”Denne bogen handler ikke bare om astrallegemet, men også om astralverdenen og dens mange beboere. Den er bemerkelsesverdig fordi forfatteren ikke teoretiserer, men udelukkende bygger på erfaringer gjort av mennesker som har haft evnen til å gå ud af legemet”

 

Fra kapitel 9: SØVNLIV

CHAPTER 9 SLEEP-LIFE –link til eng. utg.

(om man vil læse det de forudg.kapitler- kan man læse dem på engelsk på linken over)

Når et menneske »falder i søvn«, bliver hans højere prin­cipper sammen med det astrale legeme trukket tilbage fra det fysiske legeme; det faste legeme og det æteriske forbliver i sengen, mens astrallegemet flyder i luften oven over ham. I søvnen bruger et menneske simpelt hen sit astrallegeme i stedet for det fysiske; det er kun det fysiske legeme der sover, ikke nødvendigvis mennesket selv.

Sædvanligvis vil astrallegemet, når det således trækkes væk fra det fysiske, genvinde det fysiske legemes form, så personen bliver genkendelig for enhver som kender ham fysisk. Dette skyldes den kendsgerning at tiltrækningen mellem de astrale og de fysiske partikler, der varer hele det fysiske liv, skaber en vane eller en drivende kraft i astral­stoffet, som fortsætter når det midlertidigt er trukket tilbage fra det sovende fysiske legeme.

Af denne grund vil et sovende menneskes astrallegeme bestå af en central del, der svarer til den fysiske del men er forholdsvis tæt, og en omgivende aura der er meget tyndere.

Et meget uudviklet menneske sover næsten lige så meget i sit fysiske legeme, fordi han kun har ringe bevidsthed i sit astrallegeme. Han kan heller ikke bevæge sig bort fra det sovende fysiske legemes nærhed, og hvis der blev gjort forsøg på at trække ham bort i hans astrallegeme, ville han sandsynligvis vågne rædselsslagen op i sit fysiske legeme.

Hans astrallegeme er en slags formløs masse, en flydende tågekreds, svagt ægformet men meget uregelmæssig i kon­tur; den indre forms træk og facon (det fysiske legemes tætte astrale genpart) er også vag, uklar og ubestemt, men altid genkendelig.

Et menneske af denne primitive type plejer under den vågne bevidsthed at sende strømme fra sindet gennem den astrale til den fysiske hjerne. Men under søvnen er den fysiske hjerne uvirksom, og astrallegemet der er uudviklet er ude afstand til at modtage indtryk for egen regning; menne­sket er således praktisk talt ikke-bevidst og kan ikke udtryk­ke sig klart gennem det dårligt organiserede astrallegeme. Fornemmelsescentrene i det kan måske påvirkes af forbipas­serende tankeformer, og han kan reagere i det på stimulanser der rejses i den lavere natur. Men det helhedsindtryk iagtta­geren får, er søvnighed og uklarhed; astrallegemet mangler al målbevidst aktivitet og flyder dovent, sammenhængende og ufuldkomment over den sovende fysiske form.

Derfor sover de højere principper, dvs. det egentlige menneske, i et helt uudviklet menneske, næsten lige så meget som dets fysiske legeme.

I visse tilfælde er astrallegemet mindre sløvt og flyder drømmende omkring på de forskellige astrale strømninger, genkender lejlighedsvis andre mennesker i en lignende til­stand og møder mange slags oplevelser, fornøjelige som ubehagelige, med en håbløs forvirret erindring om dem og ofte forandret til en karikatur af hvad der virkelig er sket (se 10. kapitel om Drømme); det vil få mennesket til at synes næste morgen, at han har haft en underlig drøm.

Hvor det drejer sig om et mere udviklet menneske er der imidlertid stor forskel. Den astrale form er tydeligere og klarere - en fin genpart af menneskets fysiske udseende. I stedet for den vage tågekreds er det omgivet af en skarpt afgrænset ægform, der bevarer sin facon uforandret midt i de varierende strømninger som altid hvirvler rundt på astralpla­net.

Et menneske af denne type er på ingen måde ubevidst i sit astrallegeme men tænker helt aktivt. Ikke desto mindre tager han ikke meget mere notits af sine omgivelser end det uud­viklede menneske. Ikke fordi han er ude afstand til at kunne se, men fordi han er så indhyllet i sine egne tanker at han ikke ser, skønt han kunne gøre det hvis han havde lyst. Hvilke tanker der end har optaget hans sind den foregående dag, fortsætter han dem som regel når han falder i søvn, og han er derfor omgivet af en tæt mur som han selv har lavet sig, så han praktisk talt ikke lægger mærke til noget af det der foregår omkring ham. Lejlighedsvis kan en stærk påvirkning udefra eller et eller andet af hans egne stærke ønsker indefra rive dette forhæng af tåge til side og tillade ham at modtage et eller andet indtryk. Men selv da vil tågen lukke sig næsten øjeblikkelig, og han vil drømme lige så uopmærksomt som før.

Hvis det drejer sig om et endnu mere udviklet menneske, slipper det astrale legeme ud af det når det lægger sig til at sove, og mennesket er da i fuld bevidsthed. Astrallegemet er klart aftegnet og fuldt organiseret, idet det viser lighed med mennesket, og dette er da i stand til at anvende det som et legeme der er langt mere bekvemt end det fysiske legeme.

Astrallegemets modtagelighed bliver ved med at forøges, til det er i stand til straks at reagere på alle dets plans vibrati­oner, de fine såvel som de grove; men i en meget højt udviklet persons astrallegeme vil der praktisk talt ikke være noget stof tilbage der kan reagere på grove vibrationer.

Et sådant menneske er fuldt vågent og arbejder langt mere nøjagtigt, mere aktivt og med større forståelse under den fysiske søvn, end når han er begrænset af sit tætte fysiske legeme. Desuden kan han frit bevæge sig omkring og med en umådelig hastighed i enhver afstand uden at skabe den ringeste forstyrrelse i det sovende fysiske legeme.

 

Han møder måske og udveksler tanker med venner, enten inkarnerede eller diskarnerede, som tilfældigvis er lige så vågne på astralplanet. Han kan møde mennesker der er mere udviklede end han selv og fra dem modtage advarsler eller instruktioner, eller han kan være i stand til at gøre godt mod dem som ved mindre end han selv. Han kan komme i kontakt med ikke-menneskelige væsener af forskellig art (se kapit­lerne 20 og 21 om Astrale væsener); han vil være underkastet alle slags astrale indflydelser, gode og onde, styrkende og skrækindjagende.

Han kan slutte venskaber med folk fra andre dele af ver­den; han kan give eller høre på forelæsninger; hvis han er studerende kan han møde andre studerende, og med de ekstra evner som astralverdenen giver, kan han være i stand til at løse problemer der skaber vanskeligheder i den fysiske verden.

En læge kan for eksempel under det fysiske legemes søvn undersøge tilfælde som han er særlig interesseret i. Han kan på den måde erhverve ny information gennem en slags intui­tion i sin vågne bevidsthed.

Hos et højt udviklet menneske bliver det astrallegeme, der er gennemorganiseret og levendegjort, lige så meget et be­vidsthedslegeme på astralplanet, som det fysiske er på det fysiske plan.

Astralverdenen er lidenskabernes og følelsernes virkelige hjem; de mennesker der giver efter for en følelse, kan her opleve den med en energi og intensitet der heldigvis er ukendt på jorden. Mens det meste af en følelses virkeevne i det fysiske legeme svækkes ved overførslen til det fysiske plan, er kraften til rådighed i sin helhed i astralverdenen, fordi det er dens egen verden. Det er derfor muligt at føle kærlighed og hengivenhed langt mere intenst i astralverde­nen end i den fysiske verden; på lignende måde er det muligt i astralverdenen at føle en lidelse så stærk, at den er utænke­lig i det almindelige fysiske liv.

Det er en fordel under disse forhold at al smerte og lidelse i astralverdenen er frivillig og absolut under kontrol, da livet dér er meget lettere for det menneske som forstår. Det er umuligt at få kontrol over fysisk smerte ved sindets hjælp, men det er yderst vanskeligt; i astralverdenen kan enhver derimod drive den lidelse bort der er forårsaget af en stærk følelse. Mennesket skal kun bruge sin vilje, og sindsbevægelsen forsvinder straks. Dette er en overraskende påstand, men det er ikke desto mindre rigtigt at sådan er viljens og sindets magt over stof. (...stoffet på astralplanet).

At have vundet fuld bevidsthed i astrallegemet er allerede et betydeligt fremskridt; når et menneske tilmed har bygget bro over kløften mellem astral og fysisk bevidsthed, eksiste­rer dag og nat ikke længere for ham, eftersom han fører et liv med ubrudt bevidsthedskontinuitet. For et sådant menneske har selv døden som vi opfatter den, ophørt med at eksistere, da han bringer denne ubrudte bevidsthed med sig - ikke alene gennem nat og dag, men også gennem selve dødens port og op til slutningen af sit liv på astralplanet; det skal vi senere se når vi kommer til at behandle livet efter døden.

En rejse i astrallegemet er ikke kun øjeblikkelig, men den er så hurtig at rum og tid kan siges at være praktisk talt besejret; for selv om et menneske passerer gennem rummet, går det så hurtigt at dets evne til at skelne afstande næsten ikke eksisterer. På to eller tre minutter kan et menneske bevæge sig jorden rundt.

Ethvert rimeligt avanceret og kultiveret menneske har allerede bevidsthed i astrallegemet, så han er helt i stand til at bruge det som et legeme, skønt han i mange tilfælde ikke gør det, fordi han ikke har foretaget de bestemte forsøg der er nødvendige før vanen er skabt.

Vanskeligheden med hensyn til almindelige personer, er ikke at astrallegemet ikke kan virke, men at dette legeme i tusindvis af år er blevet vant til kun at kunne sættes i bevægelse af indtryk der modtages gennem det fysiske legeme, således at de ikke kan forestille sig at astrallegemet kan arbejde på sit eget plan og for egen regning, og at viljen kan virke direkte på det. Folk forbliver »uvidende« astralt set, fordi de er kommet i vane med at vente på de velkendte fysiske vibrationer der skal fremkalde deres astrale virksomhed. Derfor kan man sige om dem at de er uvidende på astralplanet, men slet ikke i planet, og derfor er de kun svagt bevidste om deres omgivelser.

Når et menneske bliver elev hos en af Mestrene, bliver han sædvanligvis rystet ud af sin søvnige tilstand på astralplanet; han bliver fuldt vidende om realiteterne omkring sig på dette plan og bliver sat til at lære af dem og arbejde mellem dem, så hans søvntimer ikke længere er tomhed men fyldt med akti­vitet og nyttig beskæftigelse uden det mindste indgreb i det trætte fysiske legemes sunde hvile.

I 28. kapitel om Usynlige hjælpere skal vi mere udførligt drøfte det omhyggeligt planlagte og organiserede arbejde i astrallegemet; her skal det blot siges at selv før dette stadium er nået, kan der - og det gøres til stadighed - foretages en mængde nyttigt arbejde. Et menneske der falder i søvn med den udtrykkelige beslutning i sit sind at han vil gøre et vist stykke arbejde, vil garanteret forsøge at handle efter sin hensigt så snart han i søvnen er befriet fra sit fysiske legeme. Men når arbejdet er gjort, vil tågen fra hans egne selvcentre­de tanker sandsynligvis lukke sig om ham endnu en gang, medmindre han har vænnet sig til at begynde på nye initiati­ver når han fungerer adskilt fra den fysiske hjerne. Det valgte arbejde er naturligvis i visse tilfælde af en sådan art, at det optager hele den tid der tilbringes med søvn, og et sådant menneske vil anstrenge sig mest muligt og så langt hans astrale udvikling tillader det.

 

Enhver burde beslutte sig til hver nat at gøre noget nyttigt af en eller anden art på astralplanet: trøste en der er i nød, bruge viljen til at indgyde styrke i en ven der er svag eller syg, berolige en der er ophidset eller hysterisk eller udføre lig­nende tjenester.

Det er helt sikkert at der opnås gode resultater, og hvis hjælperen vil lægge mærke til det, modtager han ofte tegn i den fysiske verden på det gode der er opnået.

Der er fire måder hvorpå et menneske kan »vækkes« til bevidst aktivitet i sit astrallegeme.

1)           Ved evolutionens almindelige forløb; den er langsom men sikker.

2)           Ved selv at forstå sagens sammenhæng og gøre en udholdende indsats for at bortjage tågen i sit indre og lidt efter lidt overvinde den sløvhed han har vænnet sig til. Hvis han vil gøre dette må han beslutte, inden han falder i søvn, at prøve når han forlader legemet at vække sig selv og se et eller andet, eller at gøre et eller andet nyttigt arbejde. Dette vil naturligvis kun fremskynde den naturlige evolutionsproces. Det er vigtigt først at udvikle sund fornuft og moralske egenskaber; og dette af to grunde: for det første for ikke at misbruge de kræfter han erhverver sig, og for det andet for ikke at blive overvældet af frygt når han står over for kræfter han hverken forstår eller kan kontrollere.

3) Ved et tilfælde eller ved ulovlig anvendelse af magiske ceremonier kan han rive sløret i stykker, så det aldrig kan blive helt tæt igen. Beretninger om dette findes i »A bewit­ched Life« af H.P.Blavatsky og i »Zanoni« af Lord Lytton.

4) En ven kan virke udefra på den lukkede skal der omgi­ver vedkommende menneske og lidt efter lidt hjælpe ham til højere muligheder. Dette må imidlertid aldrig gøres hvis vennen ikke er sikker på, at det menneske der vækkes har det mod, den kærlighed og de andre egenskaber der er nødvendige for at kunne gøre nyttigt arbejde.

Men behovet for hjælpere på det astrale plan er så stort, at enhver aspirant kan være sikker på at der ikke vil gå en dag over det tidspunkt hvor han er moden, hvor han bliver vakt. (benyttet?)

Det kan tilføjes, at når et barn bliver vakt på astralplanet, vil dets udvikling i astrallegemet foregå så hurtigt at det meget snart vil leve i en tilstand på dette plan, der kun er ganske lidt ringere end den voksnes. Og når det drejer sig om at gøre nytte, vil det naturligvis være langt mere avanceret end det klogeste menneske som endnu ikke er vakt.

Men medmindre det ego, eller den sjæl der udtrykker sig gennem barnelegemet, besidder de nødvendige egenskaber med hensyn til en fast og kærlig indstilling og klart har vist det i sine tidligere liv, vil ingen okkultist tage det ansvar på sig at vække ham på astralplanet. Når det er muligt at vække børn på denne måde, viser de sig imidlertid ofte at være meget duelige arbejdere på astralplanet, og de kaster sig over arbejdet med en helhjertethed der er smuk at se.

Mens det er forholdsvis let at vække et menneske på astralplanet, er det til gengæld praktisk talt umuligt, undta­gen med den mest uønskede anvendelse af mesmerisk ind­flydelse, at få det til at sove igen.

Søvnliv og vågent liv er således ét; under søvnen er vi vidende om denne kendsgerning og har den fortsatte erin­dring om begge, dvs. astral hukommelse indbefatter den fysiske, mens den fysiske hukommelse naturligvis på ingen måde altid indbefatter erindring om astrale oplevelser.

Fænomenet søvngængeri (somnambulisme) kan tilsynela­dende fremkaldes på forskellige måder:

1) Egoet eller sjælen er måske i stand til at handle mere indirekte på det fysiske legeme under de astrale og mentale legemers fravær. I tilfælde af denne art kan et menneske for eksempel være i stand til at skrive digte, male billeder osv., som ligger langt over hans almindelige evner i vågen tilstand.

2) Det fysiske legeme kan måske arbejde automatisk og ved vanens magt være ukontrolleret af mennesket selv. Så­danne tilfælde gives når for eksempel en tjener står op midt om natten og tænder lys og udfører sine vante pligter i huset, eller hvor det sovende fysiske legeme til en vis grad udfører den beslutning der var dominerende i sindet før vedkom­mende faldt i søvn.

3) Et væsen udenfor - inkarneret eller diskarneret - kan gribe et sovende menneskes legeme og bruge det til sine egne formål. Dette sker mest sandsynligt med en person der er mediumistisk, dvs. hvis legemer er mere løst knyttet sam­men end sædvanlig og derfor er lettere at skille.

Den kendsgerning at astrallegemet forlader det fysiske legeme under søvnen, giver imidlertid med hensyn til almin­delige mennesker ikke mulighed for besættelse, fordi egoet eller sjælen altid opretholder en nær forbindelse med sit legeme og hurtigt vil blive kaldt tilbage hvis nogen skulle gøre forsøg på det.

4) En helt omvendt tilstand kan skabe et lignende resultat. Når principperne eller legemerne passer tættere end sæd­vanligt sammen, kan mennesket, i stedet for at besøge fjerne steder i sit astrallegeme alene, tage det fysiske legeme med sig, fordi han ikke helt er adskilt fra det (i religiøst sprogbrug bilokation udg.)

5) Søvngængeri er sandsynligvis også knyttet til det komplekse problem med menneskets forskellige bevidsthedslag, som under normale omstændigheder ikke kan ma­nifestere sig.

Nært beslægtet med søvnliv er trancetilstanden, som er en søvntilstand der er fremkaldt kunstigt eller anormalt. Medier og meget følsomme mennesker passerer hurtigt ud af det fysiske legeme ind i astrallegemet, som regel ubevidst. Astrallegemet kan da udføre sine funktioner såsom at rejse til et fjernt sted, samle indtryk dér og bringe dem tilbage til det fysiske legemes hjerne. I tilfælde med et medium kan astrallegemet beskrive disse indtryk ved hjælp af det fysiske legeme der er i trance; men når mediet kommer ud af trance kan hjernen som regel ikke genvinde de indtryk der således er gjort på den, og der efterlades intet spor i den fysiske hukommelse om de oplevelser der er erhvervet. Lejligheds­vis - men det er sjældent - kan astrallegemet gøre et vedva­rende indtryk på hjernen, så mediet er i stand til at genkalde sig den viden det har erhvervet under trancen.

 

 

 

10. Drømme

Bevidsthed og aktivitet i astrallegemet er én ting; hjernens hukommelse om denne astrale bevidsthed og aktivitet er noget helt andet. Eksistensen eller fraværet af fysisk hu­kommelse påvirker på ingen måde bevidstheden på astralplanet og heller ikke evnen til at fungere her med fuldkom­men lethed og frihed. Det er i virkeligheden ikke alene muligt men tilmed almindeligt, at et menneske fungerer frit og nyttigt i sit astrallegeme under det fysiske legemes søvn og vender tilbage til det uden den ringeste erindring om sin astrale virksomhed.

Bevidsthedsafbrydelsen mellem det astrale og det fysiske liv skyldes enten mangel på udvikling af astrallegemet eller mangel på en passende æterisk bro mellem legemernes astrale og fysiske stof.

Denne bro består af det tætvævede net af atomisk stof hvorigennem vibrationerne skal passere, og som forårsager et øjebliks tab af bevidsthed der virker som et slør mellem sovende og vågen tilstand.

Den eneste måde hvorpå en erindring om astrallivet kan bringes igennem, er at udvikle astrallegemet tilstrækkeligt og vække de æteriske chakraer; derved opstår en funktion som overfører kræfter fra det astrale til det æteriske. Des­uden må hypofysen kunne fungere aktivt da den fokuserer på de astrale vibrationer.

Når man vågner, har man somme tider en fornemmelse af at have oplevet noget, men man kan ikke huske det. Denne fornemmelse viser at der har været astral bevidsthed, hvor hjernen dog ikke har været tilstrækkelig modtagelig til at kunne opfatte. Til andre tider kan mennesket have held med at skabe et flygtigt indtryk på den æteriske dublet og det faste legeme, der resulterer i en livlig hukommelse af astrallivet. Dette gøres somme tider med fuldt overlæg, når der sker noget man føler man bør huske på det fysiske plan. En sådan erindring forsvinder som regel hurtigt og kan ikke genvin­des. At anstrenge sig for at genvinde erindringen ved at oprette stærke vibrationer i den fysiske hjerne overvælder endnu mere de finere astrale vibrationer, og gør som følge heraf et godt resultat endnu mere umuligt.

Der sker også somme tider ting der gør et så levende indtryk på astrallegemet, at de præges på den fysiske hjerne som en slags indirekte følge.

I andre tilfælde kan et menneske have held til at overføre ny viden til den fysiske hjerne uden dog at have erindring om hvor og hvordan denne viden blev vundet. For eksempel kender de fleste mennesker til at de i lang tid har tumlet med et uløseligt problem; pludselig dukker en løsning op i be­vidstheden, eller der kastes lys over et spørgsmål der tidlige­re var uklart. Sådanne tilfælde kan tages som tegn på at der er gjort fremskridt i astrallegemets udvikling, skønt det fysiske legeme endnu kun er delvis modtageligt.

Der gives tilfælde hvor den fysiske hjerne ikke reagerer, men hvor der kan komme levende og fornuftige og sammen­hængende drømme; det sker for mange mennesker fra tid til anden.

Det er kun få mennesker der tager sig af om den fysiske hjerne husker eller ikke når de er i astrallegemet, og ni ud af ti kan ikke lide at vende tilbage til legemet. Når man kommer tilbage i det fysiske legeme fra astralverdenen, har man en følelse af at blive lukket inde; det er som om man blev indespærret i en tyk og tung overfrakke. Glæden ved livet på astralplanet er så stor at fysisk liv i sammenligning hermed slet ikke opleves som noget liv. Mange betragter den daglige venden tilbage til det fysiske legeme, som mennesker be­tragter den daglige tur til kontoret. De har ikke nogen di­rekte uvilje mod det, men de ville ikke gøre det hvis de ikke var tvungne til det.

 

Hvor det gælder højt udviklede og avancerede personer er den æteriske bro mellem de astrale og de fysiske verdener bragt i stand, og da er der fuldstændig bevidsthedskontinuitet mellem det astrale og det fysiske liv. For sådanne menne­sker hører livet op med at være dage med erindring og nætter med glemsel, men bliver i stedet for et fortsat hele, år efter år, med ubrudt bevidsthed.

Et menneske som normalt ikke har nogen erindring om sit astralliv kan lejlighedsvis uden at ville det - ved en ulykke eller sygdom eller ved at foretage visse øvelser - bygge bro over kløften mellem astral og fysisk bevidsthed, således at hans astrale bevidsthed fra dette tidspunkt og videre frem vil være fortsat, og hukommelsen om hans søvnliv vil derfor blive fuldkommen. Men før dette sker må han have udviklet fuld bevidsthed i astrallegemet. Det er blot sønderrivningen afsløret mellem det astrale og fysiske der er pludselig, ikke astrallegemets udvikling.

Drømmelivet kan ændres betydeligt som resultat af mental vækst. Enhver impuls der sendes fra sindet til den fysiske hjerne skal passere gennem astrallegemet, og da astralstof reagerer langt bedre på tankevibrationer end det fysiske stof, vil de virkninger der skabes på astrallegemet følgelig være tilsvarende større. Når et menneske derfor har lært mental kontrol, dvs. når han har lært at beherske hjernen, at kon­centrere sig og tænke som og når han vil, vil der ske en tilsvarende forandring i hans astralliv; og hvis han bringer erindringen om dette liv ind i den fysiske hjerne, bliver hans drømme livlige, vedvarende, fornuftige, ja endog instrukti­ve.

I almindelighed kan man sige, at jo mere den fysiske hjerne er øvet i at bevare mentallegemets vibrationer, jo mere tilgængelig er broen over kløften mellem vågen og sovende bevidsthed. Hjernen burde mere og mere blive menneskets redskab og lyde hans viljes impulser.

Drømme om almindelige begivenheder kolliderer ikke med astralarbejde, fordi sådanne drømme sker i den fysiske hjerne, mens det virkelige menneske er borte og udfører andre ting. Det har ikke noget at betyde hvad den fysiske hjerne foretager sig, så længe den afholder sig fra uønskede tanker.

Når en drøm først er begyndt, kan dens forløb som regel ikke ændres; men drømmelivet kan i betydelig grad kon­trolleres indirekte. Det er specielt vigtigt at den sidste tanke, før man glider ind i søvnen, er ædel og opløftende, da den vil anslå den tonart som i det store og hele bestemmer de drømmes natur som følger. En ond og uren tanke tiltrækker onde og urene indflydelser og væsener, som reagerer på sindet og på astrallegemet og er tilbøjelige til at opvække lave og jordiske ønsker.

Hvis et menneske på den anden side falder i søvn med sine tanker fæstnet på høje og hellige ting, vil han automatisk trække elementaler til sig der er skabt af lignende bestræbel­ser fra andre, og som følge heraf vil hans drømme være gode og rene.

Da vi i denne bog hovedsageligbehandler astrallegemet og de fænomener der er nær forbundet med det, er det ikke nødvendigt at forsøge at give en udtømmende forklaring på det større emne om drømmebevidsthed. Men for at vise den rette plads af den del astrallegemet har i drømmelivet, er det nyttigt ganske kort at opridse de hovedfaktorer der er med til at skabe drømme. Den studerende henvises til et detaljeret studium af hele spørgsmålet i den udmærkede lærebog »Dreams« af C.W.Leadbeater, (link) hvorfra de følgende kends­gerninger er et uddrag.

De faktorer der medvirker til frembringelsen af drømme er:

1) Den lavere fysiske hjerne med dens barnlige halvbevids­thed og den vane at udtrykke enhver stimulans i billedsprog.

2) Den æteriske del af hjernen hvorigennem der farer en endeløs procession af usammenhængende billeder.

3) Astrallegemet skælvende af begær og følelser.

4) Egoet eller sjælen (i kausallegemet) som kan være i en bevidsthedstilstand der spænder fra total ufølsomhed til fuldkommen beherskelse af dets evner.

Når et menneske falder i søvn, trækker hans ego eller sjæl sig yderligere ind i sig selv og efterlader hans forskellige legemer mere frie end sædvanlig til at gå deres egne veje. Disse enkelte legemer: 1) er meget mere modtagelige for indtryk udefra end ellers; og 2) har hver især deres egen meget rudimentære bevidsthed. Som følge heraf er der rige­lig årsag til fremkomsten af drømme, såvel som til forvirrede genkaldelser i den fysiske hjerne af andre legemers oplevel­ser under søvnen.

Sådanne forvirrede drømme kan altså skyldes: 1) en serie sammenhængende billeder og umulige overførsler der fremkommer ved den fysiske hjernes sanseløse automatiske virke; 2) en strøm af tilfældige tanker som går gennem den æteriske del af hjernen; 3) den aldrig hvilende bølge af jordisk begær der farer gennem astrallegemet og muligvis stimuleres af astral indflydelse; 4) et ufuldkomment forsøg af et uudviklet ego på at dramatisere; 5) en blanding af mange eller alle disse indflydelser.

Vi beskriver kort de vigtigste elementer i hver af denne slags drømme:

1. Fysisk hjernedrøm. Når egoet eller sjælen i søvnperioden trækker sin hjernekontrol tilbage, har det fysiske legeme stadig sin egen uklare bevidsthed og desuden det fysiske legemes individuelle samlede bevidsthedsmasse. Den fysi­ske bevidstheds magt over hjernen er langt svagere end egoets eller sjælens over hjernen, og under den sidstes fra­vær er rene fysiske forandringer derfor i stand til at påvirke hjernen i meget høj grad. Eksempler på sådanne forandrin­ger er: uregelmæssighed i blodcirkulationen, dårlig fordøjel­se, varme eller kulde osv.

Den tågede fysiske bevidsthed har visse ejendommeligheder: 1) den er til en vis grad automatisk; 2) den synes ikke at kunne forstå en ide undtagen i den form hvori den selv er aktør. Som følge heraf bliver alle stimulanser - både udefra og indefra - øjeblikkelig omsat i erkendbare billeder; 3) den kan ikke forstå abstrakte ideer eller erindringer som sådan men omformer dem straks til indbildt opfattelse; 4) enhver lokal tankeretning bliver til en virkelig transport i rummet, dvs. at en tilfældig forbipasserende tanke om Kina øjeblik­kelig vil skabe en forestilling om at være i Kina; 5) den har ingen evne til at bedømme rækkefølgen, værdien eller den objektive sandhed i de billeder der viser sig for den; den accepterer dem alle som den ser dem og føler aldrig forbav­selse over noget der sker, lige meget hvor fornuftstridigt eller absurd det er; 6) den er undergivet princippet om associering, og derfor er billeder, der er uden forbindelse med hinanden bortset fra at de repræsenterer begivenheder som er sket nær hinanden i tid, tilbøjelige til at blive blandet sammen i en håbløs forvirring; 7) den er ualmindelig følsom for den ringeste ydre indflydelse såsom lyd og berøring og 8) den forstørrer og fordrejer dem i en næsten utrolig grad.

Den fysiske hjerne kan på denne måde skabe forvirring og overdrivelse nok til at forklare mange drømmefænomener, men på ingen måde dem alle.

2. Æterisk hjernedrøm: Under legemets søvn er den æteri­ske hjerne om muligt endnu mere følsom for påvirkninger udefra end den er under almindelig vågen bevidsthed. Mens sindet er aktivt beskæftiget og hjernen derved fuldt sysselsat, er den praktisk talt uimodtagelig for det konstante tanke-indtryk udefra. Men i samme øjeblik hjernen er ubeskæfti­get, begynder den inkonsekvente og kaotiske strøm at udgy­de sig i den. Hos de fleste mennesker er de tanker der flyder gennem deres hjerner i virkeligheden slet ikke deres egne tanker men fragmenter der kastes ud af andre mennesker. Som følge heraf bliver specielt i søvnlivet enhver forbipasse­rende tanke, der finder et eller andet der stemmer overens med den i den sovende hjerne, grebet og anvendt. Der starter på den måde en hel tankerække som til sidst falmer bort, hvorefter den usammenhængende og formålsløse strøm igen flyder gennem hjernen.

Det er her værd at lægge mærke til, at der under den nuværende verdensevolutions tilstand sandsynligvis er flere onde tanker end gode, som flyder omkring et menneske med en ukontrolleret hjerne der er åben for alle slags fristelser. Dem kunne sinds- og hjernekontrol have sparet ham for.

Selv om disse tankestrømme ved en eller anden persons mellemkomst lukkes ude fra den sovendes æteriske hjerne, vil denne dog ikke forblive passiv men langsomt begynde at udvikle billeder af sit eget lager af minder.

3) Astraldrømme: De er simpelt hen genkaldelse i den fysiske hjerne af astrallegemets liv og aktiviteter under det fysiske legemes søvn, hvortil der allerede er henvist på de foregående sider. Hvor der er tale om en rimelig udviklet person, kan astrallegemet rejse uden ubehag i betydelige afstande fra dets fysiske legeme og bringe med sig tilbage mere eller mindre bestemte indtryk fra steder det har besøgt, eller af mennesker det har mødt. I hvert tilfælde er astralle­gemet, som det allerede er blevet sagt, intenst modtageligt for enhver tanke eller forestilling der angår begær og følelse, skønt den slags begær der hurtigst får det til at reagere naturligvis afhænger af den pågældendes udvikling og hans astrallegemes renhed.

Astrallegemet er hele tiden modtageligt for passerende tankestrømmes indflydelse, og når sindet ikke aktivt kon­trollerer det modtager det bestandig disse stimulanser udefra og reagerer ivrigt på dem. Under søvnen bliver det om muligt endnu hurtigere påvirket. Et menneske der for ek­sempel fuldstændig har tilintetgjort fysisk begær som han tidligere har haft for alkohol, og som han i sit vågne liv måske direkte føler afsky for, kan følgelig ofte drømme at han drikker og i denne drøm opleve nydelsen ved det. Om dagen vil astrallegemets begær være under kontrol af viljen, men når astrallegemet frigøres i søvnen, flygter det til en vis grad fra egoets eller sjælens dominans, og dets gamle vane hævder sig ved igen at reagere på astral indflydelse udefra. Den slags drømme er rimeligvis almindelig for mange mennesker som gør alvorlige forsøg på at bringe deres begærnatur under viljens kontrol.

Det kan også ske at et menneske har været fordrukkent i et tidligere liv, og stadig i sit astrallegeme har stof der er tiltruk­ket af de vibrationer der er skabt i det permanente atom af drikkeriet. Skønt dette stof ikke er stimuleret i dette liv, kan det dog i drømme, når egoets kontrol er svag, reagere på drikkevibrationer udefra, og mennesket drømmer derfor at det drikker. Når man forstår sådanne drømme, har man ingen grund til at være ked af det. De bør dog tages som en advarsel om at der stadig findes mulighed for at længselen efter spiritus igen kan vågne.

4)  Ego- eller sjæledrømme: Meget af astrallegemets natur forandrer sig efterhånden som det udvikles, og forandringen er endnu større hos egoet - eller det virkelige menneske -som bebor det. Når astrallegemet ikke er meget andet end en flydende tåge, sover egoet eller sjælen næsten lige så meget som det fysiske legeme og er blind for indflydelse fra højere planer. Og selv om en eller anden ide eller tanke derfra skulle nå ham, vil han ikke kunne udtrykke oplevelsen på den fysiske hjerne, da han har ringe eller ingen kontrol over sine lavere legemer.

Sovende mennesker kan befinde sig på ethvert stadium fra komplet glemsel til fuld astral bevidsthed, og som det allere­de er sagt må man huske på, at selv om man kan have mange vigtige oplevelser på de højere planer, kan egoet eller sjælen ikke desto mindre være ude af stand til at overføre dem på hjernen, således at der enten slet ingen fysisk hukommelse er eller kun en meget forvirret erindring.

De vigtigste egenskaber ved egoets bevidsthed og dets oplevelser, hvad enten de huskes eller ej i hjernen, er føl­gende:

1) Egoets tids- og rumopfattelse er så helt anderledes end den han bruger i den vågne tilstand, at det næsten er som om tid og rum ikke eksisterer for ham. Der findes mange tilfælde hvor egoet på få øjeblikke - sådan vil man opfatte det - kan have oplevet noget der varer i mange år; begivenhed efter begivenhed udspiller sig i alle detaljer.

2) Egoet eller sjælen er tilbøjelig til øjeblikkelig dramati­sering. Således kan en fysisk lyd for eksempel eller en berø­ring nå egoet - ikke gennem den sædvanlige nervemekanisme, men direkte i en brøkdel af et sekund før den når den fysiske hjerne. Denne brøkdel af et sekund er tilstrækkelig for egoet til at konstruere en slags drama eller en serie scener, der leder til og kulminerer i den lyd eller berøring som vækker det fysiske legeme. Hjernen blander drøm og virkelig begivenhed sammen og indbilder sig derfor virkelig at have gennemlevet drømmens begivenheder.

Denne evne eller vane synes imidlertid at være særlig ejendommelig for det ego der åndelig talt er forholdsvis uudviklet. Efterhånden som det udvikler sig, hæver det sig imidlertid over denne sin barndoms yndefulde løjer. Det menneske som har opnået fortsat bevidsthed, er så fuldt beskæftiget med højere planers arbejde at han ikke bruger energi på en sådan dramatisering, og som følge heraf ophører den slags drømme for ham.

3) Egoet eller sjælen besidder også til en vis grad evnen til fremsyn og er somme tider i stand til at forudse begivenheder som er ved at ske, eller snarere som kan ske hvis der ikke tages skridt til at forhindre dem; og egoet er i stand til at indpræge det på den fysiske hjerne. I visse tilfælde har man givet agt på advarslen, og de nødvendige skridt er foretaget så det forudsete resultat enten modificeres eller undgås fuld­stændig.

4) Når egoet eller sjælen er ude af legemet under søvnen, synes han at tænke i symboler: en tanke eller en ide som det ville kræve mange ord at udtrykke, bliver fuldstændigt overført til ham ved et enkelt symbolsk billede. Hvis en sådan symbolsk tanke indpræges på hjernen og huskes i vågen tilstand, kan tankesindet selv oversætte det i ord; på den anden side kan det også komme igennem som blot et uoversat symbol, og det vil så skabe forvirring. I drømme af denne slags ser det ud til at hvert enkelt menneske har sit eget symbolsprog: vand kan for eksempel betyde at der nærmer sig vanskeligheder, perler kan være et tegn på tårer og så fremdeles.

 Hvis et menneske vil have nyttige drømme, hvis det for eksempel ønsker i vågen tilstand at have gavn af det egoet lærer det under søvnen, må det foretage sig visse skridt før det kan opnå et sådant resultat.

Først er det vigtigt at man i det almindelige vågne liv har vedvarende koncentreret tankegang. Et menneske som har absolut kontrol over alle sine tanker, ved nøjagtig hvad han tænker og hvorfor; han vil også opdage at hjernen, der er øvet i at lytte til egoets tilskyndelser, vil forblive uvirksom når den ikke er i brug, og at den vil nægte at modtage eller reagere på tilfældige strømme fra det omgivende tankehav. Der er større sandsynlighed for at et sådant menneske vil være modtageligt for indflydelse fra de højere planer. Og han vil have en dybere indsigt og en sandere bedømmelse end han nogen sinde kunne opnå alene på det fysiske plan.

Det skulle ikke være nødvendigt at tilføje at mennesket også skal være fuldstændig herre over i det mindste sine lavere lidenskaber.

Ved en meget almindelig handling kan et menneske udelukke den tankestrøm fra sin æteriske hjerne som presser på den udefra. Når han lægger sig til at sove, skal han forestille sig sin aura og stærkt ønske at dens ydre overflade skal være en hård skal der beskytter ham mod indflydelse udefra. Auraens stof vil adlyde hans tanke og danne skallen. Dette skridt er af mærkbar værdi for den ønskede tilstand.

Det er allerede nævnt hvor vigtigt det er at fæstne sin sidste tanke på høje og ædle ting inden man falder i søvn; det burde gøres regelmæssigt af enhver som ønsker at bringe deres drømme under kontrol.

Her er det måske nyttigt at tilføje hinduernes udtryk for de fire bevidsthedsstadier:

Jagrat er den almindelige vågne bevidsthed.

Svapna er drømmebevidstheden der arbejder i astrallege­met og kan indpræge sine oplevelser på hjernen.

Sushupti er bevidstheden der arbejder i mentallegemet og ikke er i stand til at indpræge sine oplevelser på hjernen.

Turiya er en trancetilstand hvor bevidstheden arbejder i det buddhiske legeme, og er så langt adskilt fra hjernen at den ikke hurtigt kan kaldes tilbage ved ydre midler.

Disse udtryk bruges imidlertid relativt og kan variere i overensstemmelse med sammenhængen. I én fortolkning af jagrat forbindes således de fysiske og de astrale planer - de syv underafdelinger der svarer til det fysiske stofs fire til­stande og astralstoffets tre brede delinger.

Med hensyn til yderligere oplysninger henvises den stude­rende til »An Introduction to Yoga« af A. Besant, side 16 og følgende, og også til »A Study in Consciousness«, hvor vågen bevidsthed defineres som den del af den totale bevidsthed der arbejder gennem det aller yderste legeme.

 

 

 

 

neste del

hovedsiden åndelig stoff