LEKTION 13
Hvor mange af os har ikke på et eller andet tidspunkt stillet sig selv eller andre spørgsmålet: "Hvad er egentlig formålet med livet på jorden?" Er det virkelig nødvendigt med al den lidelse og smerte?
Faktisk er det nødvendigt med både smerter, lidelser og krige. Vi tillægger jordiske ting for stor betydning, og vi er tilbøjelige til at bilde os selv ind, at der ikke er noget vigtigere end livet på jorden. I virkeligheden optræder vi her på jorden kun som skuespillere, iført klæder, der passer til den rolle, vi for øjeblikket spiller. Efter hver akt trækker vi os tilbage for en tid for så i den næste at vende tilbage i en anden forklædning.
Krige er nødvendige. Uden krige ville jorden hurtigt blive overbefolket. Krige er nødvendige, fordi de giver menneskene lejlighed til at udvise selvopofrelse, og fordi de giver menneskene mulighed for i en god sags tjeneste at løfte sig op over det fysiske legemes begrænsninger. - Vi har gjort os til vane at betragte jordelivet som det eneste væsentlige, men faktisk er det netop livet på jorden, der betyder mindst af alt.
Når vi lever i Ånden, er vi uforgængelige, immune overfor smerter, lidelser og sygdomme. Ånden, som ønsker at vinde erfaring, motiverer det fysiske legeme, der ikke er meget andet end en klump levendegjort protoplasma, til at suge lærdom til sig. På jorden er mennesket som en marionet, der hænger og spjætter i "Sølvtråden", gennem hvilken OVER-SELVET sender og modtager budskaber af alle slags.
Skal vi prøve at anskue det hele ud fra en helt anden vinkel? Et menneske, der måske for første gang besøger jorden, er som en lille baby, en hjælpeløs skabning, der ikke af sig selv vil kunne planlægge sin fremtid. Der er derfor af andre sørget for planer, der vedrører den pågældende og dennes fremtid. Vi vil ikke beskæftige os med dem, der endnu er uudviklede, for alene det, at du studerer denne lærebog, viser os, at du har nået det udviklingstrin på hvilket du selv mere eller mindre er i stand til at afgøre, hvad der bør læres. Lad os se på, hvordan landet ligger, før vi kommer til jorden.
En skabning - et menneske - er fra et af sine liv på jorden vendt tilbage til OVERSELVET i astral-verdenen. Skabningen vil have set og erkendt alle de dumheder og fejl, der blev begået i just det forgangne liv og vil have gjort op med sig selv - enten alene eller i samråd med andre -at dette eller hint var forkert eller ikke blev lært ordentligt, hvorfor det altså må gøres om igen. Nye planer lægges derfor for skabningens overtagelse af et andet legeme i nok et liv på jorden. Der indledes en eftersøgning af et forældrepar, der opfylder de betingelser og lever i sådanne omgivelser og kår, som den nye situation kræver. Det vil for eksempel sige, at har skabningen behov for at lære at omgås med penge, ja, så genfødes den pågældende i en rig familie; er det derimod et væsen, der endnu ikke har prøvet at være helt nede og så at sige leve i rendestenen, ja, så finder genfødslen sted i en familie, der virkelig lever i fattige kår. Genfødes kan skabningen også som blind eller krøbling, det afhænger helt og aldeles af hvad det er, vedkommende endnu mangler at lære.
Et menneske på jorden er at ligne med et skolebarn i et klasseværelse. Tænk på det som et sådant. Et barn går i klasse sammen med en masse andre børn. Af en eller anden grund klarer dette specielle barn sig slet ikke godt og kan ikke følge med de andre i klassen, og når skoleåret er slut, gør barnet en ynkelig figur ved eksamensbordet. På grundlag af barnets psyke, dets årskarakterer sammenkædet med den forkludrede eksamen - bestemmer lærerne at barnet ikke egner sig til, eller endnu ikke er moden til at komme op i en højere klasse. Barnet må altså rejse på sommerferie, når semesteret er forbi, med den ulykkelige viden, at det efter ferien skal starte helt forfra igen i den samme klasse. Når skolegangen genoptages, vender barnet, der ikke bestod sin eksamen, tilbage for endnu engang at lære de samme lektier som året før - man giver altså barnet en ny chance.
Men de, der havde studeret mere flittigt, går videre i en højere klasse og får måske nu større bevågenhed fra lærernes side, fordi det drejer sig om børn, som virkelig har bestilt noget, og som, i kraft af at de beherskede lektiestoffet, er gået stærkt (hurtig)frem i deres udvikling. Barnet, der måtte blive tilbage i den gamle klasse, føler sig her selvsikker i forholdet til sine nye kammerater, som det i begyndelsen søger at dommere over, for ligesom at vise dem, at når det ikke bestod eksamenen, så var det skam kun fordi det ikke gad. Hvis barnet ved afslutningen af dette nye skoleår fremdeles ikke viser tegn på at gøre fremskridt, vil der sandsynligvis på et lærerrådsmøde blive taget stilling til om barnet i mental henseende er retarderet, og om det mon ikke ville være bedst at det forflyttedes til en skole for retarderede børn.
Hvis normale skolebørn klarer sig godt og udvikler sig på tilfredsstillende måde, vil der komme en dag, hvor de bliver nødt til at tage stilling til hvad de skal tage sig til, når det er slut med skolegangen. Vil de være læger, advokater, tømrere eller buschauffører? Hvad de end beslutter sig til, så må de under alle omstændigheder være indstillet på stadig at skulle lære nye ting. En vordende læge behøver en anden uddannelse end den der vil være buschauffør. Med henblik på videre uddannelse af de enkelte børn holdes der derfor samråd mellem lærere og forældre, så man så vidt muligt får børnene anbragt i det rette erhverv.
Således forholder det sig også i den åndelige verden. Før et menneske fødes, ja, faktisk flere måneder forinden, holdes der et eller andet sted i åndeverdenen et samråd. Vedkommende, der står over for at skulle træde ind i et menneskes fysiske legeme, drøfter med sine rådgivere, hvordan de forestående lektioner kan tilrettelægges, så det bliver muligt at tilegne sig stoffet rigtigt.
Det foregår på næsten samme måde, som når en student her på jorden rådfører sig med sine lærere og forældre om den bedste måde at opnå de ønskede resultater på. De åndelige vejledere er i stand til at sige at den der nu er på vej ind i livets hårde skole på jorden, bør fødes som en søn eller datter af det eller det ægtepar, eller måske af et bestemt ugift par. Det vil blive diskuteret hvad det er der skal læres under opholdet på jorden, og hvilke prøvelser der må udstås. Det er nemlig en bedrøvelig kendsgerning at man lærer hurtigere og bedre under svære prøvelser, og samtidig hænger den ad den vej indvundne erfaring - bedre fast end den man tilegner sig i et venligt miljø, hvor alt serveres én på et sølvfad.
Det er værd at notere sig, at selv om et menneske i øjeblikket indtager en lav stilling i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende også i ånde-verdenen får lavere rang. Det vil tit forekomme, at en person i et bestemt jordisk liv fungerer som f.eks. tjenestekarl eller virker i et andet beskedent job, fordi han eller hun skal lære nogle ganske bestemte ting. En sådan person kan imidlertid i livet efter dette udmærket indtage en meget høj position.
Det er uheldigt, at man her på jorden bedømmer et menneske på hans eller hendes rigdom eller på hvem og hvad forældrene er, og hvad de ejer. Det er selvsagt både tragisk og absurd. Det svarer til, at man ville give en skoledreng karakterer på grundlag af hans faders rigdom og ikke på basis af drengens egne præstationer. Vi gentager, at det endnu aldrig er lykkedes for nogen at tage så meget som en femøre med sig i det hinsides når de døde, men derimod bringer man al sin viden og opsamlede erfaring med sig ind i livet efter døden. De der, fordi de har en million i banken, går rundt og tror, at der i himmelen er reserveret dem plads på første række, bliver, når tiden kommer, sørgelig skuffede. Penge, position, race eller hudfarve betyder ikke det fjerneste. Det eneste, der tæller, er, hvor langt man er nået i sin åndelige udvikling.
TIL EN NY INKARNASJON
Vi vender igen blikket mod det åndelegeme, som står foran en ny inkarnation. Når man har fundet frem til et forældrepar, som synes at være egnede til formålet, tager ånden bolig i den ufødte barnekrop, og samtidig med at den træder ind i dette nye fysiske legeme udviskes al erindring om det liv, den levede hinsides. (det skjer iblant avvik der barnet faktisk kan huske visse ting fra siste liv - særlig om man da dør som ung og kommer hurtig tilbake i "materien", som i tilfellet med "Shanti Devi" - rø-anm.)
Det ville naturligvis også være forfærdeligt, hvis babyen for eksempel kunne huske, at den engang på den ene eller anden måde havde været meget nær knyttet enten til sin moder eller til sin fader. Det ville også være både tragisk og pinefuldt, hvis babyen kunne huske, at den førhen var en stor og mægtig konge, medens den nu pludselig skulle fødes som den fattigste blandt fattige. Af disse og af mange andre grunde er det barmhjertigt arrangeret således, at gennemsnits-mennesker ikke kan huske deres tidligere liv, men når de siden hen endnu engang passerer over dødens tærskel og vender tilbage til åndeverdenen, vil de atter kunne huske ALT.
Det står skrevet: ÆR DIN FADER OG MODER, og mange mennesker holder dette bud strengt i hævd. Skønt dette i sig selv er meget prisværdigt, bør det understreges, at mange, mange mennesker aldrig genser hverken deres far eller mor, når de træder ind i åndernes verden. I gamle dage var det meget nødvendigt, at de forskellige folkestammers præster gjorde alt for at opnå forældrenes samarbejde med det for øje, at de unge mænd og kvinder ikke forlod deres stamme, hvis hele trivsel og velfærd dengang var meget afhængig af de unge stammemedlemmer. Jo talrigere stammen var, desto nemmere kunne man besejre de mindre talrige. Derfor var det, at præsterne formanede børnene til at adlyde deres forældre, og derfor var det, at forældrene på deres side lyttede til præsterne.
Lad os en gang for alle slå fast: MAN BØR ÆRE SINE FORÆLDRE - forudsat de fortjener det! Vi kan imidlertid også fastslå, at hvis en af forældrene er hovmodig, uvenlig eller tyrannisk, ja, så har den pågældende ingen rettigheder til at blive holdt i ære. Ingen steder har vi brug for den slaviske ærbødighed, nogle børn lægger for dagen over for deres forældre. Nogle børn er voksne, gifte folk der måske i mange år har stået på egne ben. Alligevel bliver de nervøse, ja, sågar ænstelige, hvis man så meget som kommer til at nævne deres far eller mor. Det sker ikke sjældent, at sådanne 'børn' bliver neurotiske, og at deres kærlighed til forældrene forvandles til frygt eller dårlig skjult had og dog føler disse halvtresårige (-50) eller ældre 'børn' sig skyldige, eftersom de jo er opdraget til at ÆRE DERES FADER OG MODER.
Til de af jer, der måtte føle således, vil vi meget stærkt påpege, at hvis forholdet til jeres forældre er ulykkeligt, så vil I ALDRIG komme til at gense dem i åndeverdenen. I åndeverdenen råder HARMONIENS LOV, og det er komplet umuligt, at I kommer til at mødes med nogen, som I ikke vil kunne enes med. Det samme gør sig gældende for ægtefæller. Hvis dit ægteskab er et såkaldt 'fornuftægteskab', som du og din ægtefælle ikke ønsker at bryde af lutter frygt for, hvad naboerne mon ville sig til det, så vil I afgjort ikke mødes igen i ånderiget, medmindre I begge (eller måske bare du selv) forandrer jer så meget, at I passer sammen.
Vi gentager på ny - så skulle enhver misforståelse være udelukket - at du og dine forældre ikke vil mødes på noget andet eksistensplan, hvis I her på jorden er uforenelige og ikke kan sammen eller ikke er lykkelige sammen og overhovedet ikke kan enes om noget.
Det samme gør sig gældende for andre slægtninge samt for mand og kone. Det er en uomtvistelig nødvendighed, at de her på jorden lever i fordragelighed og fuld harmoni med hinanden, ellers mødes de aldrig igen. Dette forhold er en af grundene til, at det er nødvendigt for ånden at have et fysisk legeme, hvori den kan tage ophold for at lære, thi kun i det fysiske legeme kan to modstridende entiteter bringes i kontakt med hinanden og derigennem forsøge at "slibe kanterne af" og nå frem til gensidig forståelse.
Senere, i en kommende Lektion, vil vi beskæftige os med spørgsmålet om Gud eller Guder samt med forskellige religiøse trosopfattelser. Menneskene tror - helt fejlagtigt - at de er de ypperste skabninger. Dette er afgjort usandt og tanken herom er - som i mange andre tilfælde - fostret af de etablerede religioner.
Kristen tro lærer os, at Mennesket skabtes i Guds billede, og eftersom Mennesket altså er et billede af Gud, kan der ikke eksistere højere væsener end Mennesket! I virkeligheden forholder det sig således, at der i andre fjerne verdener eksisterer meget højere livsformer. Gud er ikke bare en rar gammel mand, der venligt holder øje med os fra en udkigspost i himmelen. Gud er noget meget virkeligt, en levende ÅND, som vejleder os alle, men ikke nødvendigvis på den måde vi har lært.
Her ved afslutningen af denne lektion siger vi til dig: tænk over dit forhold til dine forældre eller til din ægtefælle, tænk over forholdet til dine slægtninge og venner. Er I lykkelige sammen? Er du virkelig lykkelig? Eller lever I i hver sin lille verden? Kunne du tænke dig for tid og evighed at skulle leve sammen med disse mennesker? Husker du lærerne fra dine skoleår? Du skulle vise dem respekt, men deres tilknytning til dit eget liv var kun midlertidig, de var udvalgte mennesker, hvis opgave det var at sørge for din uddannelse.
Hvis vi inderligt og oprigtigt elsker vore forældre - altså ikke blot fordi vor religion påbyder os at gøre det, ja, så kan vi se frem til den store gensynsglæde med dem i det hinsides. Hvad der dér venter os, afhænger helt og holdent af, hvorledes vi har gebærdet os her på jorden.
LEKTION 14
Vi ser allesammen gerne, at andre gør tingene for os. Vi ønsker at få alting forærende, og sandsynligvis gælder det for os allesammen, at vi engang har henvendt os til andre for at få hjælp. Det er selvfølgelig helt naturligt, når vi forventer, at vore medmennesker i en given situation vil komme os til hjælp. Alene føler et menneske sig ofte usikker og angst, og han/hun ser sig derfor gerne som medlem af en stor familie, i hvis skød han/hun kan føle sig tryg.
For at kunne modtage, må man først og fremmest selv kunne give. Du kan intet få, uden at du selv har givet, for dette 'at give', dette at åbne sig for andre, betyder at du kommer dem i møde, som er villige til at give dig hvad du ønsker af dem.
Når vi taler om at give, behøver det ikke nødvendigvis at have noget med penge at gøre, skønt det er meget almindeligt at det netop er penge man giver, fordi penge er det folk mest af alt ønsker sig. Penge er ens garanti for ikke at komme til at lide afsavn, de sikrer at vi ikke kommer til at sulte, og at vi ikke behøver at frygte vore kreditorer.
Penge kan - og skal under visse omstændigheder - gives som hjælp, men i dette 'at give' ligger også at vi samtidig giver noget af os selv - at give betyder også at tilbyde sin tjeneste til andre. Vi både kan og skal give penge, gaver, hjælp eller åndelig trøst og vejledning til dem der har behov, for giver vi ikke selv, kan vi ikke selv få eller modtage.
I den vestlige verden hersker der mild forvirring om de begreber, der angår såkaldt velgørenhed, såsom 'at give', 'almisser', 'tiggeri' osv. Det synes, som om vi føler det som noget skamfuldt eller nedværdigende at skulle bede andre om f.eks. økonomisk hjælp. Men det er aldeles ikke nedværdigende. Penge er ikke andet end et bytteobjekt, som stilles til vor rådighed i den tid vi opholder os på jorden, penge er et middel, hvormed vi kan købe os held og fremgang ved at give til andre - i stedet for at puge sammen eller bruge dem på 'døde ting'.
Ulykkeligvis lever vi i en kommercialismens (materialismens) verden, hvor et menneske bedømmes efter hvor mange penge han eller hun har stående på bankbogen eller på den måde menneskene spenderer deres penge. Den prangende klædte kvinde eller mand, der kun giver for sin egen fornøjelses skyld for at opbygge et falsk billede af godgørenhed - er hverken gavmild eller kristen, men kun et menneske som giver uden at give med hjertet, som giver udelukkende med det formål at pudse sin egen glorie.
I den vestlige verden dømmes en mand ofte efter, hvor velklædt hans kone er, hvilken bil han kører i, hvilket hus han bor i, og om han er medlem af den eller den klub. Er han eksempelvis Y-klub-medlem, må han være en mand af betydning, for Y-klubben er jo forbeholdt millionærer.
Også her drejer det sig om falske værdinormer, for - vi kan gentage dette indtil bevidstløshed, så det trænger helt ind i din underbevidsthed - ingen mand eller kvinde har nogen sinde kunnet tage så meget som en femøre eller bare en knappenål, ja, end ikke en afbrændt tændstik med sig hinsides døden. Alt, hvad vi kan bringe med os, er vore samlede erfaringer, gode såvel som dårlige, summen af al vor lærdom på godt og ondt. Det menneske, der levede i ensomhed på jorden, endskønt han/hun var millionær, vil i det hinsides være en åndelig fallent.
I Orienten er det en dagligdags begivenhed for en husmoder ved dagens slutning at åbne husets dør ud til gaden og få øje på en kutteklædt munk, der holder sin beskedne tiggerskål frem. Dette er i de orientalske lande en så væsentlig del af det daglige liv, at husmoderen altid sørger for at hun - uanset hvor fattig hun monne være - har lidt mad tilovers til tigger-munken, der sætter sin lid til hendes gavmildhed. Faktisk betragtes det som en ære for huset, såfremt munken banker på døren for at få lidt til livets opretholdelse. I modsætning til hvad man almindeligvis antager i den vestlige verden, så er munken ikke bare en snylter eller tigger, ikke bare en omstrejfende arbejdssky person, der lever på nas.
Kan du se for dig et sådant orientalsk 'aften-billede'?
Lad os prøve. Vi kaster et blik på Indien, et land hvor det er ganske normalt, at man giver til munkene, akkurat som man også gjorde det i Kina og Tibet, før kommunisterne kom til magten i disse lande. Vi lader vort blik hvile på en lille indisk landsby:
Aftenen er ved at falde på, og skyggerne på jorden bliver længere og længere. Lyset farves purpur-blåt og baobabtræets blade rasler sagte i aften-vinden, som kommer ned fra Himalaya-bjergene. En munk kommer langsomt gående langs den støvede landsbygade. Han er klædt i det eneste tøj, han ejer, en pjaltet, gammel kappe. På fødderne bærer han sandaler og i hænderne sin rosenkrans. Slængt over skulderen har han et tæppe, der om natten tjener ham som seng. Andre små ejendele er gemt væk i kappens lommer. I sin højre hånd holder han en stav, ikke for med den at kunne forsvare sig mod dyr eller mennesker, men for at kunne fjerne nedfaldne grene og kviste, der ligger i vejen for ham. I øvrigt bruger han også staven til at måle vand-dybden med, inden han vader over en flod.
Som munken nu nærmer sig et hus, famler hans fingre omkring kappens brystlomme, hvorfra de haler hans veltjente, blankslidte madskål frem. Den er af træ, som gennem mange års brug er skrabet helt glat. Da munken er nået næsten helt hen til huset, åbnes indefra en dør, og en kvinde der holder en tallerkenfuld mad i hånden, kommer til syne og stiller sig ærbødigt afventende i døråbningen. Hun ser ikke i munkens retning, men holder beskedent sit blik rettet mod jorden, for hvis hun så direkte på munken, ville det være uærbødigt. Når hun står med nedslagne øjne, betyder det, at hun er en beskeden, ærbar kone af god familie. Munken går hen imod hende og rækker med begge hænder sin madskål frem. I Østen er det en selvfølge, at madskålen holdes med begge hænder. Holdes den kun med den ene hånd, viser man mangel på respekt for føden, og føde er dyrebar og har krav på begge hænders omsorg og opmærksomhed. Derfor holder munken nu roligt madskålen frem i sine to hænder. Kvinden fylder gavmildt skålen op med mad og vender sig derpå bort og går ind i huset. Der finder ingen ordveksling sted og ej heller udveksles blikke, for dette at give en munk mad er en ære for huset, ikke en byrde, det er som at betale lidt af på den gæld alle lægfolk føler at stå i til dem, der er trådt ind i de Hellige Ordener.
Husmoderen føler, at man har vist hendes hus en stor ære ved at sende en Hellig Mand til hendes dør, og hun føler, at man har vist hendes kogekunst anerkendelse. "Måske", tænker hun, "har en anden munk ladet et par ord falde til andre om den mad, han havde fået hos hende." I nabohusene kigger misundelige husmødre måske ud ad vinduerne og undrer sig over, hvorfor det ikke var deres tur til at modtage besøg af munkene.
Med den fyldte madskål, som han stadig holder i sine to hænder, vender munken sig bort og går langsomt tværs over gaden for at søge ly under et træs beskyttende krone. Her vil han sætte sig ned, som han hele dagen har siddet under et andet træ, men denne gang for at nyde sin aftensmad - dagens eneste måltid.
Munke forspiser sig ikke, de lever yderst mådeholdent og spiser kun, hvad der er absolut nødvendigt for at opretholde livet. Hertil kommer, at de aldrig har så meget, at det kan gøre dem forslugne. Desuden ville for megen mad hæmme deres åndelige udvikling. Fed kost eller stegte retter svækker tillige det fysiske helbred. Ønsker man åndelig udvikling, bør man leve som munkene: spise lige akkurat nok - aldrig for meget - og holde sig til dagligdags kost, så legemet får den nødvendige næring. Spiser man for meget, overmættes man, og det bevirker, at man ligesom lukker sin ånd inde i et bur. Vi skal her lige tilføje, at munken, der modtog maden, ikke nødvendigvis føler sig overvældet af taknemlighed. Igennem umindelige tider er der nemlig i Østen opstået en bestemt levevis: det er en munks gode ret, at få sin føde hos andre. Han er ikke tigger, ligger ej heller nogen til byrde, han nasser ikke på andre, og han er ikke bare en dagdriver.
Hele dagen, før aftensmåltidet, har han tilbragt ved foden af et træ, beredt til at tale med og eventuelt hjælpe alle, der måtte opsøge ham. Her vil de, der har brug for trøst og vejledning, komme til ham. Det samme vil de, hvis slægtninge er syge, ja, han opsøges endog også af folk, der ønsker, han skal skrive et vigtigt brev for dem. Folk kommer også til ham for at høre nyt om fjerntboende slægtninge, som han muligvis kan have mødt på sin vej, for en munk er altid på vandring fra by til by, fra den ene købstad til den anden, altid er han på rejse gennem landet fra landegrænse til landegrænse.
De tjenester, munken yder én, er altid gratis. Det koster ingenting, uanset hvad det er, man beder om. Han er en Hellig Mand med en god uddannelse, og han ved, at mange af de landsbyboere, som har brug for ham og hans hjælp, er fattige og ude af stand til at betale ham. Det er derfor kun ret og rimeligt at han, som har måttet studere i årevis for at opnå den viden han nu besidder og i kraft af hvilken han kan give åndelig trøst og vejledning, ikke behøver og heller ikke gør rigtigt i at påtage sig manuelt arbejde for at kunne tjene til livets ophold. Det er således, for dem han hjælper, en pligt såvel som et privilegium og en ære, at bringe ham den føde, han har behov for til at holde ånd og legeme i live, og det er samtidig den eneste måde, på hvilken de er i stand til at takke for hans hjælp.
Når munken har afsluttet sit måltid, rejser han sig op og vasker med grus eller sand sin madskål ren. Så fatter han på ny sin stav og fortsætter sin vandring mod den næste by. Ofte vandrer han under den tropiske fuldmånes skinnende lys. Han rejser langt, og han kommer hurtigt frem, idet han undervejs kun sover meget lidt. I alle buddhistiske lande nyder han overalt stor respekt.
Også vi skal kunne yde for selv at kunne nyde.
I længst forsvundne tider var det en guddommelig lov, at alle skulle yde en tiendedel af det de ejede til godgørende formål. Denne tiendedel kaldtes for 'tiende', og den blev senere et fast element i mange trossamfund. For eksempel kunne kirkerne i England pålægge folket at betale tiende af alle deres værdier. Pengene anvendtes bl.a. til vedligeholdelse af kirkerne og til aflønning af præsterne. Det er i den forbindelse interessant at vide, at der for en halv snes år siden i England førtes et antal retssager, hvor arvinger til store godser skabte stort opstyr ved i retssalene at kræve, at den engelske kirke skulle se bort fra de pålagte tiender. De pågældende arvinger hævdede, at det ville ruinere dem, hvis de skulle af med ti procent af deres indkomster. I realiteten ruinerede de sig selv, fordi de ikke selv ville give, for medmindre man giver af sig selv, er det bedst slet ikke at give.
Forholdene nutildags er anderledes, end de var førhen. Præsterne er ikke længere afhængige af tiender, og folk behøver ikke at betale en sådan, hvilket i grunden er en skam, thi for vor åndelige udvikling er det af væsentlig betydning, at vi betaler tiende og således gør godt mod andre, især fordi dette at gøre godt mod andre bringer os selv andre goder. Kort sagt: vi kan ikke forvente hjælp, og vi kommer ikke videre i vor åndelige udvikling, hvis vi ikke hjælper andre.
Vi er klare over, at der findes hårdhjertede forretningsfolk, der - uden noget åndeligt ståsted - alligevel betaler en tiendedel af deres indtægter under foregivende af at være velgørende, men det er i virkeligheden først og fremmest dem selv, de i den forbindelse tænker på. De betaler ikke af religiøse grunde, nej, de betaler, fordi forretningslivets hårde kendsgerninger har lært dem, at 'velgørenhed' betaler sig - det, de ofrer, kommer mangefold igen. Pengeudlånere, indehavere af Finansierings-Selskaber, nævnes sædvanligvis ikke for deres store åndelige indsigt, ej heller for deres gavmildhed, men det er tydeligt for alle, at de i rigt mål - som de hårdhjertede forretningsmænd de er - profiterer af deres måde at 'investere i tiender'.
De okkulte love sigter til både det åndelige og det ikke-åndelige. Det afgørende er ikke, om et menneske læser og studerer snesevis af bøger med åndelig lærdom, den læsende bliver ikke mere åndelig af den grund, men forledes måske til at tro det, skønt det han eller hun læser måske er gået lige igennem hovedet på dem og ud i den blå luft uden at have efterladt sig mindste spor i hjernens hukommelsescenter. Alligevel føler han/hun sig efter endt læsning udviklet til 'en stor Ånd'. Sandheden er den at vedkommende i virkeligheden er selvoptaget og mere end uvillig til at tilbyde andre sin hjælp og det til trods for, at han/hun ved at hjælpe andre samtidig ville hjælpe sig selv.
Vi gentager igen, at det er moralsk rigtigt - og samtidig lønner det sig - at et menneske hjælper et andet; det er især til gavn for den, der yder hjælpen.
Tiende betyder, som vi allerede har nævnt, en tiendedel. Det har imidlertid også noget at gøre med ens livsholdning, for hvis man giver, skal man også få. Medens vi skriver dette, kommer vi til at tænke på en bestemt person, som modtog megen hjælp og assistance såvel i form af penge som i form af tid og viden. Ikke så snart var det ene problem blevet ordnet for den pågældende, før nye dukkede op, akkurat som fuglene omgående indfinder sig i en nysået græsplæne. Vi sagde da: " For at kunne få, må du først selv give. " Vedkommende blev såre fornærmet og lod os forstå, at han var et meget gavmildt menneske, der gjorde alt for at hjælpe andre, det ville den lokale avis kunne bekræfte, påpegede han. Vi er af den opfattelse, at såfremt et menneske ser sig nødsaget til at få sine 'gode gerninger' omtalt i avisen, så er det fordi han eller hun ikke har hjulpet på den rigtige måde.
Der findes mange måder at give på. Ud over at yde en tiendedel af vor indtægt til gode formål, kan vi hjælpe dem, der rent åndeligt lider nød, eller vi kan trøste og vejlede dem, der rammes af onde tider. Ved at give til andre, giver vi til os selv. Akkurat som en forretning skal give et godt udbytte for at kunne blomstre, akkurat på samme måde behøver vi et godt udbytte af at give, for at vi selv kan få.
Vi skal hjælpe andre, og vi skal hjælpe for selv at kunne modtage hjælp.
Det er nytteløst at bede om noget til dig selv, før du har vist dig værdig ved at give til dem, der har behov. Øv dig i dette at give. Gør op med dig selv, hvor meget du har råd til at give, hvad og hvordan du vil give, og når du er på det rene med dine hensigter, så øv dig i praksis i for eksempel en periode på tre måneder. Ved udløbet af disse tre måneder vil du da opdage, at du nu er rig, enten i åndelig eller finansiel henseende - eller begge dele.
Vi beder dig læse dette igen og igen, og husk:
"Giv og der skal blive dig selv givet!" "Vær gavmild og gør godt mod andre uden at forvente gengæld!"
LEKTION 15
Over hele jorden er det en gammel skik at opbevare sine kæreste "skatte", ting som man ikke nænner at skille sig af med, på pulterkammeret.
Her ligger de så i mere eller mindre glemsel og samler støv, indtil man en skønne dag igen finder dem frem. Sandsynligvis i vor søgen efter noget helt andet kravlede vi op ad den knirkende trappe og ind på loftsværelset, hvor vi nu roder rundt i det støvede, mugne og spindelvævsfyldte halvmørke rum. Her ligger for eksempel skrædderens gamle voksmodel og fortæller uimodsigeligt om årenes gang, for et sæt tøj syet efter den model, kan vi ikke længere krybe i. Her har vi et bundt gamle breve, ja, en hel kasse fuld af breve. Er de mon bundet sammen med blåt silkebånd - eller lyserødt? Man roder videre og får øje på ting, man næsten helt havde glemt, ting som vækker herlige minder, men også ting som i erindringen får os til at genkalde triste begivenheder.
Snuser du ofte rundt på dit eget pulterkammer? Det lønner sig nu og da at kravle derop, for pulterkammeret gemmer sikkert mange nyttige ting, ting som får en til at huske tilbage i tiden, ting som giver vort liv mening. Man opdager måske, at problemer, der optog os for år tilbage, i mellemtiden let og ubesværet er blevet løst i kraft af den viden og de erfaringer, man i årenes løb har tilegnet sig i livets skole.
I nærværende instruktionsafsnit vil vi imidlertid ikke bede dig kravle op til dit eget pulterkammer, i stedet vil vi foreslå, at du kommer med os. Følg med os op ad den knirkende vindeltrappe og hold godt fast i det spinkle trægelænder. Følg os op ad disse skrøbelige trin, der hvert øjeblik truer med at brase sammen, men som alligevel aldrig gør det.
Kom med ind i vort pulterkammer og se dig godt omkring, for i denne lektion - og i den efterfølgende, er vi at finde heroppe i vort 'pulterkammer'.
Her har vi alle slags småoplysninger liggende. Ikke nødvendigvis oplysninger, der kan udfylde en hel lektion, men oplysninger, som du uden tvivl vil finde både interessante og værdifulde. Tænk derfor nu på vort pulterkammer, læs videre og se, hvor meget der angår dig, se om ikke noget af det kan bortvejre (blåse bort) en eventuel spire af tvivl i dit sind, eller måske befri dig for en eller anden indre uro, der muligvis har plaget dig i længere tid.
Vi så os selv ganske godt om, da vi forberedte denne lektion. Vi rodede gevaldigt op i de mørkeste kroge, og vi nåede at forkaste mangen en idé, medens vi rejste en sand støvstorm omkring os. Vi koncentrerede os først om de mennesker, der koncentrerer sig for meget. Som du ved, kan man også arbejde for hårdt. Vi ved godt at det hedder sig, at endnu er ingen død af at arbejde for hårdt, men vi holder på at hvis man anstrenger sig for voldsomt for at koncentrere sig om noget, så når man ingen vegne, men går i stedet baglæns.
Vi modtager her ret så ofte breve fra elever, som skriver noget i retning af: "Jamen, jeg prøver så hårdt, jeg koncentrerer og koncentrerer mig, men alt, hvad jeg får ud af det, er en grusom hovedpine. Jeg kommer ingen vegne med de ting, I omtaler."
Ja, her har vi altså en af de af vore 'skatte', som vi vil opholde os lidt ved: 'Man kan nu og da prøve for hårdt'. Det er en menneskelig ejendommelighed, eller - for at udtrykke os mere præcist - det er en fejl i menneskets hjerne, der gør, at vi ikke kommer ud af stedet, hvis vi anstrenger os for meget. Faktisk forholder det sig således, at vi ved at prøve for hårdt - starter en proces, som kun kan betegnes som 'en negativ tilbagekobling'.
Vi kender allesammen en eller anden uinteressant person, som virkelig slider sig vej igennem livet, og som altid prøver og prøver igen, prøver endnu mere energisk end nogen anden. Alligevel kommer han ingen vegne, men befinder sig til stadighed i en tilstand af forvirrende usikkerhed. Dette forhold skyldes, at man ved at overbelaste hjernen frembringer et overskud af elektricitet, som rent faktisk forhindrer al videre tankevirksomhed.
Du er måske ikke selv elektro-ingeniør, men du skal vide, at såfremt elektronik og elektricitet toges i brug til udforskning af menneskenes hjerner, så ville forskningen være særdeles godt hjulpet. Den menneskelige hjerne har meget tilfælles med elektronikken. Ved du for eksempel, hvorledes et almindeligt radiorør fungerer? Der sidder en glødetråd, som opvarmes enten af et batteri eller igennem el-ledninger. Når denne glødetråd opvarmes, afgiver den på helt ukontrollabel vis elektroner. Elektronerne farer af sted, de strømmer ud, som var de en skare fodbold-fans på vej til stadion. Hvis disse elektroner fik lov til at strejfe planløst omkring, ville de ikke være til megen nytte, hverken for radioen eller elektronikken. I radiorøret er der imidlertid en glasbeholder (lufttæt). Glødetråden sidder inde i denne beholder, og når den bliver varm udstråler den elektroner alle vegne, men omsonst. Vi vil have elektronerne til at samle sig på en anode, som er placeret i umiddelbar nærhed af glødetråden. Hvis der nu kun var denne glødetråd og denne anode, ville det at samle elektronerne være en komplet umulighed, og et radioprogram eller et radiosignal ville blive totalt forvansket. Radioingeniørerne fandt imidlertid ud af, at hvis man indsatte et såkaldt "gitter" mellem glødetråden og anoden, så ville man kunne kontrollere elektronstrømmen mellem tråd og anode. Dette "gitter", som faktisk er et gitter - ofte et trådnet - virker som det, man kalder 'gitterforspænding' (gitterforhæng). Hvis man anbringer for meget gitter, vil ingen af elektronerne strømme fra glødetråden og over til anoden, de vil i så fald frastødes af gitteret. Ved at tilpasse gitteret kan man opnå den ønskede kontrol med elektronerne.
Vel, du er sikkert nu træt af al den snak om radio, så vi vender igen vor opmærksomhed mod vore hjerner. Hvis vi koncentrerer os for meget, altså hvis vi virkelig vrider og vender vore hjerner over et eller andet problem, sker det alt for ofte, at vi "anvender negative gitterforhæng", som har den effekt, at vi totalt forhindres i at tænke. Vi må altså ikke prøve for hårdt, men skal i stedet gå varsomt frem og hele tiden huske os selv på den gamle kinesiske talemåde: "Soft-lee, softlee catchee monkey" (den, der ager med stude kommer også med).
Vi må koncentrere os på en måde, så hjernen ikke kører træt. Påtag dig ikke mere, end du kan overkomme, men gå 'Middelvejen'. At gå Middelvejen er en orientalsk livsstil. Det betyder, at du hverken må være for god eller for ond, du skal være noget midt imellem. Er du for ond (og gør andre fortræd), vil du blive overgivet til politiet, og hvis du er for god, er du en indbildsk farisæer, som er uegnet til livet her på vor triste jord, hvortil selv Store Ånder er kommet og har set sig nødsaget til at påføre sig selv en eller anden skavank, som f.eks. en brist i deres karakter, således at de under deres ophold her ikke var fuldkomne, thi intet fuldkomment kan eksistere i vor ufuldkomne verden.
Vi siger det igen: prøv aldrig for hårdt, prøv at gøre tingene ganske naturligt, inden for fornuftens grænser og inden for din formåen. Der er ingen grund til, at du går rundt og er slavisk lydhør over for, hvad andre siger. Brug din sunde sans, indret dig selv efter tingene, som de er. Vi står måske og vifter med en rød klud for næsen af dig, men i dine øjne har kluden en anden farve. Du synes måske, at den er lyserød, orange eller sågar purpurfarvet, det affiænger helt af omstændighederne, under hvilke du får øje på kluden. Måske falder lyset anderledes for dig end for os, desuden ser vi jo kluden fra hver sin vinkel. Anstreng dig altså ikke for voldsomt og lad være med slavisk at følge samme spor. Brug din sunde sans og gå Middelvejen. Det lønner sig at benytte 'den gyldne middelvej'.
Prøv at gå ad denne middelvej, det er tolerancens vej. Når vi befinder os på den, respekterer vi andres rettigheder, og ens egen ret respekteres ligeledes.
I østen oplæres præsterne - og også mange andre - i Judo og andre kamparter, ikke fordi disse mennesker er krigeriske, men fordi de, ved at lære Judo eller andre tilsvarende kampformer, samtidig lærer at have kontrol over sig selv. De lærer selvbeherskelsens kunst og frem for alt lærer de nødvendigheden af 'at give efter for at kunne sejre'. Tag nu for eksempel Judo. I denne sport bruger man ikke sin egen kraft for at vinde en kamp, nej, man bruger modstanderens og bringer ham til fald. Selv en lille spinkel kvinde, der har lært Judo, kan overmande en stor brutal fyr, der ikke kender kunsten. Jo større og kraftigere manden er, desto voldsommere angriber han og desto nemmere bliver det at overvinde ham, fordi hans egen kraft bevirker, at han falder så meget tungere.
Lad os bruge Judo eller modstanderens kraft til at overvinde vore problemer med. Lad være med at køre dig selv træt, slid ikke dig selv op. Har du en eller anden bekymring, så tænk på den. Prøv ikke at knibe uden om, som så mange andre gør. Mange er bange for at se et problem i øjnene. De går hele tiden uden om det, sonderer terrænet og føler sig forsigtigt frem, men de når aldrig ind til sagens kerne. Uanset hvor ubehageligt dit problem er og uanset hvor skyldig du føler dig i et eller andet, så gå direkte til ondets rod og find ud af, hvad det er, der tynger dig, hvad det er, du frygter. Når du så har vendt og drejet problemet og set det fra alle sider, skal du SOVE PÅ DET!
Hvis du 'sover på det', overlades det til OVER-SELVET, som er meget klogere, end du er. I forhold til mennesket er OVERSELVET et langt større intellekt. Når OVER-SELVET, eller måske er det din underbevidsthed, har undersøgt problemet og fundet frem til, hvorledes det kan løses, vil det formidle løsningen bragt ind i din bevidsthed, ind i din hukommelse og når du vågner op, vil du kunne bryde ud i jubel af glæde over, at du nu omsider har løsningen på det problem, som så længe har plaget dig, men som du nu kan bringe ud af verden for stedse.
Synes du om vort pulterkammer? Ja, siger du, jamen lad os så trække et andet lille 'klenodie' frem af støvet. Det er nok på tide, vi får halet dette her frem i lyset og får set lidt på det. Hvad kan der mon være i denne lille pakke. Vi åbner den, så får vi se!
Mange mennesker tror, at det at være et godt menneske indebærer, at man er nødt til at leve en trist tilværelse. Disse mennesker har den fejlagtige opfattelse, at man, hvis man er god eller religiøs, altid må gå rundt og se bedrøvet ud. "Gode" mennesker, der således går omkring og er bange for at le eller smile, er ikke så meget bange, fordi et smil ville ændre deres udseende, nej, de er - hvad der er endnu værre - bange for, at et smil vil slå hul på den ydre skal af fromhed, de bærer til skue. Vi kender sikkert alle sammen den strengt udseende mand, som næppe tør smile eller unde sig selv den mindste glæde af lutter frygt for, at et sådant 'fejltrin' ville bringe ham i unåde, så han siden hen havner i helvedes skærsild.
Religion, sand Tro, er en frydefuld ting. Den lover os liv hinsides denne jord. Den lover os belønning for alt, hvad vi har arbejdet for, den lover os, at døden ikke eksisterer. Vi behøver ikke at bekymre os om noget, vi har intet at frygte.
I de fleste mennesker bor en indgroet frygt for døden. Det skyldes, at hvis man nu var i stand til at huske "Efter-Livets" mange glæder, så kunne man måske føle sig fristet til at gøre en ende på livet her på jorden for snarest at komme ind i det lyksalige hinsides. Det ville svare til den skoledreng, der skulker fra skolen og derfor ikke gør fremskridt.
Fæster vi oprigtigt lid til religionen, så lover den os, at vi, når vi er kommet hinsides jorderigets grænser, ikke længere vil støde på de plageånder, vi måtte finde os i at møde på jorden. Vi vil heller ikke træffe folk, der går os på nerverne og forbitrer vor sjæl. Glæd dig over religionen, thi har du den sande tro, er det i sandhed glædeligt, og det er noget, du bør fryde dig over.
Vi er overordentlig kede af at måtte erkende, at mange af de mennesker, der studerer okkultisme eller metafysik, er blandt denne verdens værste syndere. Der findes en sekt - nej, vi røber ikke navnet - en kult som er helt overbevist om, at kun dens medlemmer, som de eneste, er udvalgte. De og kun de vil blive frelste og komme til at leve i deres eget lille Himmerige. Alle vi andre, stakkels dødelige syndere, som vi uden tvivl er i denne kults øjne, er dømt til en grufuld undergang. Dette er naturligvis ikke noget, vi kan skrive under på. Vi tror, at så længe man TROR, er det alt, hvad der behøves. Det afgørende er ikke, om vi tror på religion eller på okkultisme, nej, det afgørende er AT MAN TROR.
Okkultisme er hverken mere eller mindre mystisk eller indviklet end for eksempel vore multiplikationstabeller eller en historisk opdagelsesfærd. Det drejer sig blot om at tilegne sig viden om andre ting, ting som ikke hører den fysiske verden til. Vi falder jo ikke i svime af lutter begejstring, fordi vi finder ud af, hvordan vore nerver påvirker vore muskler eller fordi vi opdager, hvad der gør, at vi kan vrikke med storetåen. Det er jo noget, der hører den fysiske verden til. Så hvorfor skulle vi egentlig opfyldes af begejstring ved tanken om, at vi er omgivet af ånder? Vi ved jo, hvorledes vi kan overføre æterisk energi fra et menneske til et andet. Bemærk venligst, at vi her bruger betegnelsen 'æterisk energi' og ikke det orientalske ord PRANA eller noget andet orientalsk navn herfor. (Prana et sanskritord, der betyder: Livsluften - o.a.) Når vi nu en gang har tilrettelagt dette kursus på engelsk/dansk, holder vi os også helst til dette sprog.
Glæd dig! Jo mere du lærer om okkultisme og om religion, desto bedre sander du det Herlige Liv, som venter os alle i den anden verden. Når vi efterlader vort fysiske legeme i graven, er det som at overlade sit gamle sæt tøj til en eller anden vagabond. Du har intet som helst at frygte af den metafysiske viden, ej heller rummer religionen nogen fare for dig, for hvis du har den rette religion, vil du - jo mere du læser om den, blive overbevist om, at det ER DEN (RETTE) RELIGION.
De religioner, der lover dig skærsild og evig forbandelse, såfremt du træder ved siden af 'den smalle sti', gør deres tilhængere en bjørnetjeneste. I gamle dage, da menneskene endnu mere eller mindre var barbarer, var det muligvis tilladt at 'svinge spanskrøret' for at banke fornuft ind i folk. I vore dage ser det heldigvis anderledes ud.
Alle forældre ved, at det er langt det bedste at opdrage deres børn med mild og kærlig hånd og ikke ved hjælp af allehånde trusler eller klø. De forældre, som konstant truer med at ville sende bud efter politiet eller med 'at nu kommer bussemanden' eller truer med at ville sælge børnene, er dem, der forårsager neuroser - først hos børnene, senere i hele slægten. De forældre, derimod, der med fast, men venlig hånd forstår at opdrage deres børn, så disse lever i glade og lykkelige omgivelser, er dem der skaber gode samfundsborgere. Vi går helhjertet ind for at venlighed og disciplin må være grundlaget, men vi tilføjer at ordet 'disciplin' aldrig må forveksles med: "Kæft, trit og retning".
Lad os sammen glædes over religionen, lad os alle blive børn af de forældre, som opdrager i kærlig hengivenhed og med forståelse. Lad os gøre en ende på alt det falske. Lad det være slut med al uværdig undertrykkelse og terroriseren af andre og lad os gøre en ende på begreber som 'evig forbandelse'. Der er ikke noget, der hedder 'evig forbandelse'. Ingen af os vrages, intet menneske forvises fra den Åndelige Verden! Hvert enkelt menneske bliver frelst, uanset hvor ond han eller hun har været. Ingen vises bort.
Akasha-Optegnelsen, som vi senere skal omtale, fortæller os, at hvis et menneske skulle vise sig at være så frygtelig ondsindet, at der ikke umiddelbart findes nogen måde at hjælpe vedkommende på, så skyldes det udelukkende en forsinkelse i den pågældendes udvikling, og han/hun vil afgjort blive givet endnu en mulighed for i en ny 'livsrunde' at udvikle sig rigtigt, akkurat som den skoleelev, der ikke bestod eksamen, gives chancen for at gennemgå det gamle pensum endnu engang.
Ingen forlanger at vi 'rister vore børn over en glødende ild' eller at vi 'kaster dem ud som føde for de vilde dyr', blot fordi de har sprunget nogle timer over eller skulket nogle få gange fra skolen. Givetvis vil barnets klasselærer tale strengt til det, strengere end han i grunden ville, men rent bortset fra det, så lider barnet ingen overlast, og skulle det blive bortvist fra skolen, vil det ret så snart blive tilmeldt en anden og viser det sig ikke her, varer det ikke længe før skolens tilforordnede i den slags tilfælde dukker op på barnets bopæl for at fremføre sin klage.
Det er det samme med os almindelige mennesker. Forspilder vi vor chance, behøver vi ikke af den grund at fortvivle, vi vil altid få en ny. Gud er ikke sadist. Han er ikke ude på at tilintetgøre os. Han vil blot hjælpe os. Vi gør Vorherre alvorlig uret, når vi beskylder ham for altid at se sig om efter et påskud til at kaste os for hundene. Tror vi på Gud, så lad os også tro på Nåden, for ved at tro på Nåde, vil også vi blive vist Nåde - men lad os først og fremmest selv huske at vise andre Nåde og barmhjertighed. Når vi nu alligevel er inde på dette her, så lad os åbne en anden af de støvede kasser, en som ikke har været åbnet i umindelige tider. Luk den op og lad os se, hvad den har at berette.
Ifølge Akasha-Optegnelsen er Jøderne en folkestamme, som i en tidligere tilværelse overhovedet ikke kunne udvikle sig. Jøderne gjorde alt det, de ikke skulle have gjort, men lod samtidig alt det, de skulle have udrettet, ligge urørt. De hengav sig selv til al kødets lyster. De blev umådelig madglade og mæskede sig i fede og fedtholdige spiser, så meget at de efterhånden blev tykke og overfede, så deres ånde-legemer ikke om natten kunne rive sig løs fra deres overvægtige kroppe og begive sig ud på astral-rejser.
Dette folk, som nu om stunder kaldes for Jøder, blev hverken tilintetgjort eller fordømt til evig pinsel. I stedet genfødtes de for at kunne fuldføre en ny 'livsrunde' (de fik en ny chance). Også her svarer det til (vi har været inde på det tidligere) barnet, der bortvises fra skolen på grund af dårlig opførsel, men som får en ny chance i en anden skole. Det er det samme med Jøderne. I indeværende eksistens-periode lever mennesker, som er på jorden for første gang, og når disse mennesker kommer i kontakt med Jøder forbavses de, bliver forvirrede og endog nervøse og bange. De forstår ikke, hvad det er, der gør en Jødene anderledes, men de opfatter, at der er en forskel, de fornemmer at Jøden sidder inde med en overjordisk viden, og det gør dem bange. Og det menneskene frygter, det ønsker man at udrydde. Derfor er det, at Jøderne, som det ældgamle folk de er, forfølges her i deres nye 'livsrunde', hvor de må igennem det hele endnu engang.
Nogle folk misunder Jøderne deres viden og deres udholdenhed. Også her forholder det sig således, at det man ikke selv ejer, det skal heller ikke andre eje, derfor forsøger man at ødelægge det.
Det er imidlertid ikke vor agt her at fortabe os i spørgsmålet Jøde eller ikke-Jøde.
Vi taler om glæden ved religionen. Lyst og glæde fremmer din evne til at lære (lysten driver værket), og du lærer hurtigere, når du ikke er under tvang. Der findes ikke - vi kan ikke sige det tit nok -sådan noget som evig pinsel, og der eksisterer ikke nogen uudholdelig skærsild. Undersøg dine tanker, prøv i tankerne at gennemgå alt det, du har lært og tænk så over, hvor rimeligt det er, at du i din religiøse tro oplever glæde og kærlighed. Her står du ikke til ansvar over for en grusom far, der ønsker at gennembanke dig eller har planer om at sende dig derhen, hvor peberet gror. Nej, du står over for Store Åndevæsener, som har været det altsammen igennem længe før mennesket fødtes i tanken. De har været igennem det hele, og de kender svarene på alt. De kender besværlighederne - og de er barmhjertige.
Siddende blandt vore 'skatte' på pulterkammeret siger vi derfor: "Vis glæde for din religion og tænk altid med varme følelser på din Gud, uanset hvad du kalder Ham, for Han er altid rede til at stå dig bi, men du må sørge for selv at gøre dig fri af alle frygtsomme tanker.
Nu er det imidlertid på tide, vi forlader pulterkammeret og igen går ned ad den knirkende trappe. Men snart - allerede i næste lektion - vil vi atter bede dig om at ledsage os derop endnu engang, for når vi rigtig får set os omkring, får vi øje på en hel del 'småting', som nok kan være af interesse, og som vi forhåbentlig vil have gavn og glæde af at hale frem i lyset.
Vi mødes altså på pulterkammeret i næste time, ikke sandt?
LEKTION 16
Så mødes vi altså her igen i pulterkammeret!
Hist og her har vi ryddet lidt op og fundet nogle få nye ting frem. Nogle af dem vil måske kaste lys over et eller andet, du i nogen tid har gået og grublet over, men lad os til at begynde med kigge lidt nærmere på dette her:
Det er et brev, som vi modtog for nogen tid siden. Her står ... skal jeg læse det for dig?
"Du skriver meget om frygt. Du siger at der ikke er noget at være bange for undtagen frygten. I dit svar på mit spørgsmål fortalte du mig at det var frygten, som holdt mig tilbage og forhindrede mig i at gøre fremskridt, men jeg er mig ikke nogen frygt bevidst. Jeg føler ingen angst. Hvad kan der så være i vejen?"
Ja, se, det er et ganske interessant problem! Frygt, angst er det eneste, der kan holde dig tilbage. Skal vi se lidt nærmere på det? Sæt dig ned et øjeblik, så vil vi diskutere problemet FRYGT.
Vi er allesammen bange for et eller andet. Nogle af os er mørke-rædde, andre er bange for edderkopper eller slanger. Nogle af os er os vor angst bevidst. Men - hvad er nu det? - vor bevidsthed (den vågne) udgør jo kun en tiendedel, hvad nu, hvis frygten sidder og lurer i underbevidsthedens ni tiendedele?
Ofte sker det at vi af en eller anden ubevidst grund tilskyndes til at gøre dette eller hint, eller vi lader rent ubevidst være med at gøre netop det. Vi ved ikke, hvorfor vi gør visse ting og ej heller hvorfor der er andre ting, vi ikke gør eller ikke kan gøre. Vi har i så henseende ligesom ikke noget fast holdepunkt. Til tider handler vi tilsyneladende irrationelt, men hvis vi lod os undersøge af en psykolog, som i timevis fik lov at hale oplysninger ud af os, medens vi lå der på hans sofa, ja, så ville det måske komme for en dag at vor angst grundede sig i noget, der var hændt os da vi var ganske små. Frygten ville ligge skjult inde i os, skjult for vor bevidsthed, men den ville arbejde i os, bore og gnave i vor underbevidsthed som en hær af termitter, der overfalder en bygning, der udvendig er beklædt med træ. Overfladiske undersøgelser af en sådan bygning ville sandsynligvis fortælle os at alt var fejlfrit og tilsyneladende helt i orden, men også kun tilsyneladende, for i næste nu faldt beklædningen måske sammen, ædt op af de indtrængende termitter.
Det samme gør sig gældende med hensyn til begrebet FRYGT. Frygten behøver ikke at være os bevidst for at kunne virke. Den gør for det meste sin virkning i det underbevidste, fordi vi ikke ved at den er der, og når vi ikke ved det, er der ikke noget, vi kan stille op.
Efterhånden som vi er vokset op, har vi alle måttet leve under ganske bestemte betingelser. Et menneske, som er opdraget i et kristent miljø, vil have lært at der er visse ting, man ikke gør og visse ting, som er forbudt, medens mennesker, født og opdraget i andre religiøse samfund, ikke behøver at leve med disse forbud. Når vi derfor ser på spørgsmålet om frygt, tvinges vi til også at undersøge såvel vor racemæssige som vor familiemæssige baggrund. Er du bange for spøgelser? Hvorfor?
Hvis tante Ingeborg var en godhjertet og gavmild sjæl, som elskede dig højt og inderligt, medens hun levede her på jorden, er der ingen som helst grund til at tro at hun holder mindre af dig nu, hvor hun - efter at have forladt denne verden - lever en langt bedre tilværelse. Så hvorfor være bange for tante Ingeborgs ånd? Vi er bange for ånder eller spøgelser, fordi de er fremmede for os. Vi frygter spøgelser og ånder, fordi vor religion har lært os at der ikke eksisterer sådan noget som spøgelser, og fordi den fortæller os at kun Helgener eller folk, der omgås Helgener, kan se ånder. Vi er bange for det, vi ikke forstår, og det er i grunden tankevækkende at hvis der ikke fandtes pas eller landegrænser og ingen sprogvanskeligheder, så ville der udbryde færre krige. Vi er nemlig bange for russerne, tyskerne eller afghanerne - eller for nogle helt andre, der er lige så bange for os - FORDI VI IKKE FORSTÅR HINANDEN. Vi ved ikke, hvad de agter at gøre mod os.
Angst er noget grufuldt, noget der gør os syge. Det er en plage, som undergraver vor forstand. Hvis vi udviser en vis tilbageholdenhed over for et eller andet, gør vi bedst i at få klarlagt hvorfor. Nogle religioner lærer os at et begreb som reinkarnation er noget sludder, hvorfor? Lad os tage et indlysende eksempel:
I gamle dage havde præsterne uindskrænket magt, og de under-trykte befolkningen, som de herskede over, blandt andet med trusler om evig forbandelse. Alle oplærtes til at få det bedst mulige ud af deres liv, for det var det eneste, de havde. Formentlig tænkte præsterne sig noget i retning af at hvis man fortalte folket om reinkarnation, så ville menneskene sikkert bare drive den af i deres indeværende liv i troen på at de så bare kunne "gi' den en tand mere" i det næste. I forbindelse med dette kan vi nævne at det i Kina for mange menneskealdre siden var fuldt ud legalt at stifte gæld, som man forpligtede sig til at tilbagebetale i sit næste liv! Det er også værd at bemærke at befolkningen i Kina troede så fuldt og fast på reinkarnation at folk forfaldt til dagdrømmeri og slet ingenting fik udrettet. De havde ganske enkelt besluttet sig for at de i dette liv ville holde én lang ferie - så kunne de jo altid indhente det forsømte i deres næste inkarnation! Nuvel, det formede sig ikke således, og derfor blev hele den kinesiske kultur dekadent.
Endnu en gang siger vi: undersøg dig selv og din forstand, din indbildningskraft. Giv dig selv et grundigt hoved-eftersyn og prøv at finde ud af, hvad det er, din underbevidsthed søger at brygge sammen. Hvad er det, der gør dig så nervøs, så bekymret eller bange for visse ting? Hvis du graver tilstrækkelig dybt, vil du også finde årsagen, og du har da ikke mere at frygte.
Det er angsten, der afholder folk fra at foretage astral-rejser. I virkeligheden er det - som vi alle nu ved - ganske enkelt at rejse astralt. Det kræver ikke den helt store anstrengelse af én. Faktisk er det lige så enkelt, som det at trække vejret - og alligevel er folk bange for disse rejser. Søvn er næsten identisk med døden. Søvn er en påmindelse om død, en påmindelse om at vi i sidste ende alle skal dø. Det er derfor, vi spekulerer på, hvad der mon sker med os, når døden og ikke søvnen gør krav på os. Vi forestiller os muligheden af at en eller anden klipper "Sølvtråden" over, medens vi sover. Hvor glider vi så hen? Det kan imidlertid ikke ske. Der er ingen fare forbundet med en astral-rejse, den eneste fare ligger i selve frygten, i den frygt du erkender, såvel som i den frygt du ikke sanser. Igen og igen må vi foreslå: prøv at komme til bunds i dit angstproblem. Det, du kender og forstår, er ikke noget at være bange for, du må derfor skaffe dig klarhed over, hvad det er du frygter.
Vi har sikkert brugt ret megen tid på dette emne, men nu må vi også videre, for der er meget mere som har krav på din opmærksomhed, og vi skal snakke om meget andet endnu, før vi kan afslutte denne lektion og gå over til den næste. Se dig godt omkring, studér vort pulterkammer. Er der noget, der specielt fanger din opmærksomhed? Lagde du mærke til dette her ornament? Det er HELT FANTASTISK (ikke-af-denne-verden), ikke sandt? Ordene får os til at tænke på noget.
"Helt fantastisk!" I daglig tale bruges ofte en eller anden udtryksform, som virkelig er rammende, som f.eks. "Jeg har aldrig set noget så smukt, det var helt fantastisk!" Så sandt, så sandt! Når vi smyger denne verdens lænker af os og rejser hinsides, bort fra dagligdagens mange trængsler, kan vi høre toner og se farver og opleve ting, som rent bogstaveligt 'ikke er af denne verden', som - med andre ord - er HELT FANTASTISKE.
Her på jorden hæmmes vi af vor egen uvidenhed, vor begærlighed og vore urene tanker. Vi har så travlt med at skulle leve op til dem inde ved siden af at vi ikke har tid til at se os omkring. Vor tilværelse er jordbunden. Vi er nødt til at arbejde for at tjene til føden, og samtidig skal vi passe vore sociale forpligtelser.
Når vi har fået vor tilmålte søvn, starter det vilde ræs, alt skal gå TJEP, tjep! der er aldrig tid. Hov, stop et øjeblik! Er det nu nødvendigt med dette jag? Kunne det ikke lade sig gøre at vi indrettede vort liv således at vi i det mindste havde bare en halv time hver dag, som vi kunne bruge til at meditere i? Hvis vi vil meditere, kan vi rejse helt bort fra denne verden. Vi kan - efter nogen tids øvelse - rejse astralt ind i en anden verden. En sådan rejseoplevelse er både opmuntrende og opløftende. Når vi højner vor åndelige tankegang, hæver vi samtidig vore vibrationer og jo højere på 'klaviaturet' (husker du skalaen?) vi kan sanse, jo smukkere og herligere ting vil vi komme til at opleve.
"Ud af denne verden", det er naturligvis vort mål. Vi ønsker os bort fra denne verden, men først når vi har lært vore lektier. Se engang tilbage på oplevelserne i skolens klasseværelse. Mange af os følte os sikkert elendigt tilpas, som vi en varm sommerdag sad der i det indelukkede klasseværelse og lyttede til at læreren med sin monotone stemme kværnede løs om et eller andet, som overhovedet ikke interesserede os en døjt. Hvem i alverden var interesseret i dette eller hint imperiums storhed eller fald? Vi havde langt større lyst til at komme ud i det fri. Fremfor alt ønskede vi at kunne forlade dette beklumrede værelse og komme væk fra denne søvndyssende snak. Vi kunne bare ikke, for hvis vi gik vor vej, ville læreren uden tvivl straffe os, og hvis vi simpelt hen droppede vore lektier, ville vi muligvis dumpe ved eksamensbordet og altså ikke komme op i næste klasse, men måtte forblive i den samme kedelige klasse sammen med en masse nye elever, som ville anse os for nogle sære dumrianer, fordi vi var oversiddere. Lad os derfor ikke tænke på for stedse at rejse ud af denne verden, før vi har lært det vi er sat her på jorden for at lære.
Vi kan tillidsfuldt se frem til de glæder, den ro, det velvære og den åndelige fuldkommenhed, der venter os, når vi forlader denne verden for at træde ind i det herlige hinsides. Vi burde altid huske os selv på at vort ophold her sådan set svarer til at afsone en fængselsstraf under særlig triste omstændigheder. Medens vi vandrer rundt hernede, kan vi ikke rigtigt se hvor rædselsfuldt her er, men hvis du i dette øjeblik kunne rejse ud og betragte jorden oven fra, ville du få ikke så lidt af et chok og være mere end uvillig til at vende tilbage. Det er en af grundene til at så mange af os ikke kan rejse astralt, for hvis ikke man er forberedt, vil det være en ubehagelig oplevelse at vende tilbage - al glæden er jo i det hinsides. De af os som foretager astral-rejser, srr hen til den dag hvor vi 'løslades', men vi sørger sandelig for i mellemtiden at opføre os ordentligt i vor 'fængselscelle'; i modsat fald går vi glip af vore 'fritimer'. Lad os derfor få det bedst mulige ud af det, medens vi er her på jorden, således at vi, når den tid kommer, er beredte til livet i den bedre verden hinsides, som det nok er ulejligheden værd at forberede sig til.
Vi støver ret så meget rundt heroppe på pulterkammeret. Vi haler den ene ting frem efter den anden og banker støv af andre, som forlængst er sorteret fra. Som nu for eksempel denne lille ting: Mange mennesker tror at seere altid studerer ens aura, og at de altid læser ens tanker. Det er skrup forkert! Et menneske med telepatiske eller clairvoyante evner læser ikke ustandselig tanker og studerer ikke hele tiden venners eller fjenders auraer. Noget af det, de i så fald ville få at se, ville være alt for vederstyggeligt og så langt fra smigrende at nogle af dem måske kunne føle sig fristede til at prikke hul på vor opblæste, skidtvigtige indbildskhed.
Næh, der er heldigvis meget andet at tage sig til.
Vi kommer til at tænke på en dame, som somme tider aflægger os et besøg. Hun indleder altid med at fortælle et eller andet, for så pludselig at stoppe op og udbryde: "Men dig behøver jeg vel ikke at fortælle noget, vel?" "Du kender jo det hele bare ved at se på mig, ikke sandt?"
Sådan forholder det sig slet ikke! Vi kunne vide alt, men det ville være moralsk forkert af os. Vær ikke bange for seere, okkultister eller tankelæsere, for er deres moral i orden, vil de ikke snuse i dine private affærer, ikke engang, selv om du beder dem derom, og skulle det forholde sig således at deres moral ikke er helt uangribelig, ja, så vil de slet ikke kunne 'se' eller 'læse' noget som helst. Vi kan godt betro dig at spåkonen, som i sit tivolitelt tyder din fremtid for en skilling, aldeles ikke er synsk. For det meste er hun bare en gammel kone, der har fundet ud af en måde at lave penge på. Efter al sandsynlighed har hun engang haft clairvoyante evner, men der er bare den hage ved det at disse evner ikke må bruges med det formål at tjene penge. Du kan ikke mod betaling fortælle et menneske om dets fremtid, alene af den grund at dine telepatiske eller clairvoyante evner svinder bort i samme nu pengene kommer ind i billedet. Det kedelige er at spåkonen tager sig betalt under alle omstændigheder og eftersom hun som regel er noget af en psykolog, lader hun i første omgang fortrinsvis dig selv føre ordet. For så bagefter at fortælle dig nøjagtig det du ønskede at høre, medens du selv - ført bag lyset, som du er - højlydt giver udtryk for din forbavselse.
Nær aldrig frygt for at en clairvoyant person giver sig til at snage i dine sager!
Mon ikke det ville irritere dig en del, såfremt du sad hjemme i din stue i færd med at skrive et brev, og der så pludselig kom en eller anden ind og stod og kiggede med over din skulder for at se, hvad det var du skrev. Du ville sikkert ikke bryde dig særlig meget om det.
Ville det behage dig, hvis vedkommende begyndte at gennemrode dine personlige effekter eller gav sig til at læse både det ene og det andet, så han eller hun endte med at vide alt om hvad du ejede, hvem du var, og hvordan du var? Ville du bryde dig om at nogen aflyttede alle dine telefonsamtaler? Selvfølgelig ville du ikke det!
Lad os gentage: et menneske, der er i besiddelse af en god moral, går ikke rundt og studerer auraer eller læser tanker, og et menneske, hvis moral er tvivlsom, har slet ikke evnerne til at kunne gøre det. Dette er en af okkultismens love: et menneske med en slet eller dårlig karakter er ikke clairvoyant. Til hver en tid, når du hører tale om den eller den person, der har set både ditten og datten samt lidt til, kan du roligt trække de 99% fra.
En clairvoyant person vil altid vente med at sige noget, indtil du har betroet ham/hende, hvad det er du ønsker at drøfte, og han eller hun vil ikke være spor interesseret i din private tankegang eller i din aura, heller ikke selv om du ønsker det. Der er visse love, som okkultisterne strengt må overholde, for bryder de disse love, er de hjemfaldne til straf, akkurat som vi er det hvis vi bryder vort lands love. Fortæl den synske det du ønsker at fortælle, og hun eller han vil med det samme være klar over om du taler sandt. Så meget ved-står vi. Fortæl hvad som helst, men vær sikker på at det er sandheden, thi lyver du, narrer du kun dig selv og aldeles ikke den pågældende clairvoyante person. Du bør altid huske på at en rigtig, en god seer ikke har til hensigt at læse dine tanker eller vurdere din aura, og en ringe, en ond, seer KAN IKKE!
Nuvel, vi har fundet endnu en lille ting frem, som vi måske også skulle kigge lidt nærmere på: "Nå, så du kommer ikke så godt ud af det med din ægtefælle?" Vel, det kan jo være at netop det forhold er bestemt til at skulle være dit problem eller det problem, som du er sat her på jorden for at løse. Lad os udtrykke det således: hvis man har en hest, som man tilmelder forskellige væddeløb, som den alle vinder uden besvær, så bliver den handicappet i de følgende løb (dvs. den kommer f.eks. til at starte 20-40 meter eller mere efter de andre startende heste, eller den må bære ekstra vægt - o.a.). Prøv at sætte dig i hestens sted! Du er sikkert alt for hurtigt og alt for let og smertefrit kommet igennem din forrige tilværelse, derfor har du denne gang fået et handicap: en partner, der ikke passer til dig. Det, du nu skal gøre, er at få det bedst mulige ud af dit ægteskab, for du må ikke glemme at hvis du og din ægtefælle overhovedet ikke kan være sammen, så vil I aldrig komme til at møde hinanden i livet efter dette.
Hvis et menneske finder en skruetrækker eller en hammer frem fra værktøjskassen, så er det kun et stykke værktøj, som han netop står og skal bruge. Man kan godt betragte sin ægtefælle som det stykke værktøj, man skal bruge for at udføre et ganske bestemt job - for at komme igennem en ny lektion f.eks. Et menneske kan føle sig knyttet til sit værktøj, fordi det sætter ham i stand til at udføre det arbejde han skal gøre, men det er med garanti sikkert at han eller hun aldeles ikke påtænker at bringe værktøjet med i det hinsides.
Der tales og skrives meget om "Menneskets Storhed", men lad det straks være sagt: mennesket er ikke den højeste livsform, der findes.
Tag for eksempel os mennesker her på jorden. Hvad er vi, andet end en lurvet flok rå, egensindige navlebeskuere.
Hvis vi ikke var det, ville vi slet ikke være her, thi her kommer menneskene kun for at lære at overvinde disse negative egenskaber. Mennesket er i sandhed et højere væsen i det hinsides, men vi understreger på ny at vi, medens vi er på jorden, meget vel kommer ud for ikke at være på talefod med vore nærmeste, det være sig ægtefællen, forældrene eller andre slægtninge, hvilket grunder sig i at det alt var planlagt således - en forhindring på vor vej - som vi skulle lære at overvinde.
Man vaccinerer eller poder (mod kopper) ofte folk, som således påføres en meget mild form for den sygdom, de vaccineres imod. Dette sker for at de senere i livet kan modstå et alvorligere angreb af samme sygdom. Vore forældre og vor ægtefælle er så at sige udvalgte til at gøre det ud for vaccination eller podning, men dermed være ikke sagt at vi kommer til at møde dem efter dette livs afslutning. Vi kan faktisk ikke møde dem igen, hvis de i dette liv ikke passede sammen med os, for - som vi tidligere har påpeget - hinsides døden lever vi i absolut harmoni, og hvis menneskene ikke er i harmoni med hinanden vil de ikke komme til at omgås.
