KAPITEL 39
Therese Neumann, den katolske stigmatiserede
"Kom tilbage til Indien. Jeg har ventet tålmodigt på dig
i femten år. Snart skal jeg svømme ud af legemet og drage til
den Strålende Bolig. Yogananda, kom!" (Yogananda
hadde på dette tidspunkt oppholdt seg 15år i usa - med hensikt
å sprede den østlige visdom i det materialistiske vesten-
rø.anm)
Sri Yukteswars stemme lød overraskende i mit indre øre, mens
jeg sad i meditation i mit hovedkvarter på Mt. Washington. Efter
at have tilbagelagt ti tusind miles på et øjeblik,
gennemtrængte hans budskab mit væsen som et lynglimt.
Femten år! Ja, jeg gjorde mig det klart, nu er det 1935; jeg
har tilbragt femten år med at udbrede min gurus lære i Amerika.
Nu kalder han mig tilbage.
Kort tid efter beskrev jeg min oplevelse for en kær ven, Mr.
Jamesj. Lynn. Hans åndelige udvikling gennem daglig udøvelse af Kriya
Yoga har været så bemærkelsesværdig, at jeg ofte kaldte
ham "den hellige Lynn". I ham og i en række andre
vesterlændinge ser jeg med en følelse af glæde opfyl-delsen af
Babajis profeti, at Vesten også ville frembringe hellige
mennesker af sand Selv-virkeliggørelse gennem den urgamle
yoga-vej.
Mr. Lynn insisterede gavmildt på at betale for min rejse.
Da det finansielle problem således var løst, gjorde jeg
forberedelser til at sejle via Europa til Indien. I marts 1935 fik
jeg Self- Realization Fellowship (SRF) lovmæssigt indregistreret
i staten California som en ikke-sekterisk, idealistisk
organisation, bestemt til at eksistere bestandig. Til SRF
skænkede jeg alle mine besiddelser i Amerika, indbefattet
rettighederne til alle de bøger jeg har skrevet. SRF opretholdes
gennem salget af, hvad jeg har skrevet, samt, i lighed med de
fleste andre opdragelsesmæssige og religiøse institutioner,
gennem bidrag fra sine medlemmer og fra offentligheden.
"Jeg kommer' tilbage, " sagde jeg til mine elever.
"Jeg skal aldrig glemme Amerika. "
Ved en afskedsbanket, som blev givet til min ære i Los Angeles
af kærlige venner, så jeg længe på deres ansigter og tænkte
taknemmeligt: "Herre, den som husker Dig som den Eneste
Giver, vil aldrig savne glæden ved venner blandt de dodelige.
Jeg sejlede fra New York den 9. juni 1935 på Europa. To
elever ledsagede mig: min sekretær, Mr. C. Richard Wright, og en
ældre dame fra Cincinnati, Miss Ettie Bletch. Vi nød de
fredelige dage på havet, en velkommen kontrast til de sidste
fortravlede uger. Vor fritid var kortvarig; moderne bådes
hastighed har sine beklagelige sider!
Som ethvert andet selskab af nysgerrige turister spadserede vi
rundt i den kæmpestore, gamle by: London. Dagen efter min ankomst
var jeg inviteret til at tale til en stor forsamling i Caxton
Hall, hvor jeg blev introduceret til London-publikummet af Sir
Francis Younghusband.
Vort selskab tilbragte en behagelig dag som gæster hos Sir
Harry Lauder på hans landsted i Skotland. Et par dage efter
sejlede vi over den Engelske Kanal til kontinentet, for jeg
ønskede at foretage en pilgrimsrejse til Bayern. Jeg følte, at
dette ville være min eneste lejlighed til at besøge den store
katolske mystiker, Therese Neumann fra Konnersreuth.
Mange år tidligere havde jeg læst en forbløffende beretning
om Therese med følgende oplysninger:
1) Therese, født 1898, var i en alder af tyve år blevet
kvæstet ved et ulykkestilfælde; hun blev blind og lam.
2) På mirakuløs vis genvandt hun sit syn i 1923 gennem
bønner til St. Theresa, aDen Lille Blomst". Senere genvandt
hun førligheden i løbet af et øjeblik.
3) Fra 1923 har Therese fuldstændig afholdt sig fra at spise
og drikke med undtagelse af en lille indviet oblat daglig.
4) Stigmatiseringerne, Kristi hellige sår, viste sig i 1926
på Thereses hoved, bryst, hænder og fødder. Hver fredag
gennemlever hun Kristi lidelseshistorie og oplever i sit eget
legeme hele hans historiske dødskamp.
5) Skønt Therese til daglig kun kender det enkle tyske sprog,
som tales i hendes lille by, siger hun under sine fredagstrancer
sætninger, som sproglærde har identificeret som gammel-aramæisk.
På de rigtige tidspunkter i sin vision taler hun hebraisk eller
græsk.
6) Efter gejstlig tilladelse har Therese flere gange været
under nøje videnskabelig observation. Dr. Fritz Gerlick, redakt
øren af et protestantisk tysk blad, tog til Konnersreuth for at
"afsløre den katolske svindel", men endte med
ærbødigt at skrive hendes biografi.
Som altid, hvad enten i østen eller i Vesten, var jeg ivrig
efter at træffe en helgen. Jeg var derfor glad, da vort lille
selskab den 16. juli ankom til den lille, mærkelige by
Konnersreuth. De bayerske bønder udviste levende interesse for
vor Ford automobil (som vi havde bragt med fra Amerika, og dens
blandede indhold: en ung amerikaner, en ældre dame og en
olivenfarvet orientaler med langt hår stoppet ind under
frakkekraven.
Thereses lille rene og nette hytte med geranier blomstrende ved
en primitiv brønd var desværre lukket. Naboerne og selv
postbudet, som gik forbi, kunne ingen oplysning give. Regnen
begyndte at falde, og mine ledsagere foreslog, at vi skulle tage
afsted.
"Nej, " sagde jeg stædigt, "jeg bliver her,
indtil jeg finder et spor, der fører til Therese . "
To timer senere sad vi stadig i vognen i den triste regn.
"Herre , " sukkede jeg klagende, "hvorfor førte Du
mig hertil, hvis hun er forsvundet?"
En engelsktalende mand standsede ved siden af os og tilbød
høfligt sin hjælp.
"Jeg ved ikke bestemt, hvor Therese er," sagde han,
"men hun tager ofte på besøg hos professor Franz Wutz,
lærer i fremmede sprog ved universitetet i Eichstatt, firs
kilometer herfra.
Næste morgen kørte vort selskab til den stille by Eichstatt.
Dr. Wutz hilste os hjerteligt: "Ja, Therese er her." Han
sendte besked til hende om gæsterne, og snart efter kom budet
tilbage med hendes svar.
"Skønt biskoppen har bedt mig om ikke at se nogen uden
hans tilladelse, vil jeg gerne tage imod den Guds mand fra Indien
. "
Dybt rørt over disse ord fulgte jeg efter Dr. Wutz op til
dagligstuen. Therese kom straks efter ind, udstrålende en aura af
fred og glæde. Hun var iført sort kjole og ulastelig hvid
hovedpynt. Skønt hun da var syvogtredive år, så hun meget yngre
ud, med en barnlig friskhed og charme. Sund, velformet, munter og
med røde kinder, sådan er den helgen, som ikke spiser!
Therese hilste mig med et meget blidt håndtryk. Vi strålede i
tavst fællesskab, thi hver af os vidste, at den anden elskede
Gud.
Dr. Wutz tilbød venligt sin tjeneste som tolk. Da vi satte os,
lagde jeg mærke til, at Therese så på mig med naiv nysgerrighed;
øjensynligt havde hinduer været sjældne gæster i Bayern.
"Spiser De aldrig noget?" Jeg ønskede at høre
svaret fra hendes egne læber.
"Nej, intet undtagen en oblat 2) 2)En
cukaristisk mel-oblat klokken seks om
morgenen."
"Hvor stor er oblaten?"
"Den er papirstynd, på størrelse med en lille mønt."
Hun tilføjede, "jeg tager den som sakramente; hvis den ikke
er indviet, er jeg ude afstand til at spise den. "
"De kan dog sikkert ikke have levet af det i hele tolv
år?" "Jeg lever af Guds lys."
Hvor enkelt hendes svar, hvor emsteinsk!
"Jeg forstår, at De indser, at energi tilflyder Deres
legeme fra æteren, solen og luften."
Et hurtigt smil lyste over hendes ansigt. "Jeg er så glad
over at vide, at De forstår, hvordan jeg lever."
"Deres hellige liv er en daglig demonstration af den
sandhed, som Kristus udtalte: "Mennesket skal ikke leve af
brød alene, men af hvert ord, der udgår gennem Guds mund"."
3)
3) Matthæus 4.4. Menneskets legemsbatteri vedligeholdes
ikke alene gennem grov føde (brød), men af vibratorisk kosmisk
energi (ordet eller Aum). Den usynlige kraft strømmer ind
i menneskelegemet gennem den forlængede marvs port. Dette sjette
legemlige center findes i nakken oven over de fem rygmarvs chakras
(sanskrit for "hjul" eller centre af udstrålende
livskraft).Centret ved den forlængede marv er hovedindgangen for
legemets forsyning med universel livsenergi (A um) og er
ved polaritet direkte forbundet med Kristusbevidsthedens center (Kutastha)
i det enkelte øje mellem øjenbrynene, sædet for menneskets
viljekraft. Kosmisk energi oplagres da i det syvende center i
hjernen som et reservoir af uendelige muligheder .
Igen viste hun glæde over min forklaring. "Ja, sådan er
det. En af grundene til, at jeg er her på jorden i dag, er for at
bevise, at mennesket kan leve af Guds usynlige lys, og ikke bare
af mad."
"Kan De lære andre, hvordan man lever uden mad?"
Hun syntes lidt forskrækket. "Det kan jeg ikke, Gud
ønsker det ikke."
Da mit blik faldt på Thereses stærke, yndefulde hænder,
viste hun mig et firkantet, nylig helet sår på bagsiden af hver
hånd. I hver håndflade viste hun mig et mindre, halvmåneformet
sår, også nylig helet. Hvert sår gik lige igennem hånden.
Synet gav mig en tydelig erindring om de store, firkantede jemsøm
med halvmåneformede spidser, som stadig bruges i Orienten, men
som jeg ikke mindes at have set i Vesten.
Helgeninden fortalte mig om sine ugentlige trancer. "Som
en hjælpeløs tilskuer gennemlever jeg hele Kristi lidelse."
Hver uge, fra torsdag midnat til fredag eftermiddag klokken et,
springer hendes sår op og bløder; hun taber fem af sine
sædvanlige 55 kilo. Skønt Therese lider intenst i sin
medfølende kærlighed, ser hun glad frem til disse ugentlige
visioner af sin Herre.
Jeg forstod straks at Guds hensigt med hendes mærkelige liv er
at forvisse alle kristne om den historiske sandhed af Kristi liv
og korsfæstelse som beskrevet i det Ny Testamente, og på
dramatisk måde at føre bevis for det stedsevarende bånd mellem
den Galilæiske Mester og hans tilbedere.
Professor Wutz fortalte om nogle af sine oplevelser med
helgeninden.
"En gruppe af os indbefattende Therese rejser ofte i
dagevis på ture rundt i Tyskland," fortalte han mig.
"Det er en slående kontrast - Therese spiser intet, mens vi
andre får tre måltider om dagen. Hun forbliver så frisk som en
rose, uberørt af træthed. Når vi andre bliver sultne og ser
efter landevejskroer, ler Therese muntert. "
Professoren tilføjede nogle interessante fysiologiske
detaljer: "Da Therese ikke tager nogen føde til sig, er
hendes mave skrumpet ind. Hun har ingen afføring, men hendes
svedkirtler fungerer; hendes hud er altid blød og fast."
Da vi skulle gå, udtrykte jeg over for Therese mit ønske om
at være tilstede ved hendes trance.
"Ja kom dog til Konnersreuth på fredag," sagde hun
venligt. "Biskoppen vil give Dem tilladelse. Jeg er meget
glad over, at De opsøgte mig i Eichstatt."
Therese trykkede os blidt i hånden mange gange og spadserede
med os til indkørslen. Mr. Wright drejede op for bilens radio;
helgeninden undersøgte den med små, begejstrede latterudbrud.
Så stor en skare børn samlede der sig, at Therese måtte trække
sig tilbage til huset. Vi så hende i et vindue, hvor hun kiggede
ud og vinkede til os som et barn.
Gennem en samtale næste dag med to af Thereses brødre, som
var meget venlige og elskværdige, fik vi at vide, at helgeninden
kun sover én eller to timer hver nat. Trods de mange sår i sit
legeme er hun aktiv og fuld af energi. Hun elsker fugle, passer et
fiske-akvarium og arbejder ofte i sin have. Hendes korrespondance
er stor; fromme katolikker skriver til hende for at bede om
forbønner og helbredende velsignelser. Mange søgende er gennem
hende blevet helbredt for alvorlige sygdomme.
Hendes bror Ferdinand, som var omkring treogtyve, forklarede,
at Therese er i stand til ved bønner at overføre andres lidelser
til sit eget legeme. Helgenindens afholdenhed fra føde daterer
sig fra en gang, da hun bad om, at den strubesygdom, som plagede
en ung mand fra hendes sogn, der forberedte sig til at indtræde i
en hellig orden, måtte blive overført til hendes egen strube.
Torsdag eftermiddag kørte vort selskab til biskoppens hjem;
han så på mine flagrende lokker med nogen forundring, men skrev
beredvilligt den nødvendige tilladelse. Der var intet honorar;
den regel, kirken havde indført, var simpelthen for at beskytte
Therese mod tilstrømningen af tilfældige turister, som i
tidligere år var kommet i tusindvis til Konnersreuth om fredagen.
Vi ankom til den lille by fredag morgen omkring halvti. Jeg
lagde mærke til, at Thereses lille hytte har en afdeling med
glastag for at give hende rigeligt lys. Vi var glade over at se,
at dørene ikke længere var låste, men stod gæstfrit vidtåbne.
Vi sluttede os til en række på omkring tyve besøgende, der alle
medførte en tilladelse. Mange var kommet fra fjerne steder for at
se den mystiske trance.
Therese havde bestået min første prøve i professorens hus
ved sin intuitive viden om, at jeg ønskede at se hende af
åndelige årsager og ikke blot for at tilfredsstille en
forbigående nysgerrighed.
Min anden prøve var forbundet med den kendsgerning, at jeg,
lige før jeg gik op til hendes værelse, hensatte mig i
yogatrance for at komme i telepatisk og televisionær forbindelse
med hende. Jeg trådte ind i værelset, som var fyldt med
besøgende; hun lå på sengen iført en hvid kjole. Med Mr.
Wright lige bagved mig standsede jeg lige inden for dørtærsklen,
slået af ærefrygt over et mærkeligt og frygteligt syn.
Blodet flød uafbrudt i en tynd strøm på en tommes bredde fra
Thereses underste øjenlåg. Hendes blik var koncentreret mod det
åndelige øje i midten af panden. Det stykke klæde, som var
viklet om hendes hoved, var gennemtrukket af blod fra tornekronens
stigmatiseringssår. Den hvide kjole havde røde pletter over
hjertet fra såret i hendes side på det sted, hvor Kristi legeme
for lange tider siden havde lidt den sidste skændighed fra
soldatens spydstød.
Thereses hænder var rakt frem i en moderlig, bedende gestus;
hendes ansigt havde et udtryk, der på én gang var forpint og
guddommeligt. Hun så tyndere ud og var på mange subtile måder
forandret både i det indre og det ydre. Med let skælvende læber
mumlede hun ord på et fremmed sprog til personer, der var synlige
for hendes overbevidste syn.
Da jeg havde bragt mig i samklang med hende, begyndte jeg at se
scenerne i hendes vision. Hun betragtede Jesus, som bar korset
gennem den spottende folkemængde. 4) 4)1
timerne forud for min ankomst havde Therese allerede været
igennem mange visioner af de sidste dage i Kristi liv. Hendes
trance begynder i rew len med begivenhederne efter den sidste
nadver, og hendes hellige visioner ender med Jesu død på korset;
eller undertiden med hans begravelse.
Pludselig løftede hun hovedet i forfærdelse: Herren var
faldet sammen under den grusomme vægt. Synet forsvandt. Udmattet
af sin brændende medlidenhed sank Therese tungt tilbage mod puden.
I samme øjeblik hørte jeg et højt bump bagved mig. Da jeg et
sekund drejede hovedet, så jeg to mænd bære et afmægtigt
legeme ud. Men da jeg lige var ved at komme ud af en dyb
overbevidst tilstand, genkendte jeg ikke straks den besvimede
person. Igen fæstede jeg mit blik på Thereses ansigt, som var
dødblegt under blodstrømmene, men nu roligt, udstrålende renhed
og hellighed. Lidt senere kastede jeg et blik tilbage og så Mr.
Wright stå med hånden mod kinden, hvorfra blodet dryppede.
"Dick," spurgte jeg ængsteligt, "var det dig,
der faldt?"
"Ja, jeg besvimede ved det rædselsvækkende syn."
"Så er det tappert af dig," sagde jeg trøstende,
"at komme tilbage og se på synet igen."
Ved tanken på den tålmodigt ventende række af pilgrimme bød
Mr. Wright og jeg stilfærdigt Therese farvel og forlod hendes
hellige selskab. 5)
5) Et INS nyhedstelegram fra Tyskland (26. marts 1948)
berettede: "En tysk landbokvinde lå denne langfredag på sin
seng; hendes hoved, hænder og skuldre var mærkede af blod, hvor
Kristi legeme havde blødt fra korsets nagler…
|
