den primære hjelper er OVERSELVET

Det flg er noen korthistorier som er diktert fra andre siden - astralplanet – til

C.W.LEADBEATER allerede i 1912!-  gjennom boken

"INVISIBLE HELPERS" (3.utg.1912)

 eller som på dansk het

og utgitt på teosofisk forlag -84. isbn87-88501-04-3

 (merk-bilder i alt dette er ikke hentet fra boken)

hele ALTET er forbundet via bevissthet - alt LEVER- men hvert nivå eller utviklingsspiral kan ikke fattes dagsbevisst  av underliggende vesener i lavere trinn, før enn man har nådd KOSMISK BEVISSTHET - et stadium som ALLE når på et tidspunkt i hver spiral, når man lever i ABSOLUTT HARMONI og samklang med alle andre, og der kjærligheten og innsikten er nærmest fullkommen.

Fra Kapitel 11

 SKIBBRUD OG KATASTROFER

 Undertiden er det muligt for medlemmer af hjælpernes skare at afværge overhængende katastrofer af en mere omfattende art. Når en skibskaptajn uden at vide af det er kommet langt ud af kurs på grund af en eller anden ukendt strøm eller fejlagtigt bestik og derved er kommet i alvorlig fare, har det i mere end et tilfælde været muligt at hindre et forlis ved gentagne gange at bibringe ham en fornemmelse af, at der er noget galt, og selv om denne forestilling i reglen kun trænger ind i kaptajnens hjerne 'som en uklart advarende intuition, er det næsten sikkert, at han, når den dukker op atter og atter, vil skænke den lidt opmærksomhed og tage de forholdsregler, han måtte finde påkrævet.

 I et tilfælde, hvor kaptajnen på en bark var kommet meget nærmere ind til land, end han anede, følte han sig drevet til at kaste loddet ud, og selv om han i nogen tid gjorde modstand mod denne tilskyndelse, som han betragtede som unødvendig og tåbelig, gav han dog til sidst noget tøvende ordre til det. Resultatet forbløffede ham, og han lagde straks roret om og stod ud fra kysten; men først da det blev morgen, gik det op for ham, hvor nær han havde været på en forfærdelig ulykke.

En katastrofe er imidlertid ofte af karmisk natur og kan ikke afværges; men derfor må man ikke tro, at der ikke kan gives hjælp i sådanne tilfælde. De mennesker, det drejer sig om, er muligvis bestemt til at dø og kan derfor ikke reddes fra døden; men i mange tilfælde kan man til en vis grad forberede dem på den, og man kan ganske afgjort hjælpe dem på den anden side, når det hele er forbi. Man kan faktisk roligt sige  at hvor som helst der indtræffer en stor katastrofe af en eller anden art, bliver der også sendt spirituel hjælp.

Der har fornylig været to tilfælde, hvor der blev ydet en sådan hjælp, nemlig da The Drummond Castle (se bilde over) forliste ud for Cape Ushant, og da byen St. Louis i Amerika blev hærget af en frygtelig cyklon. Ved begge disse lejligheder blev der givet nogle få minutters varsel, og hjælperne gjorde deres bedste for at berolige dem, der var blevet ramt af ulykken, og indgyde dem mod, så at choket, når det kom, ville blive mindre alvorligt, end det ellers kunne være blevet. I begge disse tilfælde blev størstedelen af arbejdet med ofrene dog naturligvis udført på astralplanet, efter at de havde forladt deres fysiske legemer; men det er noget, vi senere skal komme ind på.

 Når en katastrofe er nær forestående, er det trist at se, hvor ofte hjælperne bliver hindret i deres venlige bestræbelser af den vilde panik, der bryder ud blandt dem, der er truet af faren, eller undertiden, hvad der er endnu værre, af et vanvittigt drikkeri blandt dem, de prøver på at hjælpe. Mangt et skib er gået ned, mens næsten alle ombordværende var fra vid og sans af druk og derfor ganske ude af stand til at drage fordel af den hjælp, de fik tilbudt, enten før døden eller i lang tid efter.

 Hvis vi nogensinde skulle komme til at befinde os i overhængende fare, som vi ikke kan gøre noget for at afværge, skal vi prøve at huske på, at der i hvert fald er hjælp i nærheden, og at det helt og holdent afhænger af os selv, om vi vil gøre hjælperens arbejde let eller vanskeligt. Hvis vi møder faren roligt og modigt i erkendelse af, at den aldrig på nogen måde kan skade vort egentlige jeg, vil vort sind være åbent for den vejledning, hjælperne prøver på at give, og det kan kun være til vort eget bedste, enten hensigten så er at redde os fra døden, eller, hvis dette er umuligt, at føre os sikkert igennem den.

 Der er ikke så sjældent blevet ydet hjælp af denne art såvel ved ulykker, der har ramt enkeltpersoner, som ved mere omfattende katastrofer. Som eksempel på det, vi har i tankerne, er det tilstrækkeligt at omtale et enkelt tilfælde. Under en af de orkanagtige storme, der anrettede store ødelæggelser ved vore kyster for nogle få år siden, kæntrede der en fiskerbåd langt ude på havet. De eneste ombordværende var en gammel fisker og en dreng, og det lykkedes den førstnævnte at klamre sig til den kæntrede båd i nogle få minutter. Der var ingen fysisk hjælp ved hånden, og selv om det havde været tilfældet, ville det have været umuligt at gøre noget i den voldsomme storm, og fiskeren var derfor godt klar over, at der ikke var noget håb om redning, og at det kun var et spørgsmål om minutter, før døden kom. Han var rædselsslagen ved udsigten til den, og det der især gjorde indtryk på ham, var den frygtelige ensomhed derude på det vældige hav. Desuden var han meget ulykkelig ved tanken om sin hustru og øvrige familie og de vanskeligheder, de ville komme i på grund af hans pludselige død.

En hjælper, der kom forbi og så alt dette, prøvede på at trøste ham; men da hans sind var i alt for stærkt oprør til at være modtageligt for indtryk, fandt hun det tilrådeligt at vise sig for ham for bedre at kunne hjælpe ham. Da hun senere fortalte om hændelsen, sagde hun, at det havde været vidunderligt og smukt at se den forandring, der kom over fiskerens ansigt ved synet af hende. Da han så den strålende skikkelse, der stod på båden ved siden af ham, kunne han ikke tro andet, end at det var en engel, der var blevet sendt ned for at trøste ham i hans nød, og han fik derfor en følelse af, at han ikke blot selv ville blive ført i god behold gennem dødens port, men at der også ville blive sørget for hans familie. Da døden nogle få minutter efter kom, var han derfor i en sindsstemning, der var vidt forskellig fra den rædsel og rådvildhed, der havde overvældet ham et øjeblik i forvejen, og da han kom til bevidsthed på astralplanet og stadig så "engelen" ved siden af sig, følte han sig ganske naturligt tryg ved hende og var indstillet på at følge de råd, hun gav ham med hensyn til den nye tilværelse, han var trådt ind i.

 Nogen tid efter udførte den samme hjælper et andet stykke arbejde af lignende art, og hun har siden givet følgende skildring af det:

"Man vil huske den damper, der forliste under cyklonen i slutningen af november sidste år. Jeg gik ned i kahytten, hvor en halv snes kvinder var blevet spærret inde, og fandt dem jamrende på den mest ynkværdige måde, hulkende og stønnende af skræk. Skibet ville gå under - ingen hjælp var mulig - og at forlade verden i en sådan tilstand af panisk rædsel er den værst tænkelige måde, hvorpå man kan træde ind i den næste. Jeg materialiserede mig derfor for at berolige dem, og de arme mennesker troede naturligvis, at jeg var en engel. De faldt allesammen på knæ og bønfaldt mig om at frelse dem, og en stakkels moder lagde sit lille barn i armene på mig og tryglede mig om i hvert fald at redde det. Mens vi talte sammen, blev de hurtigt rolige og fattede, og det lille barn faldt smilende i søvn, og snart sov de alle trygt. Jeg fyldte deres sind med tanker om himmelverdenen, så at de ikke vågnede, da skibet omsider gik ned. Jeg fulgte med for at sikre mig, at de alle sov i de sidste øjeblikke, og de rørte sig ikke, da deres søvn gled over i døden."

 I dette tilfælde havde de, der således blev hjulpet, altså ikke blot den enorme fordel, at det blev gjort muligt for dem at møde døden på en rolig og fornuftig måde, men også den endnu større at blive modtaget på den anden side af en, som de allerede var indstillet på at elske og have tillid til - en, der havde et grundigt kendskab til den nye verden, hvori de nu befandt sig, og som ikke blot kunne forsikre dem om, at de nu var i sikkerhed, men også give dem gode råd om, hvordan de skulle tilrettelægge deres liv under disse helt forandrede forhold. Hermed kommer vi ind på et af de største og vigtigste aspekter af de usynlige hjælperes arbejde, nemlig den vejledning og hjælp, som de kan give de døde.

Neste | forrige

Utg side