LOBSANG RAMPA:

scannet til data i aug. 04 - ordfeil kan forekomme som ikke er oppdaget i gjennomlesingen, enkelte ord er oversatt

og merk at dette ikke er kanalisert stoff - omslaget under er fra den danske utg. - reell str. 15x21cm - A5

Vi - du og vi - skal samarbejde, så din psykiske udvikling kan skride rask frem. Nogle af lektionerne i denne bog vil være længere - og muligvis sværere - end andre, men det er garanteret ikke bare "fyld"; lektionerne giver - i den udstrækning vi har magtet det - "smæk for skillingen", der findes ingen unødig udenomssnak.

Udse dig en bestemt ugentlig aften til studiet af de følgende lektioner. Gør det til en vane at læse til en bestemt tid og helst i samme værelse og på en bestemt ugedag. Det drejer sig om mere end blot at tilegne sig nogle ord. Du må også kunne tage nye ideer og tanker til dig, tanker, som du måske finder højst besynderlige, hvorfor det vil være af enorm betydning for dig, hvis du rent mentalt har forstået at lægge dine vaner ind i faste rammer.

Find dig selv et sted - om muligt et afsidesliggende værelse - hvor du kan være uforstyrret, og hvor du føler dig veltilpas. Det er lettere at lære hvis man for eksempel sidder eller ligger bekvemt, så sørg for at indtage en stilling, der ikke belaster dine muskler, en stilling der gør det muligt for dig at slappe af således at hele din opmærksomhed kan rettes mod de skrevne ord og tankerne bag disse.

Hvis du er anspændt, vil følelsen af anspændthed holde din opmærksomhed fangen. Du må være sikker på at du i en times tid eller to - eller så længe du nu er om at gennemgå en lektion - kan være helt uforstyrret, sikker på at ingen pludselig dukker op på arenaen og forstyrrer din tankegang.

Det er at foretrække at du lukker og låser døren til dit studere-kammer, og at du trækker gardinerne for vinduet, så intet lys ude fra kan distrahere dig. Du bør kun have en lampe tændt, en læselampe, placeret lige bag dig. Den vil afgive tilstrækkeligt lys til læsning og samtidig vil værelset alligevel være rimeligt oplyst.

Læg dig ned eller indtag en hvilken som helst anden stilling, blot den er bekvem og lader dig hvile.

Slap af i nogle minutter, ånd dybt ind, altså tag for eksempel tre virkelig dybe indåndinger lige efter hinanden. Hold vejret i tre til fire sekunder, ånd derpå ud - ligeledes i løbet af 3-4 sekunder. Forhold dig dernæst i ro i endnu nogle få minutter, hvorefter du tager din lektion frem og begynder at læse på den.

I første omgang bør du glide let hen over teksten. Akkurat som når du læser en avis. Når du så er igennem lektionen, holder du en kort pause for at lade det læste langsomt trænge ind i din underbevidsthed. Genoptag derpå læsningen forfra og denne gang meget, meget omhyggeligt, sætning for sætning. Hav en notesblok parat, så du kan notere ned, såfremt der er noget, du ikke forstår. Prøv for alt i verden ikke på at lære udenad. Det tjener intet formål at lade sig trælbinde af det skrevne, og hele ideen med et værk som dette er at lektionerne får lov at nå ind til din underbevidsthed.

Et bevidst forsøg på at lære udenad vil ofte bevirke at man ikke får fat i ordenes virkelige betydning.

Dette her er ikke en undervisning, hvor der bare forlanges en papegøjeagtig efterplapren af bestemte formuleringer. Nej, her drejer det sig for dig om at opsamle den viden, som kan frigøre dig for legemets kødelige lænker, det drejer sig om at sætte dig i stand til at se, hvilken beskaffenhed dette menneskelige legeme har, og hvilket formål LIVET PÅ JORDEN har.

Når du for anden gang har været igennem en lektion, tager du din notesblok frem og forsøger at komme til klarhed med hensyn til de ting, du i første omgang ikke forstod. Det er for nem en udvej blot at skrive ind til os for at få et spørgsmål besvaret; det vil ikke befordre optagelse i din underbevidsthed. Af langt større værdi er det, hvis du selv giver dig til at udtænke et svar.

Du må gøre din del af jobbet. Alt, hvad der er værd at eje, er værd at arbejde for. Hvad der derimod kommer gratis eller sådan helt af sig selv, er som oftest ingenting værd. Du må åbne dit sind og du må være villig til at suge til dig af ny viden. Du må kunne forestille dig at denne viden trænger ind i dig, og husk: "Som et menneske tænker, sådan er han".

LEKTION 1

Før vi gør forsøg på at forstå OVER-SELVETs natur, og inden vi kaster os over "okkulte" emner, må vi sikre os at vi fuldt ud fatter Menneskets natur.

I dette kursus vil vi benytte ordet Menneske i betydningen: "mand og kvinde", og lad os starte med at fastslå at kvinden i alle forhold vedrørende ESP (oversanselig opfattelsesevne) og det okkulte mindst er at ligestille med manden. Ja, faktisk har kvinden meget ofte den mest klare aura plus den største evne til at skelne metafysikkens forskellige facetter.

HVAD ER LIV?

"LIV" er i virkeligheden ALT, hvad der eksisterer. Ja, selv en såkaldt død skabning er levende. Dens normale livsform kan meget vel være udslukt, det er derfor, vi betegner den som værende død, men med ophøret af DET LIV, indledtes en ny livsmåde, en ny livsform. Dødsprocessen skaber sit eget liv!

Alt eksisterende vibrerer. Alting er sammensat af molekyler, der er i konstant bevægelse. - I stedet for atomer, neutroner, protroner etc. anvender vi ordet molekyler, thi her er der tale om et kursus i metafysik og ikke et kursus i kemi eller fysik.

Fremfor at køre frem med irrelevante, pedantiske detaljer, gør vi forsøg på at tegne et mere generelt billede.

Måske vi lige i forbifarten skulle sige et par ord om molekyler og atomer, nærmest for at afvæbne "ordkløvere", der ellers omgående ville fare over os for at fortælle os noget, vi allerede ved.

Molekyler er små, MEGET SMÅ, men man kan få dem at se ved hjælp af et elektron-mikroskop. Endvidere kan de ses af personer, der har metafysiske evner.

Et leksikon fortæller os at et molekyle er den mindste del af et stof, som er i stand til at eksistere selvstændigt samtidig med at det bibeholder det pågældende stofs egenskaber. Hvor små molekyler end er, så er de trods alt selv sammensatte af endnu mindre partikler, dem vi kender som atomer.

Et atom er som et solsystem en miniature. Atomkernen svarer da til solen i for eksempel vort eget solsystem. Omkring denne "sol" roterer elektroner på næsten samme vis, som planeterne roterer omkring Solen. Som i solsystemet er atomenheden næsten kun et "tomrum".

Her i figur i ses kulstof-atomet, Universets grundsten, stærkt forstørret. Figur 2 viser vort solsystem (fig, ikke tatt med - da denne er kjent fra andre bøker). Ethvert stofs atomare sol (atomkerne) er omgivet af elektroner, hvis antal varierer fra stof til stof. For urans vedkommende er der for eksempel 92 elektroner, medens kulstof må nøjes med 6, hvoraf to ligger tæt på kernen og de fire kredser rundt i lidt større afstand. Nå, vi vil "glemme" atomerne og i stedet koncentrere os om molekylerne.

Mennesket består af en mængde roterende molekyler og er tilsyneladende et fast legeme; det er ikke helt så ligetil at presse en finger igennem kød og knogler.

Hvad denne "fasthed" angår, ligger vi imidlertid under for en illusion, sikkert fordi vi selv tilhører Menneskeheden. Forestil dig nu en skabning af ubegribelig lille størrelse, forestil dig at denne skabning i nogen afstand betragter det menneskelige legeme. Hvad ser den så? Jo, den ser: roterende sole, spiraltåger eller hvirvlende mælkeveje.

I menneskelegemets blødere dele, kødet, vil molekylerne være vidt adskilte, hvorimod de i det hårdere stof, knoglerne, vil ligge meget tæt på hinanden, ligesom bundtet sammen - som en stor stjernehob.

Forestil dig selv stående på toppen af et bjerg en stjerneklar nat. Du er helt alene, langt borte fra byen med dens mange lys, som dér reflekteres i den afsvalede jords "dugdråber" og gør himlen mat og tåget (en af grundene til at observatorier altid opføres i afsidesliggende egne). Du står altså der, på din egen bjergtinde; oven over dig skinner stjernerne klare og strålende. Du betragter dem, som de dér for dine undrende øjne kredser over himlen i endeløse rækker. Store galakser strækker sig ud i Altet. Stjernehobe smykker den natsorte himmel og tværs over det hele skuer du et umådeligt lysende bånd, det vi kender som Mælkevejen. Stjerner, verdener, planeter. Molekyler! Således vil førnævnte mikroskabning se DIG!

Himlens stjerner synes som små lysprikker med ufattelige afstande imellem sig. Skønt forekommende i svimlende antal af billioner og trillioner, er der dog kun få stjerner, set i forhold til det vældige tomme rum. I et rumskib kunne man let navigere mellem alle disse stjerner uden at tænke på kollisionsfare. Hvis du nu kunne trække dette tomrum mellem stjernerne (molekylerne) sammen, HVAD VIL DU SÅ SE? Mon den der lille mikroskabning, der på afstand betragter det menneskelige legeme, stiller sig selv samme spørgsmål? Vi ved at alle de molekyler, det lille væsen ser, er DIG! Jamen, hvad bliver da det endelige billede af himmelens stjerneformationer? Ethvert menneske er et univers, et univers i hvilket planeter (molekyler) drejer rundt om en central sol. Enhver lille sten, lille kvist eller vanddråbe er sammensat af molekyler i konstant, evig bevægelse. Mennesket består af molekyler i bevægelse. Denne bevægelse frembringer en slags elektricitet, som i forening med den "elektricitet" OVER-SELVET producerer, giver sansende LIV.

Omkring jordens poler blusser magnetiske storme flammende op og skaber Nordlyset i al dets strålende farveglans.

Omkring ALLE planeter og molekyler påvirker magnetiske udstrålinger - i et samspil med lignende udstrålinger fra andre nærtliggende verdener og molekyler - hinanden. "Intet Menneske er en Verden i sig selv! " Ingen verden, ingen molekyler kan eksistere uden eksistensen af andre verdener og molekyler. Enhver skabning, enhver verden eller ethvert molekyle er afhængig af andre skabningers, verdeners eller molekylers eksistens for selv fortsat at kunne eksistere.

Det bør erindres at molekylegrupper forekommer i forskellig tæthedsgrad; de er faktisk at sammenligne med de stjernehobe, der haster gennem rummet. Nogle områder af universet er meget tyndt besat med planeter eller verdener - eller hvad du nu foretrækker at kalde dem. - I andre områder derimod er der ret så fyldt op med planeter, som tilfældet er det i f.eks. Mælkevejen. På noget nær samme måde kan en sten gøre det ud for en meget tæt stjernekonstellation eller en galakse.

Luften indeholder meget færre molekyler. Luften passerer faktisk igennem os og går via lungens kapillarer ud i vort blod. I rummet uden om luften findes vidt spredte klynger af brintmolekyler. Rummet er absolut ikke tomt, som man sædvanligvis forestiller sig det, men er en svingende, roterende masse af "utæmmede" brintmolekyler og - naturligvis - de stjerner, planeter og verdener disse brint-molekyler udgør.

Hvis man har en betragtelig sammenhobning af molekylegrupper, er det klart at det vil være ret så vanskeligt for et eller andet væsen at "rejse igennem" en sådan hob; men et såkaldt "spøgelse", hvis molekyler ligger langt fra hinanden, vil med lethed kunne passere igennem f.eks. en murstensvæg. Tænk på en sådan murstensvæg, som det den er: en samling molekyler - noget i retning af en i luften hængende støvsky. Hvor usandsynligt det end lyder, så er der altså alligevel et tomrum mellem hvert molekyle, akkurat som der er rum mellem forskellige stjerner, og hvis en eller anden skabning var tilstrækkelig lille, eller hvis dens molekyler lå tilstrækkeligt spredte, så ville den kunne passere gennem en stenmur som den vi just talte om - og det uden at berøre noget! Dette sætter os i stand til at se hvorledes et "spøgelse" kan komme til syne i et aflukket værelse, og vi forstår hvorledes det kan spadsere igennem en tilsyneladende helt kompakt væg. Alt er relativt. En væg, som forekommer dig kompakt, vil ikke være det for et spøgelse eller for et eller andet astral-legeme. Vi skal imidlertid senere vende tilbage til disse ting.

LEKTION 2

Som vi netop har set, så er menneskelegemet en hel mængde af molekyler, og eftersom et lillebitte væsen, såsom et virus, ser dette, vort legeme som en molekylemasse, kan vi på samme vis give os til at betragte mennesket som værende en sammensætning af kemikalier.

Et menneske består af mange kemikalier, men langt størsteparten af legemet er kun vand. - Hvis du mener at dette modsiger hvad vi sagde i første lektion, så husk lige på at selv vand består af molekyler, og det er virkelig sandt at et virus, såfremt du kunne lære det at tale, utvivlsomt ville betro dig at det havde set vandmolekylerne plaskende rundt imellem hinanden som småsten i strandkanten. En endnu mindre skabning ville sige at luftmolekylerne mindede om sandskorn.

I øjeblikket interesserer vi os imidlertid mere for legemets kemi. Hvis du går ind i en forretning og køber dig et batteri til din lommelygte, så har du en beholder med en zinkkasse og en kulelektrode indeni samt et stykke kul på tykkelse med en blyant el.lign. plus nogle kemikalier tæt sammenpressede mellem zinkkassen og kul-stykket i midten. Indvendig er beholderen ret fugtig, medens den uden på naturligvis er helt tør. Du stikker batteriet i din lommelygte og ved at trykke på lygtens strømkontakt, får du lys. Ved du hvorfor?

Under disse omstændigheder reagerer kemikalier, kul og metaller kemisk på hinanden og fremstiller derved det, vi kalder elektricitet. Med sine kemikalier og med sin kulstang frembringer zinkbeholderen elektricitet, men i lygtebatteriet er der ingen elektricitet, batteriet er nemlig ikke andet eller mere end en hoben kemikalier, der ligger parat til at udføre deres part af jobbet - når de rette betingelser er til stede.

Mange mennesker ved at skibe og både af alle slags frembringer elektricitet - blot ved at blive placeret i saltvand! Et fartøj, der driver rundt på havet med maskinen i tomgang, kan for eksempel frem-bringe en elektrisk strøm mellem forskellige tilstødende metalplader. Hvis et skib eksempelvis har kobberbund, men jemplader oppe over disse, vil elektrolysen (selve frembringelsen af den elektriske strøm) - medmindre særlige forholdsregler træffes - bortætse forbindelsen mellem de to uens metalplader, altså forbindelsen mellem jernet og kobberet. Naturligvis er det ikke noget der forekommer, al den stund at det kan forhindres ved at anvende hvad man kunne kalde en "afleder-anode". Metaller som zink eller aluminium er - sammenlignet med andre almindelige metaller som f.eks. kobber eller bronze - positive.

Som du antagelig véd fremstilles skibsskruer (-propeller) ofte af bronze. Nuvel, hvis nu denne her "afleder-anode" fastgøres til skibet eller båden et eller andet sted under vandlinien og samtidig forbindes til andre metaldele, der ligeledes ligger under vandlinien, vil "aflederen" tæres op og således selv forhindre ætsning og bortrustning af skibets skrog eller skrue. Når "aflederen" således er hedengangen, erstattes den af en ny.

Dette er blot en ganske normal vedligeholdelsesproces og den fremhæves kun her for at give dig en idé om, hvad elektricitet også er og om hvorledes den kan opstå på de mest usædvanlige måder. Hjernen producerer sin egen elektricitet! Menneskelegemet indeholder ganske små mængder af metaller, ja selv af et metal som zink, og vi må naturligvis ikke glemme at legemets grundbasis er kulstofmolekylet. - Der findes meget vand i kroppen, endvidere findes der små kemikaliemængder, såsom af kalium, magnesium etc. Disse forener sig og skaber en elektrisk strøm, en ganske svag strøm, som imidlertid både kan påvises, måles og registreres. En mentalt syg person (rask/frisk også naturligvis - o.a.) kan ved hjælp af dertil bestemte instrumenter få kortlagt sine hjernebølger.

Forskellige elektroder anbringes på hans hoved, og små stifter grifler impulserne ned på en strimmel papir. Patientens tankevirksomhed ridses af stifterne ned på papiret i fire bølgeformede linier, som, når de tydes, fortæller, hvilken sygdom vedkommende lider af. På sygehusenes psykiatriske afdelinger er brugen af sådanne instrumenter helt almindelig. (EEG = elektroencefalografi. Optegnelsen kaldes et elektroencefalogram. Meget værdifuld når lægerne skal stille en diagnose - o.a.).

Du har sikkert set et barn lege med et sådant fjemstyret køretøj, der er forsynet med en passende lang ledning, som barnet holder i sin hånd, medens bilen - når der trykkes på en knap - drøner rundt på gulvet, standser op, bakker eller kører frem igen. Barnet kan ydermere styre bilen ved hjælp af et, lille rat, som er monteret på ledningen. Det menneskelige legeme kan i store træk minde meget om denne legetøjsbil: OVER-SELVET, som ikke er i stand til at komme ned på jorden og samle erfaringer, har i stedet sendt sit jordiske legeme - det er DIG!

Alt, hvad vi oplever, alt, hvad vi tænker, gør, hører eller erfarer, sendes videre opad og indsluses i OVER-SELVETs hukommelse.

Højt intelligente mennesker, som "inspireres", oplever ofte at modtage et budskab direkte - bevidst - fra OVER-SELVET via "Sølvtråden". Leonardo da Vinci var et af de mennesker, der oftest var i kontakt med sit OVER-SELV, hvorved han kom til at fremstå som et geni i næsten alt, hvad han foretog sig. Store kunstnere og musikalske genier er blandt dem, som er i kontakt med deres OVER-SELV på en - eller måske endog to - "røde linier". Efter endt kontakt giver de sig til enten at male "pr. inspiration" eller til at komponere musik, der mere eller mindre er blevet dikteret dem af de Højere Magter, som leder os.

"Sølvtråden" forbinder os med vort OVER-SELV på næsten samme måde, som navlestrengen forbinder en nyfødt med moderen. Navlestrengen er en yderst indviklet tingest, ja, faktisk et særdeles kompliceret fænomen. Alligevel er den kun for et stykke snor at regne, set i sammenligning med "Sølvtråden"s endnu mere komplicerede beskaffenhed. Denne "Sølvtråd" består af en mængde molekyler, der kredser rundt i et umådeligt vidt udstrakt frekvensområde, men den er - for så vidt angår menneskets jordiske legeme - uhåndgribelig. Molekylerne ligger så vidt spredte i den at gennemsnitsmennesket ikke kan se dem. Det kan derimod mange dyr, og det skyldes at dyr både ser og hører på andre frekvenser end menneskene.

Som du sikkert ved, kan man kalde en hund til sig ved at bruge en "lydløs" hundefløjte. "Lydløs" kun i den betydning at et menneske ikke kan høre den. Hunden kan - og med lethed. På samme vis kan dyrene se "Sølvtråden", ja også auraen, fordi begge bevæger sig i og vibrerer på en frekvens som lige akkurat ligger inden for et dyreøjes modtagerkapacitet. På samme måde som et svagt menneske kan træne sig op til for eksempel at løfte en vægt som ellers ligger langt ud over dets hidtidige fysiske formåen, på samme måde er det ret nemt - med nogen øvelse - for et menneske at træne sit syn op til større modtagelighed.

"Sølvtråden" er en molekylemasse, en vibrerende masse. Man kan sammenligne den med den stadige strøm af radiobølger, som videnskabsmændene sender af sted mod Månen. Videnskabsmænd der forsøger at måle afstanden til månen, transmitterer via en meget smal stråle - radiobølger til månens overflade. Det er noget nær det samme med "Sølvtråden", der forbinder mennesket og OVERSELVET; det er på den måde OVER-SELVET kommunikerer med legemet på jorden.

Alt hvad vi foretager os véd OVER-SELVET besked om. Mennesker, der stræber efter at blive åndelige, befinder sig på "rette vej". Fundamentalt set søger de - i deres stræben efter åndelighed -at højne deres vibrationsplan på jorden, samtidig med at de ved hjælp af "Sølvtråden" også søger at øge OVER-SELVETs vibrationer. OVER-SELVET sender en del af sig selv ind i menneskelegemet for at mennesket kan lære og vinde erfaring.

Alle gode gerninger vi udøver, forhøjer vore jordiske og astrale vibrationers hastighed, men øver vi ondt, aftager og nedsættes rytmen i vore åndelige vibrationer. Hvis vi således gør ondt og vender os mod andre, sætter vi os selv mindst et trin NED ad den stige der hedder UDVIKLING, medens enhver god handling fra vor side belønnes med en forhøjelse af vore personlige vibrationer i tilsvarende målestok. Det er bl.a. derfor, det er så vigtigt at holde fast ved den

gamle buddhistiske formaning: "Gengæld ondt med godt! Frygt intet menneske, frygt ej heller menneskets gerninger, thi giver vi godt for ondt og giver vi til alle tider kun godt, så vil vi altid gå opad - aldrig nedad."

Vi kender sikkert allesammen en eller anden "nedrig person". Visse dele af vor metafysiske viden rammes somme tider af en lækage og bliver således genstand for almindeligt brug, tilnærmelsesvis på samme måde som man f.eks. kan sige om et menneske: "Han er i dårligt lune!" eller: "Han har det sør'me trist!" Det har altsammen noget med vibrationer at gøre, noget at gøre med hvad legemet udsender af informationer via "Sølvtråden" til OVER-SELVET, og noget at gøre med, hvad OVER-SELVET - ligeledes via "Sølvtråden" - sender tilbage til legemet.

Mange mennesker forstår ikke deres manglende evne til bevidst at kunne kontakte deres OVER-SELV. Det er også en ret så vanskelig proces - i hvert fald uden øvelse. Forestil dig at du er i Sydamerika, og at du derfra ønsker at telefonere til en eller anden person i Rusland - i Sibirien måske. Først og fremmest må du sikre dig at der findes en telefon der hvor du vil ringe fra, du må sikre dig at der er en fri linie, og du må tillige tage tidsforskellen de to lande imellem i betragtning. Endvidere må du overbevise dig om at den person du vil tale med er til stede samt at vedkommende forstår og taler dit sprog. Endelig er det jo en betingelse at de behørige myndigheder tillader at en sådan telefon-samtale finder sted.

På dit nuværende udviklingstrin gør du bedst i ikke at koncentrere dig alt for meget om bevidst at kontakte dit OVER-SELV. Der findes nemlig intet kursus, ingen information, der på nogle få beskrevne sider kan give dig det, som det måske ellers tager ti års øvelse og træning at nå frem til.

De fleste mennesker forventer sig for meget; de forventer at de kun behøver at følge et kursus, hvorefter de tror at kunne drage ud i verden og udføre alle de ting som Mestrene gør og kan, men de glemmer at Mestrene måske har et helt livs - ja, måske endda flere livs -studium bag sig.

Derfor: læs dette kursus, studér det, overvej det og hvis du gør det med åbent sind, vil du måske blive begavet med viden. Vi kender til mange tilfælde, hvor mennesker (hovedsagelig kvinder)modtog visse informationer, hvorefter de faktisk kunne se sølvtrådens eteriske felt - eller aura.

Foran oss ligger mange forsøk og eksperimenter, der vil bestyrke os i vår erklæring om også du kan gøre det samme - vel og merke hvis du åpner dit sind og tror!!

LEKTION 3

Vi har allerede set, hvorledes menneskets hjerne frembringer elektricitet under den påvirkning, som det vand og de kemikalier og metalliske mineraler, hvoraf den er sammensat, gensidigt udøver på hinanden. Nøjagtig som hjernen frembringer elektricitet, præcis på samme måde gør resten af legemet det, thi med blodstrømmen gennem vore årer og arterier føres de selvsamme kemikalier, metaller og det samme vand rundt i kroppen. Blodet er som du ved hovedsagelig vand. Hele legemet er gennemladet med elektricitet. Det er ikke den slags elektricitet, hvormed vi oplyser vore hjem eller hvormed vi opvarmer vore bageovne. Betragt den som værende af magnetisk art.

Hvis vi tager en stangmagnet og lægger den på et bord, hvorefter vi placerer et stykke glat papir oven på magneten, vil vi - ved at strø en håndfuld jernspåner ud på papiret - opdage at spånerne placerer sig i et ganske bestemt mønster.

Du skulle prøve at gøre forsøget. Skaf dig en ganske almindelig, billig magnet hos din isenkræmmer eller materialist, den kan fås meget billigt (måske vil du hellere nøjes med at låne dig frem, men sørg for at få fat i en). Læg så et stykke papir henover den, således at magneten - set nedefra - dækker papirets midterstykke. Hos materialisten eller isenkræmmeren har du også købt en lille pose jernspåner, som også er meget billige. Nu tager du disse spåner og drysser dem ud på papiret, akkurat som når du strør salt eller peber på et stykke mad. Lad spånerne falde ned på papiret fra en højde af 20-30 centimeter. Du vil da se, hvorledes spånerne straks arrangerer sig i et mønster, der præcis svarer til de magnetiske kraftlinier, der udgår fra magneten. Du vil se omridset af magnetens midterstykke samt de krumme linier, der løber fra den ene magnetpol til den anden. Du gør klogt i at gøre forsøget, det vil nemlig være dig til stor hjælp siden hen i dine studier. - Den magnetiske kraft svarer til legemets æteriske felt og til dets aura.

De fleste af os ved sandsynligvis at en strømførende ledning er omgivet af et magnetisk felt. Er der i stedet for jævnstrøm tale om vekselstrøm, vil dette felt pulsere og svinge i takt med forandringerne i polariteten, det vil sige: det ser ud, som pulserer den med den skiftende strøm.

Menneskelegemet, som i sig selv producerer elektricitet, er omgivet af et magnetisk felt. Et meget svingende felt. Det æteriske felt, som det kaldes, svinger eller vibrerer så hurtigt at det er meget vanskeligt at skelne bevægelserne. - På næsten samme måde forholder det sig med vort elektriske lys derhjemme, hvis svingninger vi ikke kan se, skønt de kan løbe op i en 50-60 svingninger pr. sekund. - Imidlertid kan man - f.eks. i nogle landdistrikter eller om bord på et skib - opleve at kunne skelne en flimren, fordi svingningshastigheden er langsommere.

Hvis et menneske stiller sig ganske tæt ved siden af et andet, vil denne anden person i mange tilfælde mærke at han får "gåsehud". Mange mennesker - de fleste sandsynligvis - er sig en anden persons umiddelbare nærhed tydeligt bevidst også selv om vedkommende nærmer sig uset bag fra. Prøv det med en ven! Stil dig lige bagved ham, hold en finger lige akkurat ud for hans nakke og berør ham så ganske lét. I nogle tilfælde vil den pågældende ikke være i stand til at skelne mellem den blotte nærhed af en anden og selve berøringen. Dette skyldes at det æteriske felt er følsomt over for berøring.

Dette æteriske felt er identisk med det magnetiske felt, der omgiver legemet (se figur 3). Man kunne også kalde det for auraens "forløber", dens kerne så at sige. Hos nogle mennesker strækker dette æteriske felt sig sådan noget som 3 millimeter uden om alle legemets dele, ja, selv uden om hver eneste hårlok. Hos andre spænder feltet over flere centimeter, dog kun yderst sjældent mere end 15 cm. Det æteriske felt kan bruges til at måle en persons livskraft (levedygtighed) med, idet det varierer betydeligt alt efter helbredstilstanden. -Efter en dags hårdt arbejde vil feltet skrumpe ind, medens det efter en periode med hvile vil udvide sig med måske flere centimeter. Det følger nøje legemets konturer, ja, endog små "buler" som modermodermærker, vorter eller filipenser.

I forbindelse med det æteriske felt kan det være af interesse at vide at hvis man udsættes for en meget, meget høj elektrisk spænding ved et forsvindende lavt ampereforbrug, så vil ens æteriske felt kunne ses glødende blåligt eller blegrødt. Under bestemte vejrforhold kan det også ske at feltet bliver synligt i højere grad end ellers.

- På havet kendes fænomenet af søfolk, som kalder det Sankt-Elmsild. Der sker det at et skibs master og rigning - når vejrsituationen er til det - indrammes af et koldt lys. Det er ganske harmløst, men temmelig skræmmende for dem, der ser det for første gang. Det, der ses, må vi betegne som "skibets æteriske felt". På landet kender man også til fænomenet. Mangen en bondemand har utvivlsomt oplevet en diset eller mørk aften at komme spadserende hen over sine marker for pludselig at få sig en alvorlig forskrækkelse, idet han får øje på et sløret, blåhvidt skær i højspændingsledningerne lige over sit hoved. Det kan faktisk virke ret uhyggeligt, men det er altså noget der kan forekomme under de rette vejrbetingelser.

Elektrikere kender fænomenet som høj-spændingsledningernes korona, en af de vanskeligheder de nu og da støder på under deres arbejde, idet der kan ske det at en korona, der bevæger sig ned over kæden af isolatorer, ioniserer luften, så der sker en kortslutning, som så afbryder el-værkets relæer, hvorved et helt område mørklægges. I vore moderne tider tager elektrikerne meget specielle og meget kostbare forholdsregler med det for øje at mindske eller helt eliminere koronaen. Menneskets korona er - det siger sig selv -det æteriske felt og dette ligner noget i retning af udladningen fra højspændingsledningerne. (I det følgende vil ordet korona indgå de steder, hvor forfatteren faktisk skriver 'etheric', da jeg mener at korona er "mere håndterligt "end" det æteriske felt" - o.a.).

De fleste mennesker kan, efter nogen tids praktisk øvelse, se legemets korona. Man bør imidlertid væbne sig med tålmodighed, når man gør forsøg på at se den. - Uheldigvis er mange af den opfattelse at det er ganske nemt og ligetil at tilegne sig de kundskaber og de kræfter, det tager Mestrene årevis at erhverve. Intet lader sig gøre uden øvelse; store musikere øver sig daglig i timevis, de ophører faktisk aldrig med at øve sig. Du må også øve dig, såfremt du ønsker at kunne se enten koronaen eller auraen eller begge dele. En af fremgangsmåderne i dine øvelser kunne være den at du allierer dig med et andet menneske, som du så får til at strække sin bare arm ud i fuld længde. Vedkommende skal holde fingrene adskilte og skal helst holde arm og fingre op foran en neutral eller mørk baggrund i en afstand af knap 10 centimeter fra denne baggrund. Du vender så dit blik mod armen og fingrene, dog uden at se direkte på dem. Det drejer sig en del om at kende "kunsten" at se på det rigtige sted og på rette måde. - Som du nu står der og ser i retning mod armen og fingrene, vil du snart få øje på noget der ser ud som et blå-gråt røgslør, der synes at klæbe sig til huden.

Som vi har nævnt tidligere kan "sløret" have en udstrækning på mellem 3 millimeter og hele 15 centimeter. Det sker i begyndelsen ikke ofte at det lykkes for dig at se andet end arm og fingre, hvilket måske kan tilskrives at du i realiteten prøver for hårdt, eller kan hænde, du ikke ser skoven for bare træer. Du skal føle dig helt afslappet, anstreng dig ikke for meget, så vil du efter nogen tids øvelse afgjort opdage at der virkelig er "et eller andet".

En anden måde, du kan øve dig på, er at begynde med dig selv. Find en stol frem og sæt dig bekvemt til rette. Sæt dig et sted, hvor der er mindst små to meters afstand til nærmeste genstand, hvad enten det nu er et bord, en anden stol eller væggen. Træk vejret regelmæssigt, dybt og langsomt, stræk dine arme ud foran dig i deres fulde længde, sæt fingerspidserne mod hinanden, så tommelfingrene peger opad og fingerspidserne lige akkurat berører hinanden. Når du derpå langsomt skiller fingrene, så der er 3-6 millimeters afstand imellem dem, vil du fornemme "noget". Du sanser måske dette "noget" som en slags grå tåge eller måske en selvlysende substans. Når du nu har fået øje på "noget", så skiller du langsomt dine fingre endnu mere med cirka en halv centimeter ad gangen, og du vil da snart erkende at der er "noget". Det du ser, er din korona. Glipper kontakten, det vil sige, "blegner" koronaen eller forsvinder den helt, lader du dine fingerspidser samles på ny og starter forfra igen. Det er og bliver et spørgsmål om øvelse.

Lad os endnu engang pointere: denne verdens store musikere øver sig og øver sig atter og atter, og med den megen øvelse bliver de i stand til at skabe vidunderlig musik. Du kan skabe dig vidunderlige resultater på det metafysiske område!

Nu, iagttag igen dine fingre. Iagttag omhyggeligt det svage slør der strømmer fra den ene finger til den anden. Med fornøden træning vil du lægge mærke til at den flyder enten fra din venstre til din højre hånd eller fra højre til venstre, afhængig af - ikke så meget dit køn, men af din helbredstilstand eller af hvad du tænker på i det pågældende øjeblik.

Hvis du kan gøre en eller anden i din omgangskreds interesseret og få vedkommende til at hjælpe dig, så prøv at øve dig på din håndflade. Få din hjælper - helst en af det modsatte køn - til at sætte dig i en stol ansigt til ansigt med dig. Derpå strækker I begge to jeres arme og hænder ud i fuld længde. Flyt så langsomt din egen håndflade. Få din hjælper - helst en af det modsatte køn - til at sætte sig. Når jeres håndflader er sådan noget som fem centimeter fra hinanden, vil du føle ligesom en kold, eller måske varm, luftning strømme fra den ene hånd til den anden. Denne følelse mærkes først midt i håndfladen. Om "brisen" føles kold eller varm er afhængig af hvilken hånd det drejer sig om, og hvilket køn du tilhører.

Hvis du føler at luftstrømmen er varm, så prøv at flytte din hånd en anelse, således at jeres fingre ikke befinder sig direkte ud for hinanden, men i en vinkel. Du vil da mærke at varmen tager til.

- Efterhånden som du øver dig, vil varmen øges.