for et måltid, fløj bort i kluntet flugt.

Det gav et sæt i den gamle mand, alt det var sket for længe siden. Nu skulle han undervise den unge mand, der sad foran ham og var så lig det, han havde været for, ja, hvor mange år var det siden? Tres(60)? Halvfjerds(70), eller mere? Det var ligemeget, det lå i fortiden, sløret til af tidens tåge. Hvad betød årene i et menneskes liv, når han kendte verdens alder?

Tiden syntes at stå stille. Selv den svage brise, der havde raslet i bladene, holdt op med at hviske. Der hvilede en næsten uhyggelig forventningsfuld stemning over stedet, medens den unge munk ventede på, at den gamle eremit skulle begynde at tale. Da spændingen næsten var blevet uudholdelig for den unge mand, begyndte den Ærværdige at tale.

- Du er blevet sendt her op til mig, fordi du har en stor opgave i livet,- sagde han, - og jeg skal fortælIe dig om, hvad jeg ved, så du til en vis grad kommer til at kende din fremtidige skæbne. Han vendte ansigtet mod den unge munk, som vred sig af forlegenhed. Det var nu vanskeligt at sidde over-for blinde mennesker, tænkte han; de så uden at bruge øjnene, og man havde en følelse af, at de så alt. Det var en meget vanskelig situation.

Den tørre stemme, som næsten aldrig var blevet brugt, fort-satte: Sultende, syg og bevidstløs blev jeg bragt til et ukendt sted og fik der instrukser som forberedelse til dette øjeblik. Når jeg har givet min viden videre til dig, har jeg fuldført min livsopgave, og jeg kan i fred drage til De Hirnmelske Enge. Et lyksaligt udtryk gled over det indsunkne, pergatnentagtige ansigt, da han sagde dette, og han drejede ubevidst hurtigere på bedehjulet.

Udenfor krøb skyggerne langsomt hen over jorden. Vinden tog til i styrke og fik det tørre støv til at hvirvie rundt. ~ Et sted udsendte en fugl en indtrængende advarsel. Dagens lys forsvandt næsten umærkeligt, og skyggerne blev stadig længere. Inde i hulen, hvor der nu var helt mørkt, sad den unge munk med hænderne presset mod maven og håbede på den måde at undertrykke sin sultne maves tiltagende rumlen. Sult- Lærdom og sult, tænkte han, de hører altid sammen- Et flygtigt smil gled over eremittens ansigt. - Åh! udbrød han, - så er det rigtigt. Den unge mand er sulten- Den unge mand larmer som en tom tromme. Min meddeler sagde, at det ville være sådan, og gav mig noget imod det. Langsomt og besværligt med led, der knagede af alderdom, kom han på benene og stavrede ind i en indtil da uopdaget del af hulen. Da han kom tilbage, rakte han den unge munk en lille pakke. - Fra din ærede leder, forklarede han. - Han sagde, det ville forsøde undervisningen.

Kager, kager fra Indien som en afveksling fra den evindelige byg og tsampa, og lidt gedemælk til forandring fra vandet, altid vand. - Nej, nej! udbrød den gamle eremit, da han blev opfordret til at tage del i måltidet. - Jeg forstår de unges behov, og især hos en, der skal drage ud i verden over bjergene (de innvidde tibetanske lamaer viste allerede ved Lobsangs fødsel at han var en meget utviklet sjel "som kom tilbake" og at han hadde som livsoppgave å bringe den tibetanske visdom ut til verden - dette ut fra deres metafysiske evner i samband med inngående studier av Lobsangs horoskop. R.Ø.anm.) Spis det og nyd det. Jeg, kun en uværdig person, prøver det symbolske sennepskorn, men du skal spise og sove, for jeg kan mærke, at natten er faldet på. Da han havde sagt det, vendte han om og gik ind i det godt skjulte rum i den inderste del af hulen.

Den unge mand gik ud til hulens indgang, der nu sås som en grå oval åbning inde fra hulens mørke. De høje bjergtoppe stod skarpt tegnede mod den næsten violette himmel. Pludselig voksede en sølvagtig stråleglans frem, da en enlig sort sky fjernede sig fra fuldmånen, den kom frem som om en gudehånd havde trukket nattens tæppe op for at vise den arbejdende menneskehed Nattens Dronning. Den unge munk blev der ikke længe, hans måltid var virkeligt sparsomt, og det ville have været fuldkomment uakceptabelt for en ung mand fra Vesten. Han vendte snart tilbage til hulen, borede med hoften en lille fordybning i det bløde sand og faldt i søvn.

Ved det første svage dagslys begyndte han at røre på sig. Han vågnede så med et ryk, sprang op og så sig skyldbevidst omkring I samme øjeblik kom den gamle eremit lidt vaklende gående ind i den største del af hulen. - Åh, Ærværdige, udbrød den unge munk nervøst. - Jeg har sovet over mig, og holdt ingen midnatsgudstjeneste. Så følte han sig lidt tåbelig, da han kom til at tænke på, hvor han var.

- Frygt ikke, unge mand, sagde eremitten smilende, - vi har ingen gudstjenester her. Når mennesket er tilstrækkeligt udviklet, kan han holde sin "gudstjeneste" inden i sig selv, hvor som helst, på hvilket som helst tidspunkt uden at skulle samles i en flok som yakokser, der ikke tænker selv. Lav nu din tsampa(en blanding av byg og smør), spis dit måltid, for i dag har jeg meget at fortælle dig, og du skal huske det hele. Da han havde sagt det, gik han langsomt ud mod den gryende dag.

En time senere sad den unge mand foran den ældre og lyttede til en historie, der var lige så fængslende som den var mærkelig. En historie, som var grundlaget for alle religioner, alle eventyr og alle legender om verden. En historie, der er blevet holdt tilbage af magtsyge præster og "videnskabsmænd" fra den tid, da mennesker sluttede sig sammen i stammer.

Søgende solstråler sivede blødt ind gennem løvet ved hulens åbning og viste med skarpe glimt de metalårer, der var i klippevæggen. Luften blev lidt varmere, og en svag dis kunne ses over søen. Nogle få fugle kvidrede støjende, da de påbegyndte deres evige arbejde med at finde tilstrækkelig føde i det øde område. Højt oppe svævede en grib på en opadstigende luftstrøm, steg og faldt med udbredte, ubevægelige vinger, medens den med sine skarpe øjne afsøgte det golde terræn for døde ellér døende. Da den havde forvisset sig om, at der ikke var noget, vendte den om med et surt skrig og fløj afsted til meré udbytterige steder.

Den gamle eremit sad rank og ubevægelig, hans udtærede skikkelse var knapt nok dækket af resterne af den gyldne kutte. "Gylden", nej, ikke mere, et solbleget stykke stof med gule striber, hvor folderne havde været. Huden lå stramt over hans høje, skarpe kindben, og den havde den voksagtige, hvid-lige bleghed, som er så almindelig hos blinde mennesker. Han havde bare fødder, og han havde kun få ejendele, en skål, et bedehjul og en ekstra kutte, der var lige så laset som den anden. Intet andet, intet andet i hele verden.

Den unge munk, som sad foran ham, spekulerede over det. Jo mere åndeligt interesseret et menneske var, jo færre var hans jordiske ejendele. De store abbeder med deres guldindvirkede klæde, rigdomme og overdådige føde, DE kæmpede altid for politisk magt og levede kun for øjeblikket og hyklede overfor Skrifterne.

- Unge mand, brød den gamle stemme ind, - min tid er næsten forbi. Jeg skal give min viden videre til dig, og så vil min ånd være fri til at drage til De Himmelske Enge. Du er den, der skal bringe denne viden videre til andre, så du må lytte efter og gemme det hele i din hukommelse og SVIGT IKKE.

- Lær det, studér det! tænkte den unge munk, - livet er ikke andet end hårdt arbejde nu. Ingen drager, ingen stylter, ingen... Men eremitten fortsatte: - Du ved, hvordan jeg blev behandlet af kineserne, du ,ved, at jeg vandrede ud i ødemarken og tilsidst oplevede noget meget underligt. Det var et mirakel, for en indre trang førte mig af sted, til jeg faldt bevidstløs om ved indgangen til selve visdommens tempel. Jeg vil fortælle dig det. Min viden skal blive din vid en netop sådan, som den blev åbenbaret for mig, for selvom jeg var blind, så jeg alt.(forteller senere om hvordan dette skjedde).

Den unge munk nikkede og glemte, at den gamle mand ikke kunne se ham, kom så i tanke om det og sagde: - Jeg lytter Ærværdige Herre, og jeg er blevet oplært til at huske alt. Han bøjede sig for den gamle munk, medens han sagde dette, rettede sig så op igen og ventede.

Den gamle mand tilkendegav sin tilfredshed med et smil og fortsatte: - Det første, jeg husker var, at jeg lå meget behageligt på en blød seng. Jeg var ung dengang, næsten som du er nu, og jeg troede, at jeg var blevet ført til De Himmelske Enge. Men jeg kunne ikke se, og jeg vidste, at hvis det havde været på den Anden Side, ville jeg have fået synet tilbage. Kort efter hørte jeg dæmpede fodtrin, der kom nærmere og standsede ved siden af mig. Jeg lå stille, da jeg ikke vidste, hvad der kunne ske. - Nå, sagde en stemme, som på en eller anden måde var anderledes end vore stemmer. - Nå! Du er kommet til bevidsthed. Føler du dig godt tilpas?

- Sikke (-slik et-)et dumt spørgsmål, tænkte jeg, hvordan kan jeg føle mig godt tilpas, når jeg er ved at dø af sult. Ved at dø af sult? Men jeg følte ikke længere nogen sult. Jeg følte mig godt tilpas, meget godt tilpas. Forsigtigt bevægede jeg fingrene, følte på mine arme; de var ikke kun skind og ben mere. Jeg var normaJ igen, bortset fra at jeg ikke havde nogen øjne.

-Ja, jeg har det virkeligt godt, tak, svarede jeg. Stemmen sagde: Vi ville have givet dig synet tilbage, men dine øjne var væk, vi kunne ikke. Hvil lidt, så vil vi senere tale mere med dig.

Jeg hvilede, jeg havde ikke noget valg. Kort efter faldt jeg i søvn. Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke, men sød klokkeklang vækkede mig, klokkeklang, der var sødere og mere velklingende, end selv de fineste gongonger og de gamle sølvklokker kan frembringe, mere klangfulde end tempeltrompeterne. Jeg satte mig op og stirrede rundt, som om jeg kunne tvinge synet ind i mine tomme øjenhuler. En venlig arm lagde sig om min skulder, og en stemme sagde: - Rejs dig og kom med mig, jeg vil lede dig.

Den unge munk sad helt opslugt og spekulerede på, hvorfor sådanne ting aldrig hændte for ham, lidet anende at de ville komme til det. - Åh, fortsæt, Ærværdige Herre, fortsæt, udbrød han. Den gamle eremit viste sin glæde over tilhørerens interesse ved et smil, og han fortsatte.

- Jeg blev ført ind i et tilsyneladende stort rum, hvor der befandt sig en del mennesker - jeg kunne høre lyden af deres åndedrag, og deres klæder bevæge sig. Min fører sagde: - Sæt dig her, og en mærkelig indretning blev skubbet ind under mig. Da jeg troede, at jeg skulle sidde på gulvet, som alle fornuftige mennesker gør, landede jeg temmelig tungt i den.

Den gamle eremit gjorde et øjebliks pause, og en tør klukken lød fra ham, da han tænkte på det, der var sket dengang.

Jeg følte omhyggeligt på den, fortsatte han, - den var blød og alligevel fast. Den stod på fire ben, og der var noget, som støttede min ryg. Min første slutning var, at de mente, at jeg var for svag til at sidde op selv. Så opdagede jeg tegn på undertrykt latter. Det var åbenbart den måde, de mennesker sad på. Det var mærkeligt og forekom mig meget usikkert at sidde på sådan en måde, og jeg indrømmer åbent, at jeg holdt godt fast på den polstrede platform. (husk at disse tibetanere den gang aldri hadde sett eller opplevet noe så hverdagslig som en stol eller sofa).

Den unge munk prøvede at forestille sig en siddeplatform. HVORFOR skulle der være sådan nogle? HVORFOR opfandt mennesker unyttige tingg? Nej, han afgjorde med sig selv, at jorden var god nok til ham, den var sikrere, der var ikke nogen risiko for at falde ned, og hvem var så svag, at de skulle have støtte i ryggen? Men den gamle mand talte igen -hans lunger arbejdede sandelig godt, tænkte den unge mand.

- Du spekulerer på, hvem vi er, sagde stemmen til mig, - og på, hvorfor du har det så godt. Sæt dig mere behageligt, for vi har meget at fortælle dig og vise dig.

Ophøjede, rettede jeg ham, - jeg er blind, mine øjne er væk, alligevel siger du, at du har meget at vise mig, hvordan kan det hænge sammen? - Vær blot rolig, sagde stemmen, - tid og tålmodighed vil kaste lys over det. Mine lægge var begyndt at gøre ondt, som de hang og dinglede i den uvante stilling, så jeg trak benene op under mig og prøvede at sidde i lotusstilling på den lille træplatform, der stod på fire ben og havde den mærkelige irriterende ting bagtil(rygstød). Jeg følte mig bedre tilpas, når jeg sad sådan, selvom der, jo kunne være fare for at jeg, blind som jeg var, kunne falde, jeg ved ikke hvor hen.

- Vi er Jordens gartnere, sagde stemmen. - Vi rejser rundt i universerne og anbringer mennesker og dyr i de forskellige verdener. I jordboere har jeres legender om os, I omtaler os som Himlens Guder, I taler om vore flammevogne. Nu vil vi give dig oplysninger om livets oprindelse på Jorden, så du kan give den viden videre til en der skal komme efter dig og gå ud i verden og skrive om disse ting, for det er på tide, at menneskene kommer til at kende sandheden om deres guder, før vi begynder på andet stadie.

- Der må være sket en fejltagelse, udbrød jeg ulykkelig, - jeg er bare en fattig munk, der af ukendt grund er klatret herop.

- Vi sendte gennem vor viden bud efter dig, mumlede stemmen - du er blevet udvalgt på grund af din enestående hukommelse, som vi endda vil gøre bedre. Vi ved alt om dig, og det er derfor, du er her.

Udenfor hulen i det nu klare dagslys hørtes pludseligt en fugl skrige skarpt og skingert af rædsel. Et rasende skrig, og så blev lyden svagere, da fuglen straks, fløj væk fra stedet. Den gamle eremit løftede hovedet et øjeblik og sagde: - Det er ingenting, det var sandsynligvis en højtflyvende fugl, der fik fat i et bytte. Den unge munk syntes, det var irriterende at blive revet ud af historien om de svundne tider, tider, som han underligt nok ikke fandt det vanskeligt at forestille sig. Ved søens rolige vand nikkede piletræerne søvnigt, kun forstyrret af tilfældige briser, som fik bladene til at bevæge sig og rasle i protest over, at deres hvile blev forstyrret. Nu ramte de tidlige solstråler ikke længere hulens indgang, og der var køligt derinde i det grønfarvede lys. Den gamle eremit satte sig bedre tilrette, ordnede sin lasede kutte igen og fortsatte.

- Jeg var bange, meget bange. Hvad kendte jeg til Jordens gartnere? Jeg var ikke gartner. Jeg vidste ikke noget om planter - eller om universer. Jeg ville ikke have noget med det at gøre. Med disse tanker strakte jeg benene ud over platformen og rejste mig op. Blide, men bestemte hænder skubbede mig tilbage igen, så jeg atter sad, på den tåbelige måde med benene hængende nedad og med ryggen presset mod noget bagved mig. - Planten giver ikke gartneren ordrer, mumlede en stemme. - Du er blevet bragt herop, og her skal du lære noget.

Som jeg sad der forvirret, men krænket, begyndte en stor diskussion rundt om mig på et fremmed sprog. Stemmer. Stermmer. Nogle høje og skarpe, som om de kom fra dværge. Nogle dybe, rungende, klangfulde eller lig yakoksens parringsbrøl ud over sletten. Hvad det end var, så varslede de noget dårligt for mig, en modvillig undersåt og ufrivillig fange. Jeg lyttede med nogen ærefrygt, medens den uforståelige diskussion fort-satte. Skarp piben, dyb brølen som en trompetfanfare i en bjergdal. Hvad var dog det for nogle mennesker, tænkte jeg, kunne et menneskes hals virkeligt spænde over så mange toner? Hvor var jeg? Måske var jeg et værre sted, end dengang jeg var i kinesernes hænder. Åh, bare jeg kunne se. Bare jeg havde øjne til at se det, der nu blev nægtet mig. Ville mysteriet blive opklaret, hvis jeg kunne se? Nej, som jeg senere fandt ud af, ville mysteriet blive større. Så jeg sad der modvillig og meget bange. Den tortur jeg havde været igennem hos kineserne, havde taget modet fra mig og fået mig til at føle, at jeg ikke kunne udholde mere, overhovedet intet. Så ville det være bedre, at de Ni Drager kom og åd mig nu, end at jeg skulle underkastes det ukendte. Jeg sad der altså, for der var ikke andet at gøre.

- De hævede stemmer fik mig til at frygte for min sikkerhed. Hvis jeg havde haft øjne, ville jeg have gjort et desperat forsøg på at flygte, men et menneske uden øjne er særlig hjælpeløs, fuldkommen overladt til andres forgodtbefindende, udsat for alt: sten, der får én til at falde, en lukket dør, de ukendte forhindringer foran én, truende og frygtelige. Støjen steg endnu mere. Stemmer skingrede i de højeste registre, stemmer brølede, som om det var tyre, der kæmpede. Jeg frygtede volden, slagene der ville komme gennem det evige mørke omkring mig. Jeg tog et fast greb om sædet, slap det så hurtigt, da det faldt mig ind, at et slag ikke ville gøre mig meget skade, hvis jeg gav efter for det, og at det ville være hårdere, hvis jeg holdt fast.

- Frygt ikke, sagde den nu velkendte stemme, - det er bare et bestyrelsesmøde. Der vil ikke ske dig noget. Vi diskuterer bare indlæringsmetoden.

- Ophøjede, sagde jeg i nogen forvirring, - jeg er meget overrasket over, at så ophøjede væsener strides med ord lige som vore laveste yakhyrder(oksepassere). En munter klukken (latter)fulgte min kommentar. Det virkede, som om mine tilhørere ikke var utilfredse med min måske tåbelige ligefremhed.

- Husk altid dette, svarede han. - Ligegyldigt, hvor højt man kommer op, så er der altid diskussioner og uenighed. Der er altid én, der har en anden mening end de andre. Man bliver nødt til at diskutere og holde fast ved sin egen mening, ellers bliver man en slave, en automat, der altid er rede til at acceptere andres ordre. En fri diskussion forekommer altid den uforstående tilskuer som begyndelsen til fysisk vold. Han klappede mig beroligende på skulderen og fortsatte: - Her er der ikke alene mennesker fra mange racer, men endog fra mange verdener. Nogle er fra dit eget solsystem (forskjøvete dimensjoner- R.Ø.anm.), nogle er fra galakser langt borte. Nogle ville forekomme dig som tynde dværge, nogle er i sandhed giganter, mere end seks gange din størrelse. Jeg hørte hans fodtrin fjerne sig, da han gik hen for at slutte sig til hovedgruppen.

- Andre galakser? Hvad var alt det for noget? Hvad var "andre galakser"? Giganter, ja, - dem havde jeg som de fleste mennesker hørt om i eventyrene. Dværge, dem havde jeg sommetider set på markedspladserne. Jeg rystede på hovedet, det gik over min forstand. Han havde sagt, at der ikke ville ske mig noget, at det bare var en diskussion. Men ikke engang de indiske handelsmænd, som kom til Lhasa, skreg hylede og brølede sådan. Jeg besluttede mig til at sidde stillé og afvente begivenhedernes gang. Der var alligevel ikke andet, jeg kunne gøre.

I eremittens kølige hule sad den unge munk helt opslugt, fortryllet af denne fortælling om de mærkelige væsener. Men ikke så fortryllet, at han ikke havde lagt mærke til sin maves rumlen. Mad, lige med det samme, det var det, der betød noget nu. Den gamle eremit holdt pludselig op med at tale og mumlede: - Ja, vi må have en pause. Tilbered dit måltid. Jeg kommer tilbage senere. Han rejste sig og bevægede sig langsomt ind i den inderste hule.

Den unge munk skyndte sig ud. Et øjeblik stod han og stirrede ud over landskabet, gik så ned til søbredden, hvor det fine, brune sand glimtede indbydende. Frem fra kutten tog han sin træskål og dyppede den ned i vandet. Et lille sving og et kast med håndleddet, så var den vasket. Han tog en lille pose malet byg frem, hældte en lille smule op i skålen og øste med omtanke søvandet i fra sin hule hånd. Han så dystert på massen. Intet smør her, og heller ikke noget the. Malet byg blandet til en stiv pasta med vand. Mad? Han stak fingrene ned i skålen og rørte rundt og rundt til det fik den rette konsistens, så brugte han to fingre på højre hånd som ske og spiste langsomt og uden begejstring massen.

Da han endelig var færdig, rensede han skålen i søvand og tog så en håndfuld fint sand. Han skurede energisk skålen både uden på og indeni, før han igen skyllede den og puttede den våd tilbage i kutten. Han knælede ned på sandet, bredte den nederste halvdel af kutten ud på jorden og skrabede sand op på den, indtil han ikke kunne løfte mere. Så rejste han sig besværligt op og vaklede tilbage til hulen. Lige indenfor lod han sandet falde og gik ud igen for at finde en nedfalden gren med mange kviste på. Inde i hulen fejede han omhyggeligt det hårdttrampede jordgulv, før han strøede et tykt lag friskt sand ud over det. Et læs var ikke nok, der skulle syv til, før han var tilfreds og med rolig samvittighed kunne sætte sig ned på sit lasede (slitte) sammenrullede yakuldstæppe.

Han lignede ikke nogen modemannequin fra noget land. Hans røde kutte var hans eneste klædningsstykke. Blankslidt og tynd var den, så man nogen steder næsten kunne se igennem den. Den var ikke nogen god beskyttelse mod den bidende vind. Ingen sandaler, intet undertøj. Intet andet end kutten, som blev taget af om natten, når han rullede sig ind i det ene tæppe, han havde. Af udstyr havde han kun skålen, en lille pose byg og et gammelt medtaget amuletskrin, som for længe siden var blevet smidt(kastet) væk af en anden, i det havde han en enkelt talisman. Han havde ikke noget bedehjul. Det var for de mere velhavende; han og andre af hans lige måtte nøjes med de offentlige i templerne. Hans hoved var glatbarberet og viste ar efter manddomsmærkerne, brændemærker af røgelseslys, som han havde måtte lade brænde ned på sit hoved, da det skulle prøves, hvor dybt han hengav sig til den meditation, som skulle gøre ham immun over for smerte og lugten af brændt kød. Nu da han var blevet udvalgt til et specielt hverv, havde han vandret langt for at nå eremittens hule. Dagen skred fremad, skyggerne blev længere og luften koldere. Han sad og ventede på den gamle eremit.

Tilsidst lød de slæbende fodtrin, den lange stavs banken og den gamle mands hvæsende åndedræt. Den unge munk så på ham med ny respekt, han havde været igennem meget. Han havde gennemgået store lidelser. Han virkede så klog. Den gamle mand kom hen og satte sig ned. Et øjeblik efter flængedes luften af et råb, der kunne få blodet til at fryse til is, og et kæmpestort håret væsen sprang ind gennem hulens åbning. Den unge mand sprang op og var parat til at møde sin død i et forsøg på at beskytte den gamle eremit. Han havde grebet to handfulde sand og skulle til at kaste dem i øjnene på den indtrængende, da den nyankommendes stemme standsede ham og fik ham til at falde til ro.

-Vær hilset, vær hilset, hellige eremit! brølede han, som om han råbte til en, der stod en kilometer væk. - Jeg vil gerne bede om din velsignelse, din velsignelse for rejsen, din velsignelse for natten, vi har slået lejr ved søbredden. Her, råbte han, - jeg har taget the og byg med. Din velsignelse, hellige eremit, din velsignelse. Han sprang op igen, og den unge munk blev atter bange, da han for hen til eremitten og kastede sig i sandet foran ham. - The og byg, her, tag det. Han skubbede to poser hen til eremitten.

- Handelsmand, sagde eremitten mildt irettesættende, - du forskrækker en gammel, syg mand med din voldsomhed. Fred være med dig. Lad Gautamas velsignelse hvile over dig og i dig. Gid din rejse må blive sikker og hurtig og din forretning blomstre.

- Og hvem er du, din unge kamphane? brølede handelsmanden.

- åh udbrød han pludseligt, - undskyld, unge hellige fader, i mørket kunne jeg ikke se, at du tilhører præstestanden (av fargen på hans kappe).

- Hvilke nyheder har du, handelsmand? sagde eremitten med sin tørre, sprukne stemme.

- Nyheder? sagde handelsmanden eftertænksomt. - Den indiske pengeudlåner har fået en omgang og er blevet bestjålet, og da han hylende gik til myndighederne, fik han en omgang til for at skælde dem ud. Prisen på yakokser er gået ned, prisen på smør er gået op. Den Lønligste Ene (navnet de omtalte sitt åndelige overhode med - altså Dalei Lama) er draget til Juvelpaladset. Åh, hellige eremit, der er ingen nyheder. I nat slår vi lejr ved søbredden, og i morgen fortsætter vi vores rejse til Kalimpong. Vejret er godt. Buddha har våget over os, og djævlene har ladet os være i fred. Skal du have båret noget vand op eller en ny forsyning friskt sand til gulvet, eller sørger den unge hellige fader godt for dig?

Medens skyggerne bevægede sig mod nattens mørke, talte handelsmanden og eremitten sammen og udvekslede nyheder om Lhasa, Tibet og om Indien på den anden side af Himalaya. Tilsidst sprang handelsmanden op og kiggede frygtsomt ud i det tiltagende mørke. - Åh! Unge hellige fader, jeg kan ikke gå alene i mørket - djævlene vil få fat i mig. Vil du følge mig tilbage til lejren? bønfaldt han.

- Jeg står under den Ærværdige Eremits ledelse, svarede den unge mand. - Jeg vil gå med, hvis han giver mig lov. Min præstedragt vil beskytte mig mod nattens farer. Den gamle eremit kluklo da han gav sin tilladelse. Den tynde unge munk førte an ud af hulen. Den kæmpestore handelsmand fulgte efter, stinkende af yakuld og det der var værre. Lige ved indgangen kom han til at strejfe en løvrig gren. Der lød en skræppen, da en forskrækket fugl blev rystet af sin pind. Handels-manden udstødte et forfærdet hvin - og faldt næsten besvimet om for fødderne af den unge munk.

Åh! Unge hellige fader, hulkede handelsmanden, - jeg troede, at nu havde djævlene fået fat i mig. Jeg bestemte mig næsten, men ikke helt, til at give den indiske pengeudlåner sine penge tilbage. Du frelste mig, du skræmte djævlene væk. Før mig sikker til lejren, og jeg vil give dig en halv mursten the og en hel pose tsampa. Det var for godt et tilbud at sige nej til, så den unge mand iscenesatte et særligt skuespil, opremsde bønnen til de døde, uddrivelse af urolige ånder og en hymne til rejsens beskyttére . Den larm dette lavede, for den unge munk var meget umusikalsk, skræmte alle de væsener væk, der stejfede om ved nattetide, hvad den så end gjorde ved de djævle, der måske var tilstede.

Tilsidst nåede de frem til lejrilden, hvor andre af deltagerne i handelsmandens karavane sang og spillede på instrumenter, medens kvinderne rev themursten og puttede det i en gryde med boblende vand. En hel pose fint malet byg blev rørt i, og så stak en gammel kone en klolignende hånd ned i en sæk og trak den op igen med en håndfuld yaksmør. Det kom ned i gryden, en til og endnu en, indtil fedtet skummede og perlede på overfladen.

Den varme ild var indbydende, handelsfolkenes glæde var smittende. Den unge munk samlede pertenfligt sin kutte om sig og satte sig værdigt ned. En gammel morlil, hvis næse næsten rørte ved hagen, rakte gæstfrit hånden ud, den unge munk gav hende forlegent sin skål og en god portion the og tsampa blev øst op i den. I bjergluften er kogepunktet ikke hundrede grader Celcius eller tohundredeogtolv grader Fahrenheit, men noget munden kan udholde. Hele selskabet begyndte med fornøjelse at spise, og snart efter var der en vandring ned til søen for at vaske og skure skålene med det fine flodsand. Floden, der løb ned til søen, førte det fineste sand med sig fra de høje bjerge, sand der ofte glimtede af guldstøv.

Det var et muntert selskab. De fortalte mange historier og deres sange og musik gav afveksling i den unge mands temmelig triste tilværelse. Men månen steg højere på himlen og oplyste det øde landskab med en sølvagtig glans, og skyggerne stod skarpt. Gnisterne fra ilden steg ikke længere tilvejrs i skyer, flammerne var ved at dø ud. Modvilligt rejste den unge munk sig og modtog med mange buk de gaver, som handels-manden pressede ham til at tage, han var nemlig sikker. på, at den unge munk havde frelst ham fra fortabelsen.

Tilsidst tumlede han belæsset med pakker afsted langs søen, til højre gennem den lille pilelund og videre til hulens mørke åbning.. Han standsede et øjeblik ved indgangen og så op mod himlen. Langt, langt oppe som om den var på vej imod Gudernes dør, sejlede en flamme stille hen over himlen. En af Gudernes vogne eller hvad? Den unge munk spekulerede et kort øjeblik på det og gik så ind i hulen.

Den unge mand blev vækket af yakoksers brølen og mænd og kvinders ophidsede stemmer. Han rejste sig, søvnigt op, trak sin kutte sammen om sig og gik hen til hulens indgang, fast besluttet på ikke at gå glip af noget spændende. Nede ved søbredden løb mændene omkring og prøvede på at spænde seletøj på yakokserne, som stod ude i vandet og ikke kunne lokkes ind igen. Den unge handelsmand mistede tålmodigheden, for ud i vandet og faldt over en trærod under vandet. Med hvirviende arme faldt han med ansigtet nedad med et mægtigt plask. Store vandskyer stod op, og yak okserne, som nå var blevet bange, luntede i land. Den unge mand kravlede dækket af mudder og med et tåbeligt udtryk i ansigtet i land fulgt af sine venners latterudbrud.

Snart var teltene rullet sammen og køkkengrejerne, der var skuret godt med sand, pakket, og hele handelskaravanen bevægede sig langsomt bort ledsaget af seletøjets monotone knir,ken og mændenes råb, når de forgæves prøvede at få de tunge dyr til at gå hurtigere. Den unge munk stod bedrøvet og så efter dem med hånden over øjnene for at beskytte dem mod den opgående sols skarpe stråler. Bedrøvet stod han og stirrede ud i det fjerne længe efter, at lydene var forsvundet. Åh, hvorfor var han ikke handelsmand og kunne rejse til fjernt-liggende steder? Hvorfor skulle HAN altid studere ting, som ingen andre skulle studere? Han ville gerne være handelsmand eller færgemand på Lykkens Flod. Han ville gerne omkring, tage til nye steder og se noget nyt. Lidet anede han, at han ville komme "til nye steder og se noget nyt", indtil hans krop krævede fred, og hans sjæl længtes efter hvile. Lidet anede han, at han skulle komme til at drage rundt på jordkloden og lide utrolige pinsler.(slik det berettes i boken HISTORIEN OM RAMPA. R.Ø.anm.)

Nu ville han bare være handelsmand, færgemand - bare noget, han ikke var. Langsomt med hængende hoved samlede han grenen med kvistene op og gik ind i hulen for at feje gulvet og strø friskt sand.

Den gamle eremit kom langsomt tilsyne. Selv den unge mands uerfarne øjne kunne tydeligt se, at han var dårligere. Han satte sig ned med en gispen og kvækkede: - Min tid nærmer sig, men nu kan jeg ikke drage afsted, før jeg har fortalt dig alt det, jeg ved. Her er nogle specielle, meget stærke urtedråber som jeg har fået af din meget berømte Leder netop til sådan en lejlighed. Hvis jeg skulle falde om, og du frygter for mit liv, så tving seks dråber ind i min mund, og jeg vil live op igen. Det er blevet forbudt mig at forlade min k,rop, før jeg har fuldendt mit hverv. Han fumlede i sin kutte og tog en lille stenflaske frem, som den unge munk tog i hånden med største varsomhed.

- Nu vil jeg fortsætte, sagde den gamle mand. - Du kan spise, når jeg er træt og må hvile mig. Hør nu efter og anstreng dig for at huske. Du må ikke lade din opmærksomhed svinge, for dette er af større værdi end dit og mit liv. Det er viden, der skal bevares og gives videre, når tiden er moden til det.

Efter at have hvilet nogle øjeblikke så han ud, som om han genvandt sin styrke, og lidt farve sås igen på hans kinder. Efter at have sat sig bedre tilrette, sagde han: - Du husker vel alt det, jeg har fortalt dig indtil nu? Lad os så fortsætte.

" - Diskussionen fortsatte og var efter min mening meget ophidset, men tilsidst standsede samtalen. Jeg kunne høre lyden af mange fodtrin, små lette fodtrin som når en fugl prøver at fange en larve. Tunge fodtrin, der lød som når en tungtlastet yakokse går. Der var fodtrin, som interesserede mig meget, for nogle af dem syntes ikke at være frembragt af den slags mennesker, som jeg kendte. Men mine spekulationer om fodtrin fik en brat ende. En hånd greb mig i armen, og en stemme sagde: - Kom med os. En anden hånd greb min anden arm, og jeg blev ført op ad en sti, der føltes, som om den var af metal. Blinde mennesker udvikler andre sanser. Jeg følte det, som om vi gik i et metalrør, skønt jeg slet ikke kunne forestille mig, hvordan vi kunne det.

Den gamle mand standsede op for ligesom at fremmane billedet af den uforglemmelige oplevelse igen, så fortsatte han:

- Snart kom vi ind i et større rum, så vidt jeg kunne høre på det ændrede ekko. Der lød en glidende metallisk lyd foran mig, og en af de mænd, der førte mig, talte i en meget respektfuld tone til én, der tydeligvis var af meget højere rang. Hvad der blev sagt, havde jeg ingen mulighed for at vide, for det blev sagt på et særligt sprog med piben og kvidren. Jeg blev skubbet fremad, og metalmaterialet gled i bag mig med et blødt bump. Jeg stod der og følte, at en eller anden stirrede intenst på mig. Noget stof knitrede, og der lød en knirken, som jeg mente, kom fra et sæde magen til det, jeg havde sid-det på. Så greb en tynd, benet hånd min højre hånd og førte mig fremmad.

Eremitten gjorde en kort pause og lo lidt. - Kan du fore stille dig mine følelser? Jeg var et levende mirakel. Jeg vidste ikke, hvad der lå foran mig og måtte uden tøven stole på dem, der førte mig. Denne person talte tilsidst til mig på mit eget sprog. - Sæt dig her, sagde han og skubbede mig blidt ned. Jeg gispede af skræk og rædsel, jeg følte det, som om jeg faldt ned i en fjerseng. Så greb sædet, eller hvad det var, mig meget fortroligt, hvor jeg ikke var vant til, at nogen greb mig. I siderne var der stivere eller arme, som vel nok var beregnet til at forhindre en i at falde af, hvis man faldt i søvn i al denne blødhed. Personen, der sad overfor mig syntes at more sig meget over min reaktion. Jeg kunne høre det på en dårligt undertrykt latter, men mange mennesker morer sig over de blindes vanskeligheder.

- Du føler dig mærkelig og bange, sagde personen overfor mig. Det var bestemt at underdrive! - Vær ikke bange, fortsatte han, - for ingen vil gøre dig noget ondt. Vore prøver viser, at du har en meget eidetisk (utviklet)hukommelse, du vil få oplysninger, som du aldrig vil glemme, og som du senere vil give videre til én, du vil møde. Det lød alt sammen meget mystisk og skræmmende på trods af forsikringerne. Jeg sagde ikke noget, men sad tavs og ventede på de næste bemærkninger; det varede ikke længe, før de kom.

Du skal se hele fortiden, fortsatte stemmen, - verdens fødsel, hvor "guderne" stammer fra, og hvorfor flammevogne krydser himlen til jeres store skræk.

Ærede herre, udbrød jeg, du bruger ordet "se", men mine øjne er blevet fjernet, jeg er blind, jeg kan slet ikke se. Stemmen fremmumlede en desperat bemærkning og svaret kom noget irriteret.

- Vi ved alt om dig, mere end du nogensinde vil vide. Dine øjne er blevet fjernet, men synsnerven er der stadigvæk. Vi kan med vor videnskab komme i forbindelse med synsnerven, og så vil du se det, vi vil have dig til at se.

Betyder det, at jeg vil få synet igen for altid? spurgte jeg.

- Nej, det gør det ikke, kom svaret. - Vi bruger dig til et formål. At give dig synet igen for altid, ville være at slippe dig løs i verden med en viden, der er langt forud for verdens, og det er ikke tilladt. Nu har vi snakket nok, jeg vil tilkalde mine assistenter.

- Kort efter lød der en sagte banken fulgt af en glidende metallisk lyd. Jeg kunne høre en samtale; der var tilsyneladende kommet to mennesker ind. Jeg kunne mærke mit sæde bevæge sig og jeg prøvede at springe op. Til min store skræk, følte jeg, at jeg var fuldkommen lammet. Jeg kunne ikke bevæge så meget som en finger. Ved fuld bevidsthed blev jeg så kørt afsted på dette mærkelige sæde, som syntes at glide let i alle retninger. Vi kom igennem lange gange, hvor genlyden gav mig en mærkelig fornemmelse. Tilsidst drejede sædet skarpt, og nogle underlige lugte ramte mine vibrerende næsebor. Vi standsede, da der blev mumlet en kommando, og hænder greb mig om ben og skuldre. Jeg blev løftet op, sidelæns og sænket igen. Jeg var bange, for ikke at sige skrækslagen. Min skræk blev større, da et stramt bånd blev anbragt rundt om min højre arm lige over albuen. Det blev strammet, så det føltes, som om min arm svulmede op. Så følte jeg et stik i min venstre ankel, og jeg havde en underlig følelse af, at noget blev stukket ind i mig. Endnu en ordre blev givet, og jeg følte to iskolde skiver blive anbragt på mine tindinger. Der lød en summen som en bi, der summer i det fjerne, og jeg følte, at min bevidsthed langsomt forsvandt.

Klare flammer skød forbi mine øjne. Striber, grønne, røde, violette, alle farver. Så skreg jeg. Jeg kunne ikke se, jeg måtte derfor være til djævlenes land, og de skulle til at prøve en ny tortur på mig. En skarp smerte - i virkeligheden kun et, nålestik - og min skræk forsvandt. Så var jeg bare ligeglad .

En stemme talte til mig på mit eget sprog: - Du skal ikke være bange, vi vil ikke gøre dig noget ondt. Vi er bare ved at indstille det, du skal se. Hvilken farve ser du nu? Jeg glemte, altså min frygt og sagde når jeg så rødt, når jeg så grønt og alle andre farver. Så skreg jeg op af forbavselse. Jeg kunne se, men det, jeg kunne se, var så mærkeligt, at jeg næsten ikke kunne fatte noget af det.

- Hvordan beskriver man det ubeskrivelige? Hvordan kan man udmale en scene for en anden, når der ikke findes nogen ord på ens eget sprog der kan bruges, når der ikke findes begreber, der kan anvendes om det tilfælde? Her i Tibet er vi velforsynede med ord og vendinger, der bruges om guderne, men når det drejer sig om gudernes eller djævlenes værk, eller hvad det nu er, hvad kan man så gøre, hvad kan man sige, hvordan kan man fremstille det? Jeg kan kun sige, at jeg så. Men mit syn befandt sig ikke i min krop, og jeg kunne se mig selv. Det var en meget modbydelig oplevelse, som jeg ikke gerne ville prøve igen. Men lad mig begynde ved begyndelsen.

En af stemmerne bad mig om at sige, hvornår jeg så rødt, grønt og andre farver. Så kom der denne forfærdelige oplevelse, det fantastiske hvide lyn, og så fandt jeg ud af at jeg kunne se, for det er næsten det eneste ord der kan bruges om en scene, der var så meget anderledes end alt andet, jeg havde set. Jeg lå lænet tilbage halvt liggende, halvt siddende på en metalplatform, der stod på en enkelt pille, og jeg var et kort øjeblik bange for, at tingesten skulle vælte med mig. Der var så rent omkring mig, som jeg aldrig havde set det nogen steder før. Væggene, som var af noget skinnende materiale, var uden et plet. De havde en grønlig farve, meget behagelig og beroligende. Rundt omkring i dette mærkelige rum som efter min målestok var meget stort, stod der store maskiner, som jeg simpelthen ikke kan fortælle dig om, fordi der ikke er nogen ord, der kunne bruges til at beskrive, hvor mærkelige de var.

Men menneskene i det rum - ja, det gav mig et fantastisk chok der næsten fik mig til at skrige som en vanvittig, men så tænkte jeg, at det måske bare var en forvrængning, forårsaget af det kunstige syn, de havde givet - nej - lånt mig. Der stod en mand ved siden af en maskine. Jeg tror, han var dobbelt så stor som vore vogtere. Han var vel lidt over fire meter, og han havde det mest mærkelige kegleformede hoved, som spidsede til ligesom et æg Han havde ikke noget hår, og han var kæmpestor. Han havde en grønlig kutte på - de havde forresten allesammen grønt tøj på - og den nåede fra halsen helt ned til anklerne og tænk, den dækkede armene helt ned til håndleddene. Jeg blev forfærdet, da jeg fandt ud af, at han havde en slags glat skind på hænderne(altså hansker). Da jeg så fra den ene til den anden, fandt jeg ud af, at de alle havde hænderne dækket med dette mærkelige materiale, og jeg undrede mig over, hvilken religiøs betydning det kunne have, eller troede de at jeg var uren; og at de kunne blive smittet af mig?

Link til fortsettelse ved å trykke her

....og  da kan du hoppe over innledningen der